Hovedstadens indbyggere er vilde med at vise sig frem. De er i hvert fald vilde med at vise deres elbiler frem.

Det understreger nye tal, der viser, at københavnerne har hang til særligt ét bilmærke. Og det er der en grund til, lyder det fra foredragsholder og bil- og livsstilsekspert Christian Grau.

Det er nemlig ikke tilfældigt, at de dyreste elbiler først og fremmest bliver solgt i Københavnsområdet, som netop offentliggjorte tal fra De Danske Bilimportører viser.

Den mest solgte bil på landsplan i december 2021 er nemlig en Tesla model Y. Den koster godt en halv million kroner. De penge bliver først og fremmest fundet frem blandt storkøbenhavnere, der således står for næsten halvdelen af alle solgte Tesla model Y købt i december. Helt præcist 47 procent.

Helt overordnet står salget af elbiler for 25 procent af alle nyregistrerede biler i Region Hovedstaden. Plugin-hybrider står for 28 procent.

»Det siger noget om, at der er en stor forandringsvilje i storbyen. Men det siger også noget om, at det er foreneligt med at være pendler i hovedstadsområdet. Hvis man bor i Hjørring og arbejder i Silkeborg, er det svært at have en elbil,« siger Christian Grau med henvisning til den begrænsede rækkevidde på elbiler og fortsætter:

»Folk i storbyen kører færre kilometer, end man gør uden for byerne,« konstaterer han.

Også Tesla model 3 er særlig populær hos københavnerne. 49 procent af alle elbiler af denne type er solgt i hovedstadsområdet.

Tesla Model Y er den klart mest populære bil i Region Hovedstaden. Arkivfoto
Tesla Model Y er den klart mest populære bil i Region Hovedstaden. Arkivfoto Foto: Tingshu Wang
Vis mere

Når netop Tesla gør sig godt i indkørslerne i København, hænger det sammen med de signaler, man som ejer af et eksemplar fra verdens mest værdifulde bilfirma sender, lyder det.

»Når så mange køber en Tesla i hovedstadsområdet, så fortæller det en historie om, at københavnerne ikke har noget problem med prestige. I Jylland lever den, der lever stille, godt, men sådan er det ikke i København,« siger Christian Grau og fortsætter:

»Der er andre elbiler at vælge imellem, men med en Tesla sender man på én gang et signal om, at man er bevidst om både prestige og grøn omstilling. En Tesla er hightech og skærmstyret, og den slags falder københavnerne for.«