At 84-årige Louise Beate Lerche-Lerchenborgs hjem er noget helt særligt, kommer ikke som nogen overraskelse for hende selv.

Men nu har hun Det Særlige Bygningssyns ord for, at villaen også i fremtiden bør stå, præcis som den er. Louise Beate Lerche-Lerchenborg har selv gjort, hvad hun kunne, for at bevare huset så uspoleret som muligt, efter hun købte det i 1968.

»Jeg har ikke haft berøringsangst i forhold til at lave ændringer, simpelthen fordi jeg ikke har haft lyst til at lave noget om. Huset er meget praktisk indrettet, og det har været nemt at bo her,« siger hun.

Kun en svingdør mellem køkkenet og det såkaldte anretterværelse, hvor maden kunne anrettes inden servering, er taget af.

Ellers er alt, som det var, da Louise Beate Lerche-Lerchenborg overtog skødet. Det skyldes hendes respekt for den hidtidige ejer, der også var arkitekten bag boligen, Tyge Hvass.

Han byggede selv den rødkalkede funkisvilla i beton i 1940, som nu er indstillet til fredning af Slots- og Kulturstyrelsen på grund af Gentofte-villaens arkitektoniske og kulturhistoriske værdi.

»Jeg er glad for, at det er blevet fredet. Jeg ved godt, at det betyder, at der nu bliver lagt bånd på en hel del, men jeg synes, at jeg skylder Tyge Hvass at bevare huset, som det er,« siger Louise Beate Lerche-Lerchenborg.

Den kendte arkitekt, der eksempelvis har tegnet J.F. Willumsens Museum i Frederikssund, havde også tegnet Louise Beate Lerche-Lerchenborgs forældres hus, og derfor har hun haft en livslang personlig tilknytning til villaen.

»De bærende fredningsværdier ligger i bygningens kubiske, klare opdeling i tre bygningskroppe, der uden anden udsmykning end den spinkle dækplade over hovedindgangens trappe, danner en sammenhængende helhed,« står der i høringen om fredningen af huset på Tuborgvej.  Foto: Skråfoto.dk
»De bærende fredningsværdier ligger i bygningens kubiske, klare opdeling i tre bygningskroppe, der uden anden udsmykning end den spinkle dækplade over hovedindgangens trappe, danner en sammenhængende helhed,« står der i høringen om fredningen af huset på Tuborgvej.  Foto: Skråfoto.dk
Vis mere

»Jeg kendte ham, fordi han havde tegnet mine forældres hus, der ligger lige henne om hjørnet. Jeg var dengang henne og besøge ham, og jeg var nede i hans tegnestue, hvor jeg så ham sidde og arbejde.«

Huset på Tuborgvej i Gentofte er blandt fem private boliger, der står til at blive fredet. I en pressemeddelelse fra Slots- og Kulturstyrelsen fremhæves Louise Beate Lerche-Lerchenborgs hjem for de tre 'kasser', som huset består af.

De er i forskellig højde med flade tage og vinduer uden sprosser.

»Huset er – helt i funktionalistisk stil – blottet for overflødig dekoration. Set fra den trafikerede vej virker huset tillukket, men mod haven åbner det sig med store glaspartier, altan og terrasse. Indretningen er gennemført og rationel med en række fine detaljer og et minimeret forbrug af byggematerialer,« står der i pressemeddelelsen.

Haven tilhørende den 84-åriges hus er anlagt efter plan af den verdenskendte danske landskabsarkitekt Søren Carl Theodor Marius Sørensen.

»Det er ofte her, i de mindre byggerier, at arkitekterne har eksperimenteret med formgivning og anvendelse af nye materialer – og eksperimenterne har herefter både kastet viden og inspiration af sig, som senere er brugt i større institutions- og boligbebyggelser,« siger enhedschef i Slots- og Kulturstyrelsen Merete Lind Mikkelsen.

De fem villaer indstillet til fredning er alle bygget i det 20. århundrede.