Tror man, at en lukning af Københavns største hashmarked forhindrer brugerne i at købe, tager man fejl.

Det siger kriminolog ved Lund Universitet David Sausdal lørdag, mens myndighederne i en storstilet aktion på Christiania opgraver den notoriske hashgade, Pusher Street, i et håb om én gang for alle at få bugt med kriminelle hashsælgere.

Det er muligt, at rocker- og bandemedlemmerne nu slipper markedet på Christiana – men hashsalget vil fortsætte andre steder, mener kriminologen.

»Det kan godt være, at man i en periode ved at lukke det mest ikoniske og største hashsupermarked i København kan dæmme en lille smule op for forbruget,« siger Sausdal. Men at hashhandlen lukker, fordi man rydder Pusher Street »kommer ikke til at ske«, mener han.

Målet i første omgang er da tilsyneladende også blot, at »den organiserede kriminalitet og banderne ikke skal være til stede og have slået dybe rødder på Christiania«, lyder det til Politiken fra justitsminister Peter Hummelgaard (S), som søsatte planerne for den historiske rydning allerede i januar.

Alligevel tror ministeren, at det samlede hashmarked vil blive mindre, hvis det kræver mere arbejde at købe hash, og der ikke er et fysisk sted som Christiania, hvor man kan efterspørge det, siger han til avisen.

Sausdal peger omvendt på, at efterspørgslen på cannabis i Danmark fortsat er tårnhøj. Han bemærker blandt andet, at danske toldere i 2023 fandt mere narkotika end tidligere ved grænserne, hvoraf størstedelen var hash.

Købehavns Politi vil fortsætte med at jagte hashhandlere i gadebilledet, oplyser en vicepolitiinspektør til B.T. lørdag.

Samtidig har cannabismarkedet ændret sig og er blevet digitaliseret, så man i dag kan bestille en pose pot eller hash gennem en app og få den leveret. Med andre ord er gadesalg af hash i stigende grad blevet udskiftet med onlinesalg, vurderer han.

Af samme grund tror tvivler han også på, at hashmarkedet vil brede sig til andre dele af København i lige så stort omfang som ved tidligere forsøg på at lukke Pusher Street. 

»På Nørrebro er man bange for, at salget vil stige,« siger han.

»Det er der nok en risiko for, men jeg tror, at den digitalisering, der har været af narkotikamarkedet, suger noget af salget.«

Vil man virkelig ramme de kriminelle, skal man i stedet overveje at lovliggøre cannabis, mener kriminologen.

»Hvis det politiske mål er ikke kun at hjælpe Christianias beboere, men at hjælpe det danske samfund med at få tag i de kriminelle kræfter og kontrol over misbrug,« siger Sausdal, »er legalisering noget, man bør overveje.«

»I hele verden har vi haft en krig mod narko, og det er vel helt rimeligt at sige, at den har man ikke vundet.«

Københavns Politi er dog endnu ikke klar til at give op.

Vicepolitiinspektør Simon Hansen siger således lørdag til B.T., at man vil holde øje med de steder, hvor man ser en risiko for, at nye markeder etablerer sig.

»Vi kommer til at lytte meget til de anmeldelser, vi får.« Så hvis man opdager, at der er åbenlys hashhandel et eller andet sted, vi vil meget gerne have en anmeldelse.«

Købehavns overborgmester, Sophie Hæstorp (S), mener, at det er lettere for politiet er at håndtere hashsalg uden for Christiania, hvor beboerne ikke er bange for repressalier ved at være i kontakt med politiet, sådan som det - ifølge hende - er tilfældet på fristaden.

»Os andre københavnere ringer rent faktisk til politiet, når vi ser pushere«.