Det er ikke mange steder i det offentlige rum, hvor nøgenhed er accepteret. 

Men i vandsportsforeningen Waterdrops i Kerteminde har saunaen ind til for nyligt været et af de få steder, hvor man kunne smide hver en trevl på kroppen. 

Efter en del intern uenighed i foreningen er det nu fortid. 

Det skriver TV 2 Fyn der har set et intern mail fra Waterdrops, hvor beslutningen om at forbyde nøgenhed i saunaen er blevet fremlagt. 

Efter en afstemning blandt foreningens medlemmer, lyder reglerne nu, at man skal være »let tildækket« i saunaen. 

Flere medlemmer er ifølge TV 2 Fyns oplysninger blevet ekskluderet på grund af »grænseoverskridende adfærd«. 

I februar rasede debatten om nøgenhed i saunaen i det østjyske, da saunaklubben Almind-Wellet i Silkeborg efter stort pres fra kommunen, besluttede at tillade badetøj i saunaen - før det skulle man være nøgen, skrev TV 2 Østjylland

I Baderiget Marselisborg ved Aarhus har nøgenhed derimod aldrig været tilladt, skrev også TV 2 Østjylland tilbage i februar.