En ny rapport om luftforurening omkring Københavns Lufthavn har vakt bekymring hos naboer til stedet.

Blandt andet hos Helene Bach, som i 12 år har boet nær lufthavnen med sin familie.

Det fortæller hun til TV 2 Kosmopol.

»Selvfølgelig havde jeg håbet, at det ikke så sådan ud, men det er jo det, vi havde frygtet. Og nu ligger der jo tal og målinger på det. Så det er vi selvfølgelig bekymrede over,« siger hun.

Tallene og målingerne, som hun omtaler, kan findes i en ny rapport, der er lavet af DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet.

Af rapporten fremgår det, at man i perioden fra juni 2022 til februar 2024 har gennemført et projekt for Miljøministeriet for at kortlægge partikelforureningen med ultrafine partikler i området omkring Københavns Lufthavn Kastrup. 

Og de målinger har vist høje niveauer af luftforurening med ultrafine partikler.

»De estimerede årsmiddelværdier for antallet af ultrafine partikler i området omkring lufthavnen ligger generelt set højt i forhold til årsmiddelværdier målt ved DCE's målestationer i Københavnsområdet,« lyder det eksempelvis på rapportens side ti.

»For holdepunkterne tæt ved lufthavnen ved de fire transekter ligger de estimerede årsmiddelværdier højere, end det der måles ved gademålestationen på H.C. Andersens Boulevard, som vurderes at være en af de mest belastede gader i København med hensyn til luftforurening.«

Til TV 2 Kosmopol fortæller Marie Skotte, der er direktør for bæredygtighed hos Københavns Lufthavn, at man håber, der vil komme et øget fokus - blandt andet hos politikere - på at udvikle brændstof, der forurener mindre.

Der er nemlig særligt det, der er den store kilde til den ultrafine forurening, forklarer hun til lokalmediet.