Sagen om Rigspolitiets tidligere afdelingschef Bettina Jensen er blevet kaldt en af de største og mest spektakulære bestikkelsessager i årtier.

Torsdag faldt der dom i Østre Landsret, og det har føjet nye detaljer til historien. Nu ligger det fast, hvorfor der var tale om bestikkelse.

Bettina Jensen fik otte måneders fængsel – heraf to ubetinget – for at have modtaget bestikkelse. Konsulent Mariann Færø fik et halvt års betinget fængsel for at yde bestikkelse.

Dermed omgjorde landsretten dommen fra Københavns Byret fra marts 2022, hvor de begge blev frifundet.

Byretten mente ikke, at Bettina Jensen havde fået ‘en gave’ eller ‘en fordel’ i strafferetlig forstand, da hun ved siden af sit job i Rigspolitiet fik opgaver for små 800.000 kroner af Mariann Færø, samtidig med at Bettina Jensen hyrede Færø til konsulentopgaver i Rigspolitiet for 10,5 millioner kroner.

Landsretten hældte byrettens vurdering ned ad brættet i en klar dom, mener professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard.

»Byrettens frifindelse gav anledning til berettiget undren, også blandt fagfolk. Landsretten har gjort sig umage med at begrunde afgørelsen, som juridisk set forekommer meget overbevisende,« siger han.

Kvinderne var tiltalt efter de to bestikkelsesparagraffer i straffeloven nemlig § 144 og § 122. 

Her ses Bettina Jensen fra sin tid i Rigspolitiet i 2014 i audiens hos dronning Margrethe, efter hun havde modtaget Ridderkorset.
Her ses Bettina Jensen fra sin tid i Rigspolitiet i 2014 i audiens hos dronning Margrethe, efter hun havde modtaget Ridderkorset. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

Omdrejningspunktet for § 144 er, at man som offentligt ansat – i det her tilfælde Bettina Jensen – ikke uberettiget må modtage ‘en gave’ eller ‘anden fordel’. Man må heller ikke yde ‘en gave’ eller ‘anden fordel’, som Mariann Færø har gjort det. Det er straffelovens § 122. 

Med dommen torsdag den 18. januar 2024 slår landsretten fast, at Bettina Jensen fik ‘en gave’ og ‘anden fordel’, da hun modtog opgaver af Mariann Færø for 790.250 kroner fra 2012 til 2015.

Retten har dog ikke har taget stilling til, om Mariann Færø blev overbetalt af Bettina Jensen, da hun fik 10,5 millioner kroner udbetalt af Rigspolitiet fra 2011 til 2013 efter at være hyret uden konkurrence direkte af Bettina Jensen uden om de lovpligtige udbud. 

Det er på trods af, at eksperter tidligere har slået fast i B.T.s spalter, at honorarerne i perioder har været så høje, at det for Mariann Færøs vedkommende var fysisk umuligt at tjene så mange penge på så kort tid. I sidste halvdel af 2011 fik Mariann Færø eksempelvis udbetalt 4,7 millioner kroner og i sit allermest gyldne år – fra juli 2011 til juni 2012 – modtog Færø 7,1 millioner kroner fra Rigspolitiet for de rekrutteringsydelser, hun leverede.    

Men Anklagemyndigheden havde skåret sagen til, så den kun handlede om konsulentarbejdet, som Bettina Jensen udførte for Mariann Færø – uden en specifik anklage om overbetaling den anden vej.

Men pengestrømmen på 10,5 millioner kroner fra Rigspolitiet til Mariann Færø har alligevel haft betydning for dommen:

»Det centrale i landsrettens afgørelse er, at den gensidige tildeling af arbejdsopgaver var egnet til at påvirke Bettina Jensen uvildighed i hendes position som chef i Rigspolitiet. Der er givet med den ene hånd og taget med den anden,« siger professor emeritus Jørn Vestergaard og fortsætter:

»Derved er der skabt grobund for, at Bettina Jensen har kunnet begunstige Mariann Færø ved tildelingen af opgaver for Rigspolitiet,« siger Jørn Vestergaard. 

Arkivbillede af Mariann Færø fra TV3-programmet 'Købmænd på første klasse' fra 2015.
Arkivbillede af Mariann Færø fra TV3-programmet 'Købmænd på første klasse' fra 2015.
Vis mere

Landsretten bemærker også i dommen, at indtjeningskurverne for de to kvinders firmaer steg simultant. Når Bettina Jensen gav meget arbejde til Færø i Rigspolitiet, modtog hun flere opgaver af Mariann Færø.

Et centralt element i sagen er også spørgsmålet om, hvorvidt Bettina Jensen reelt arbejdede for de 790.250 kroner, som hun modtog af Mariann Færø i form af drypvise kontooverførsler. 

Det er allerede velbeskrevet, at kvinderne ikke har kunnet fremlægge kontrakter, mailkorrespondance, sms’er eller andet, som dokumenterer det udførte arbejde. Det eneste de har fremlagt er nogle printede fakturaer for 430.875 kroner ud af det samlede beløb på 790.250 kroner. Resten har de makuleret.

I stedet udvekslede de opgaverne på USB-stik, og som erstatning for mails blev opgaverne skrevet ned og udvekslet på gule post it-sedler, som de så overdragede til hinanden på parkeringspladsen foran Rigspolitiets bygninger i deres rygepauser. Ingen kendte i øvrigt til Bettina Jensens arbejde for Færø – heller ikke Rigspolitiet. Det blev altså holdt hemmeligt. 

Det konkrete arbejde bestod blandt andet af gennemlytning og kommentering af kundesamtaler, pakning af kursusmapper og planlægning af et orienteringsløb. Altså trivielt ‘studentermedhjælperarbejde’. Det fik Bettina Jensen 1.000 kroner i timen for.

Landsretten udelukker ifølge Jørn Vestergaard ikke, at Bettina Jensen kan have arbejde for pengene. Men retten er heller ikke overbevist om, at det er sket: 

»Det indgår i Landsrettens dom, at der er en række usædvanlige omstændigheder ved arbejdet. At dokumentationen for arbejdet er mangelfuld, og forklaringerne er utroværdige, ligesom landsretten også finder det usædvanligt, at samarbejdet mellem de to blev hemmeligholdt,« siger Jørn Vestergaard. 

»Det indgår også i dommen, at timelønnen ikke svarer til arbejdets elementære karakter, og at antallet af arbejdstimer er påfaldende set i lyset af hendes omfattende indsats for Rigspolitiet,« tilføjer Jørn Vestergaard med henvisning til de vidneudsagn i sagen og opgørelser fra Rigspolitiet, som slår fast, at Bettina Jensen knoklede fra tidlig morgen til sen aften i Rigspolitiet.

En anden ekspert, Jesper Olsen fra Transparency International, har fulgt hele retssagen og kalder det en »god dom«.

»Lige så spektakulær og historisk sagen er, fordi den involverer embedsfolk i Rigspolitiet på højt niveau, lige så banal er den. Landsretten slår fast med syvtommersøm, at 'en fordel’ ikke kun er kontanter i en brun kuvert eller luksusmiddage,« siger Jesper Olsen.  

Landsretten har i sin dom ikke gjort noget af ud af kvindernes indbyrdes relation, selvom det blandt andet er dokumenteret, at Bettina Jensen og Mariann Færø gik på pelskøb sammen og også tog på skønhedsklinik i Malmø sammen.

De har under vidneudsagnene begge påstået, at de har »en professionel relation«. Det har dog haft den boomerang-effekt, at landsretten finder deres forklaringer i forhold til den manglende skriftlige dokumentation i sagen for »mindre troværdige«.

At dommene er helt og delvist betingede skyldes, at bestikkelsen fandt sted fra 2012 til 2015, og at det derfor er mange år siden. Den lange proces er i den sammenhæng en formildende omstændighed.

Efter torsdagens dom vil Rigspolitiet nu kræve Bettina Jensens gyldne håndtryk på 1,4 millioner kroner tilbagebetalt. Om dette spørgsmål kører der en civil retssag i december 2024.

Hør podcastserien 'Politichefens hemmelighed'. Det hele startede med et tip fra en whistleblower i politiet: