Bilister skal være ekstra opmærksomme, hvis de kører ud i mørket onsdag aften.

DMI har nemlig varslet tæt tåge i det sydlige Danmark – det vil sige Sønderjylland, Fyn, Vestsjælland og øerne syd for.

»Her er der risiko for tæt tåge. Det er fra klokken 20 i aften og varslet gælder til klokken ti i morgen formiddag (torsdag, red.),« siger vagthavende meteorolog ved DMI Nadine Damsberg og fortsætter:

»Det betyder, at sigtbarheden kommer under 100 meter, og det er definitionen på tæt tåge.«

Tæt tåge betyder lav sigtbarhed, hvorfor bilister ifølge Rådet for Sikker Trafik skal køre mere forsigtigt og med lavere fart end normalt. 

Det er også en god idé at slå tågelygterne til. De lyser ned på vejen både foran og ud til siderne, så det er nemmere at se, hvad der sker foran bilen.

Tågen kommer af varm luft, der giver store mængder fugt, og som så samler sig til tåge og dis.