Den russiske studievært Vladimir Solovyov er et kendt ansigt i Rusland. Han har sit eget tv-show om aftenen på den russiske tv-kanal Rossiya-1. 

Han er dermed også en af de stemmer, der er med til at påvirke den offentlige opinion i Rusland. 

Den anerkendte Ruslandsekspert Julia Davis, der er klummeskribent for The Daily Beast og initiativtager til Russian Media Monitor, er en af dem, der følger Solovyov tæt. 

Fredag offentliggjorde hun et klip på X, hvor Vladimir Solovyov sammen med sine gæster blandt andet diskuterer, om vestlige mål skal angribes med atomvåben. 

Her nævner Vladimir Solovyov blandt andet Frankrig, Storbritannien, Polen og Tyskland, skriver blandt andet Dagbladet

»Jeg kan ikke beslutte mig for, hvor i Frankrig: Marseille eller Paris? Måske skulle vi have en afstemning: Hvem skal vi skåne?« spørger han sine gæster. 

Blandt gæsterne vælger den russiske professor Andrei Sidorov fra Moskvas statsuniversitet at replicere på følgende måde: 

»Spørgsmålet er ikke, om vi skal bruge atomvåben, men mod hvem«. 

Solovyovs er kendt for rasle med atomvåbensablen i sine programmer, og han mener, at Rusland efter invasionen af Ukraine nu er i krig med hele Nato, der støtter ukrainerne med våben.

Han er Putin-allieret og ligger i sin retorik på niveau med den tidligere premierminister Dmitry Medvedev, der også er fortaler for, at Rusland skal benytte sig af atombomber for at sætte Nato på plads. 

Fra Natos side er tonen også skærpet på det seneste.

Frankrigs præsident Emmanuel Macron har slået fast, at Rusland ikke må vinde krigen, og han har for første gang åbnet op for Nato-soldater i Ukraine.