Nordkorea har øget sit fokus på biologiske våben.

Og landet skulle allerede have udviklet både forskellige slags spray og giftpenne, der skulle være i stand til at sprede dødelige sygdomme.

Sådan lyder det i en ny amerikansk rapport ifølge The Evening Standard, der skriver, at Nordkorea allerede er i stand til at udrette kaos på den vis i tilfælde af krig.

»Nordkorea har kapacitet til at producere biologiske agenter til militært brug,« som rapporten anfører:

»Nordkorea har teknisk kapacitet til at skabe bakterier, virusser og gifte, der kan bruges som biologiske våben.«

Det er det amerikanske udenrigsministerium, der har udarbejdet rapporten, hvor der kigges nærmere på nordkoreanske masseødelæggelsesvåben.

Heri lyder det, at landet har et »konstant fokus« på udviklingen af de biologiske våben, hvor mulighederne med at bruge spray eller pen til spredning kaldes for »ukonventionelle systemer«.

Siden 1960erne skulle Nordkorea ifølge rapporten have arbejdet på brugen af biologiske våben, der defineres ved at være sygdomsfrembringende organismer eller gifte, der kan skade mennesker, dyr eller planter.