Der er slet ingen tvivl om, hvilken ny bil danskerne helst ser stående i indkørslen.

Tesla Model Y er både den mest solgte nyregistrerede bil i december i København og på landsplan. Det er der flere forklaringer på. Kun en enkelt bekymring trækker ned i regnskabet for den amerikanske elbilproducent, hvis man spørger en ekspert. Det kommer vi til.

Salget af elektriske biler overhalede i den sidste måned af det netop overståede år for første gang salget af benzin- og dieselbiler. Særligt Tesla Model Y trækker op i regnskabet.

Hele 772 eksemplarer blev hentet hjem. Den næstmest populære bil, Ford Kuga, blev der importeret 642 styk af.

Knap halvdelen (47 procent) af alle Model Y'er står nu et sted i Region Hovedstaden, viser tal fra Danske Bilimportører.

Spørger man FDMs forbrugerøkonom, Ilyas Dogru, er det ikke overraskende, at Tesla findes i toppen af listen over foretrukne biler i hovedstaden. Mens Model Y ligger på en klar førsteplads, dukker Tesla Model 3 op på en tredjeplads.

»Det er sådan, at når du køber en Tesla, så får man mere med i købet end bare en elbil. Man køber også adgang til særlige ladestandere eksklusivt til Teslaer, og her kan ejerne endda lade til en fordelagtigt pris på 2,90 kroner pr. kilowatt-time (kWh) (normalprisen er mellem 3,5 og 6,50 kroner ifølge FDM).«

»Tesla er også en meget hypet virksomhed, som foruden at være en bilproducent er en techvirksomhed med de nyeste teknologier. Teslaer har eksempelvis en funktion, hvor den videooptager, hvis nogen kommer for tæt på (og risikerer at beskadige bilen, red.)«

Model Y koster omkring en halv million kroner, mens Model 3 koster ned til 350.000 kroner. Og det er konkurrencedygtige priser, mener Ilyas Dogru.

Han forudser, at el- og plugin-hybridbiler fortsat vil være dominerende i det nye år.

»Der er ingen tvivl om, at elbiler er noget, danskerne interesserer sig for,« siger han.

Der er dog en streg i regningen, som både gælder for Tesla såvel som alle øvrige opladelige biler, herunder årets bil 2022, Hyundai Ioniq 5.

Det halter bagefter med antallet af ladestandere, lyder det fra FDM.

»Det er sådan, at hvis man har mulighed lade derhjemme, kan man for det meste nøjes med det.«

»Men skal man på tværs af landet, er der nogle udfordringer. Både langs motorvejene, hvor der mangler ladestandere, men også i København, hvor det kan være svært at finde en ledig ladestander,« siger Ilyas Dogru.

Region Hovedstaden har i uge et kunnet præsentere, at de første 100 af i alt 300 kommende offentlige ladestandere er klar til brug.

De øvrige kan der sættes stik i inden 2024. Men det er der også behov for.

»Vi rammer en mur, hvis ladeinfrastrukturen ikke følger med. Der er planer for det. Vi ved eksempelvis, at kommunerne er pålagt at lave to-årige planer – så der er gode rammevilkår. Men siden 2018 er antallet af elbiler seksdoblet. I samme periode er antallet af ladestandere kun fordoblet,« siger Ilyas Dogru.