Seernes redaktør på TV 2, Lars Bennike, mener, at mediet har begået en »betydelig fejl« i forbindelse med en historie om overgreb på Borup Skole.

Det skrev han fredag aften i en klumme og uddyber her til B.T. 

Fejlen – altså ifølge Lars Bennike – skete, da TV 2 for snart to uger siden bragte en historie om, at små børn var blevet udsat for voldtægt og overgreb på skolen. 

I artiklen fremgik det flere gange, at der var tale om én gruppe børn, som »terroriserede« de andre elever.

Men TV 2 forsøgte aldrig at række ud til de udskældte børns forældre, før artiklen blev udgivet.

Det kunne B.T. i sidste uge fortælle, og i den forbindelse holdt TV 2s chefredaktør, Thomas Funding, fast i, at forældrene ikke skulle have været hørt.

Chefredaktøren påstod nemlig, at mediets vinkel var »at rette en kritik af skolen og kommunen, men ikke børnene«.

Nu bliver Thomas Funding dog modsagt fra 'egne rækker'.

Seernes redaktør hos TV 2, Lars Bennike, der er ansat af mediets egen bestyrelse til blandt andet undersøge, hvorvidt TV 2 lever op til egne etiske retningslinjer, er nemlig ikke enig med chefredaktøren.

Fredag aften udgav Lars Bennike en klumme, hvor han gik i dybden med TV 2s dækning af Borup Skole-sagen.

I klummen anfægter han blandt andet Thomas Fundings påstand om, at TV 2s historie ikke er møntet på børnene.

Det gør han med følgende passage:

»Jeg er som seernes redaktør ikke enig i, at skolens ledelse og Køge Kommune er de eneste angrebne parter i den oprindelige historie. Historien har fra starten været vinklet på børnenes rolle, hvilket fremgik af det første indslag 12. februar,« skriver han og fortsætter:

»I oplægget lød det som nævnt i indledningen, at 'voldtægter, andre seksuelle krænkelser, trusler med kniv og bank med jernrør. Det er nogle af de ting, som en række 6-11-årige børn på Borup Skole ved Køge ifølge forældre, lægejournaler og underretninger har været udsat for af skolekammerater gennem en periode på to år.'«

Derfor konstaterer Lars Bennike, at TV 2 burde have kontaktet forældrene til de udskældte børn.

Over for B.T. uddyber han og kalder den manglende kontakt for en »betydelig fejl«.

»Jeg synes, det er en betydelig fejl. Dels af hensyn til at få opklaret sagen bedst muligt. Og dels fordi det er et grundprincip i vores samfund, at den anklagede part har ret til at blive hørt,« siger han.

B.T. kunne i sidste uge bringe et interview med forældrene til den 10-årige dreng, der i TV 2s artikel anklages for at have udsat en jævnaldrende pige for »talrige voldtægter«.

Her kunne de fortælle, at TV 2 ikke havde rakt ud før artiklens udgivelse, og at de netop var frustrerede over den del, fordi de ikke var enige med mediets udlægning og beskrivelser.

»Det er noget, de har været sammen om at gøre, og vores søn har aldrig på nogen måde ønsket at gøre hende ondt. De er små børn og har selvfølgelig aldrig skullet udforske hinanden på den måde,« understregede familien, der også har været i dialog med skolen omkring hændelsen.

Forældrene til pigen har en anden udlægning af sagen.

B.T. har uden held forsøgt at indhente en ny kommentar fra TV 2s chefredaktør, Thomas Funding.