Den tidligere politichef Bettina Jensen, som nu er idømt otte måneders fængsel for bestikkelse, risikerer at skulle levere de 1,4 millioner kroner tilbage, som hun fik i fratrædelse.  

Rigspolitiet kommer nemlig til at køre en civil retssag med det formål at få hendes gyldne håndtryk tilbage. 

»Rigspolitiet kan bekræfte, at Rigspolitiet har et civilt søgsmål om tilbagebetaling af løn i opsigelsesperioden og fratrædelsesgodtgørelse mod Bettina Jensen. Sagen er berammet til december 2024,« lyder det i et svar til B.T. fra Rigspolitiets presseafdeling. 

De 1,4 millioner kroner fik Bettina Jensen, da hun i februar 2017 blev afskediget, efter at B.T. havde afdækket brud på udbudsreglerne og en mistanke om, at Bettina Jensen havde overbetalt en række konsulenter.

Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er dømt for bestikkelse. 
Tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen er dømt for bestikkelse.  Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

På fyringstidspunktet benægtede Bettina Jensen hårdnakket, at hun havde private relationer til sin konsulentveninde Mariann Færø, ligesom hun undlod at fortælle, at hun havde modtaget 790.250 kroner af Mariann Færø for konsulentarbejde den anden vej.  

Rigspolitiet gør i sin stævning i sagen - som B.T. er i besiddelse af - gældende, at Bettina Jensen har misligeholdt sin kontrakt i en grad, så der er grundlag for at Rigspolitiet kan få de 1,4 millioner kroner tilbage.  

Herunder ikke mindst, fordi hun har brudt reglerne om bibeskæftigelse.

Rigspolitiet ønsker simpelthen at bortvise Bettina Jensen med tilbagevirkende kraft. 

Rigspolitiet har tidligere tilkendegivet, at man afventede dommen i den strafferetlige del af sagen, før man ville køre den civile stævning for at få pengene tilbage.    

Bettina Jensen arbejdede som afdelingschef i Rigspolitiet fra 2011 til 2017, hvor hun gav sin veninde Mariann Færø konsulentopgaver for 10,5 millioner kroner fra 2011 til 2013. 

I stort set samme periode modtog Bettina Jensen 790.250 kroner fra Mariann Færø. Ifølge Bettina Jensen arbejdede hun for pengene, men under sagen, i både byret og landsret, har hun kun i meget begrænset omfang fremlagt dokumentation for, at arbejdet blev udført.

Hun holdt arbejdet hemmeligt for alle - herunder for sin arbejdsgiver Rigspolitiet. 

Torsdag blev Bettina Jensen dømt otte måneders fængsel for at modtage bestikkelse. De to af månederne ubetinget. Mariann Færø fik et halvt års betinget fængsel for at yde bestikkelse. Årsagen til, at dommene stik mod sædvane blev gjort betingede skyldes, at de kriminelle forhold ligger tilbage i tiden og for Mariann Færøs vedkommende hendes høje alder. Hun er 75 år.   

Bettina Jensens advokat Anders Nemeth har ingen kommentarer til sagen. 

Hør, hvordan B.T. afdækkede sagen. Lyt til podcasten Politichefens Hemmelighed: