Det er helt uundgåeligt. Mange boligejere står på tærsklen til en gedigen ekstraregning, som vil gribe direkte ind i privatøkonomierne.

Det sker, samtidig med at stigende priser generelt tynder ud i danskernes lommepenge, og derfor må mange formentlig se sig nødsaget til at hvæsse den store sparekniv, lyder det fra en boligøkonom:

»Det er svært at spare på varme, brændstof og fødevarer, fordi prisen i forvejen er steget, så det er ikke nok at gå efter de gode tilbud i Netto. Man kommer nok til at skulle spare på ting, der gør lidt mere ondt som fornøjelser, rejser eller opsparing,« siger chefanalytiker hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Det er de stigende renter, der kommer til at få boligejere med flexlån til at spænde livremmen ind. Næste gang, der er såkaldt rentetilpasning, 1. oktober, falder hammeren.

Nye beregninger fra Nordea Kredit viser, hvor mange penge der anslået skal findes ekstra frem månedligt for at være på god fod med realkreditinstituttet.

Særligt for boligejere i København og omegn, hvor de største lån findes, bliver den månedlige ydelse betragteligt større.

Eksempelvis skal boligejere med et F3-lån, der afdrager på en gæld på 4,32 millioner kroner (svarende til 80 procent af en typisk aktuel pris for 140 kvadratmeter), finde 1.380 kroner mere frem månedligt til boligudgifter. Det svarer til 16.560 kroner årligt.

»Det kommer på et lidt ærgerligt tidspunkt, fordi der samtidig er en ekstraregning til varme, el, brændstof og fødevarer som følge af den stigende inflation,« siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

»Det vil kunne mærkes, men det vil ikke være noget, der trækker tæppet væk under de fleste familiers økonomi. De fleste må dog nok indstille sig på, at de skal til at spare andre steder som følge af de stigende renter.«

De boligejere, der står foran en fornyelse af deres flexlån, har haft historisk lave renter hidtil. Men det er altså slut. F3-lån kunne for tre år siden fås til minus 0,58 procent i rente. Ved næste refinansiering vil den ifølge Nordea Kredits prognose være vokset til 1,4 procent.

Ifølge beregningerne vil rentestigningerne gå væsentligt mere ud over de boligejere, der har flexlån uden afdrag. Her vil rentestigningerne slå rent igennem.

Ekstraregningen for F3-lån vil stige 4.730 kroner månedligt. 56.760 årligt.

For nogle lånere vil det være en idé at begynde at afdrage for at undgå større renteudgifter, lyder det.

»For yngre boligejere kan det give god mening, at man afdrager. Men man skal kun afdrage på sit realkreditlån, hvis man har fået afviklet anden og dyrere gæld,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Ifølge chefanalytikeren skal boligejere med flexlån, der står til fornyelse, gøre sig klar til stadig større renteudgifter.

»Vi forventer, at det næste år – måske halvandet år – vil byde på yderligere rentestigninger. Derefter forventer vi, at renterne stagnerer,« siger Lise Nytoft Bergmann og fortsætter:

»Det vil ikke kun være dem, der skal have ny rente til oktober, der vil blive påvirket af de stigende renter, men også boligejere, som i det næste år skal have rentetilpasninger.«