»Jeg har små glimt i min hukommelse af, at jeg løber. Nede på gaden husker jeg det, som jeg bare løber for at komme væk. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ked af det, og nogen prøver at kalde på mig. Og så kan jeg ikke huske mere.«
20-årige Thilde Heerup har været utryg ved at tage til fest siden den aften. Nytårsaften, hvor hun var til privatfest, og nogen puttede stoffer i hendes drink, uden hun vidste det.
På hospitalet samme nat sagde de, at det var stoffet 'fantasy', hun havde fået. Det fortæller Thildes mor, Mine Heerup, der blev ringet op af datterens kæreste, som var helt panisk og bad moren komme.
»Thilde besvimede hvert 20. sekund og faldt om på jorden. Og så vågnede hun op i en hallucination af et eller andet – og skreg bare og løb. Og så gik der 20 sekunder, og så faldt hun om igen,« siger Mine Heerup, der fandt Thilde ved Islands Brygge Station omkring klokken 3 om natten den nytårsaften for lidt over et år siden.
»Jeg var ikke i tvivl om, at det ikke bare var alkohol,« siger Mine og fortsætter:
»Det eneste, jeg tænkte, var, 'jeg håber bare, hun overlever det her'.«
Moren fortæller, at hun, hendes mand og Thildes daværende kæreste fik hende ind i bilen, som de satte i kurs mod skadestuen.
»Når Thilde stoppede med at trække vejret, fik hun nogle klap på kinden og en kno i brystkassen for at vække hende til live igen.«
Hver gang hun kom til bevidsthed, var det med et skrig, der skar gennem marv og ben, husker moren.
»Da vi ankom, stod der allerede ambulancefolk ude foran, som flåede hende ud af bilen og løb ind på skadestuen med hende – de var ikke et sekund i tvivl om, hvad der var sket med hende.«
Så gik det stærkt, og kort efter stod der otte-ti læger og sygeplejersker omkring Thilde inde på stuen, hvor hun fik lagt drop og sat diverse dioder på kroppen, siger moren:
»De var ikke i tvivl om, hun havde fået 'fantasy' – som man ikke kan spore i urin og blod.«
I Center for Rusmiddelforsknings faglige tidsskrift fortæller hospitalskemiker Torben Breindahl, at nogle stoffer helt kan overses ved rutineanalyser.
»Eksempelvis når det drejer sig om en patient, som indlægges akut for en forgiftning med 'fantasy', hvor der ikke findes en let tilgængelig laboratorietest, som kan bekræfte de høje koncentrationer af GHB i blod eller urin,« lyder det fra Torben Breindahl.
Og derfor blev det heller aldrig bekræftet, helt præcist hvad Thilde fik i sin drink den nat.
Men selv er hun ikke i tvivl om, hvem der druggede hende.
»Der var en fyr, der var meget venlig, og som lavede mig en drink. Kort tid efter fik jeg det rigtig mærkeligt. Dagen efter forsøgte at jeg at følge op på aftenen ved at ringe rundt til venner og bekendte, som bekræftede mig i, at det kun kunne være en bestemt person,« siger Thilde.
Hun fortæller, at festen foregik på et hotelværelse med nogle fyre, der er kendt fra det københavnske klubmiljø. Men selvom hun efterfølgende blev klar over, hvem der havde puttet stoffer i hendes drink, lod hun være med at anmelde det til politiet.
»Vi vidste, der ikke var nok beviser til at rejse en sag. Så det var faktisk derfor, at vi endte med at lave et Facebook-opslag i stedet. I håb om, at den her fyr på en eller anden måde kom til at læse, hvad han havde udsat en anden for,« siger Thildes mor og fortsætter
»Hvis det ikke var, fordi Thildes kæreste handlede resolut, og vi kom og kørte hende på skadestuen, så er jeg sgu ikke helt sikker på, at Thilde ville være her i dag.«
Der bliver stille for en stund, inden Thilde tager ordet:
»Det første, jeg husker, er, at lægerne fortæller mig, hvad der er sket, og at mit hjerte stoppede med at banke et utal af gange. Min første indskydelse var derfor, at han havde gjort det her, fordi han havde set sig ond på mig og ikke ønskede, at jeg skulle være her mere. Det var ubehageligt, og det i sig selv skræmte mig virkelig meget.«
Efterfølgende har hun dog tænkt, at det nok nærmere var, fordi han havde i sinde at begå overgreb, siger hun:
»Måske har han troet, at jeg var single, fordi jeg ikke fysisk stod sammen med min kæreste hele aftenen. Så det tænker jeg, at motivet har været. For jeg kunne ikke forestille mig, at man giver en fremmed stoffer, i håb om at de dør af det.«
To dage efter den voldsomme oplevelse lavede moren et opslag på sin Facebook-profil med et billede af Thilde i hospitalssengen og en tekst, hvor hun beskrev, at hendes værste mareridt var blevet til virkelighed.
»Det væltede ind med beskeder fra folk, vi overhovedet kendte, som havde prøvet det samme. Men ikke havde sagt noget til nogen af ren skam,« siger Mine, og Tilde fortsætter:
»Jeg tror, at der er virkelig mange, der sidder tilbage ligesom mig og har oplevet det og virkelig skammer sig over det. Jeg skammer mig stadig over det, jeg snakker ikke rigtig om det. Det er første gang, vi har snakket om det siden,« siger Tilde, og moren istemmer og siger, det har været svært at tale om.
Selvom størstedelen af de beskeder, Thilde modtog i kølvandet på morens opslag, var både søde og støttende – skilte nogen sig ud.
»Jeg blev så ked af det og virkelig frustreret over, at der alligevel var ret mange, der sagde, at det var min egen skyld, og at jeg bare kunne have ladet være med at virke flirtende,« siger Thilde:
»Det gjorde mig sur, og jeg tænkte, 'nej, det er da ikke min egen skyld'. Det er aldrig ens egen skyld. Det synes jeg er mega vigtigt at sætte fokus på. Det bør ikke være forbundet med så meget skam, som det er.«
Både mor og datter er enige om, at de må vende noget af det værste, de har oplevet – og forsøge at hjælpe andre
»Jeg er ikke sikker på, at det her gør, at vi kan stoppe det. Men man skal i hvert fald ikke stå alene med det. Og jeg må bare sige, at det ikke kun er unge piger. For jeg fik faktisk også beskeder af voksne kvinder,« siger Mine og afslutter:
»Vi snakker om, at jeg fik en besked fra en 45-årig kvinde, der ikke har sagt det til sin mand.«
