»Jeg har en følelse af, at de har givet os de her vagter lidt for at give os et hold-kæft-bolsje,« siger træner og formand for håndboldklubben Freja i Brønshøj Lars Pedersen.

De midlertidige vagter, som kommunen nu har indsat efter blandt andet B.T.'s dækning af uroligheder i Bellahøjhallerne, betyder nemlig ikke, at problemet er forsvundet.

Det er bare rykket et andet sted hen.

For et par år tilbage blev håndboldklubben Freja, der er drevet af frivillige, ramt af kommunens berygtede sparekniv, og de måtte derfor vinke farvel til deres faste halvagter.

Og det skulle vise sig at have stor betydning for klubben.

Indbrud, hærværk, ildspåsættelse, tyverier og trusler blev pludselig en del af hverdagen for medlemmerne og de frivillige, der nu måtte finde sig i, at en større gruppe børn og teenagere chikanerede dem på daglig basis.

For selv om SSP kom forbi i ny og næ og politiet ligeså, så hjalp det ikke, og trænerne måtte derfor ofte selv tage konfrontationerne med uromagerne.

Men den 22. maj fik frivillig træner og formand Lars Pedersen endelig den hjælp, han og klubben havde brug for.

Træner og formand i Freja HK Lars Pedersen interviewes i hallen.
Træner og formand i Freja HK Lars Pedersen interviewes i hallen.
Vis mere

Professionelle vagter blev indsat, så nu får de unge, der ikke har noget at gøre i hallen, at vide af vagterne, at de ikke må komme ind.

Men det betyder ikke, at de unge går hjem. Nej, de finder bare et andet sted at gå hen.

»Mange af de unge, vi havde problemer med, er nu rykket ned til Bellahøj Friluftsbad og Grøndal Multicenter. Så jeg frygter, at man bare flytter problemet et andet sted hen,« siger Lars Pedersen og fortsætter:

»Da vi satte vagter ind, oplevede de en stigning i udfordringer nede i Grøndal Multicenter.«

En specialarbejder i Grøndal Multicenters basisgruppe, der ikke vil have sit navn frem af hensyn til sin egen sikkerhed, fortæller, at de ofte møder den større gruppe unge uromagere, der er i alderen 9 til 13 år.

Han har selv arbejdet i Bellahøjhallerne, inden han blev en af dem, der mistede sit job som følge af besparelserne.

»Nu, hvor de bliver afvist af vagtselskabet, så kommer de herned. Men de kender mig, og de ved, at jeg har absolut nultolerance. Det er fint, at de er her, men de skal fandeme opføre sig ordentligt og ikke provokere vores faste brugere. Hvis jeg observerer det, så smider jeg dem ud,« siger medarbejderen, der har arbejdet i Grøndal Multicenter i fire et halvt år.

»Når jeg smider dem ud, så er det, at de bliver frustrerede, og de kan ikke komme tilbage hertil, og de kan heller ikke være oppe ved Bellahøjhallerne, og så har vi et potentielt scenarie med hærværk,« siger han.

Onsdag den 16. august 2017 åbner et nyt esportscenter i Grøndal Multicenter i København. Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Københavns Kommune står for indvielsen klokken 16.00, hvor der også vil være forskellige aktiviteter, så besøgende kan afprøve deres evner med e-sport. Det nye esportscenter kommer til at have 20 pc'er til undervisningsbrug for skoler og foreninger, et konsolområde med fire PlayStations og et mødecenter til undervisning uden it. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017)
Onsdag den 16. august 2017 åbner et nyt esportscenter i Grøndal Multicenter i København. Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen fra Københavns Kommune står for indvielsen klokken 16.00, hvor der også vil være forskellige aktiviteter, så besøgende kan afprøve deres evner med e-sport. Det nye esportscenter kommer til at have 20 pc'er til undervisningsbrug for skoler og foreninger, et konsolområde med fire PlayStations og et mødecenter til undervisning uden it. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2017) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Han fortæller, at nu, hvor det er sommer, er problemerne i centeret en smule mindre end i de kolde måneder, men det er ikke, fordi de er mindre generelt. De flytter bare andetstedshen.

»Uanset hvad så har hele den her bydel et problem. Det er min udlægning, at en stor del af skylden ligger hos politikerne. Jeg synes, mange af de beslutninger, der bliver taget, er fejlagtige. De bliver taget på et grundlag, som ikke er realistisk, og som man ikke har undersøgt,« siger medarbejderen fra Brønshøj.

Onsdag klokken 15 holder Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune et udvalgsmøde, hvor de blandt andet skal blive enige om en langsigtet plan i forhold til at løse problemerne ved Bellahøjhallerne.

Det har onsdag ikke været muligt at få en kommentar fra kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (EL), om hvad hun mener, der skal til for at løse problemet og ikke blot rykke det rundt.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra Bellahøj Friluftsbad om, hvorvidt de oplever problemer med de unge uromagere. Det har dog ikke været muligt.