Millioner af brugere af Aula kan inden længe støde på en mindre men væsentlig ændring i den landsdækkende forældreportal.

Står det til politikere i Københavns Kommune, så er det nemlig tid til at tilføje nogle flere titler til brugerne af Aula. For som Aula er indrettet lige nu, er der tilfælde af forskelsbehandling, lyder det.

»Jeg opfatter systemet som diskriminerende,« siger Harun Dermitas (SF) om, hvorfor han vil lave om i kommunikationsplatformen, hvor blandt andre forældre, pædagoger og lærere kan skrive sammen.

Han uddyber:

»Hvis man er biologisk forælder, får man titel af mor eller far. Men er man ikke biologisk forælder, får man titel af ‘andet'. Den titel får man også, hvis man eksempelvis er onkel,« siger Harun Dermitas.

Han foreslår, at eksempelvis de følgende titler også skal findes fremover i Aula: medmor, medfar, medmormor, medmorfar, medfamor og medfarfar.

På baggrund af hans forslag skal Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune onsdag stemme om, hvorvidt borgmesteren på området, Jakob Næsager, skal gå til Kommunernes Landsforening (KL) med en besked om at få ændret i Aula.

Det er KL, der er ansvarlig for udviklingen og tilpasningen af Aula.

»København har en regnbuepolitik, som går ud på, at man skal kunne inkludere alle, så det vil kun give mening,« siger Harun Dermitas.

Ifølge Rasmus Steenberg, der også er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget for SF, er der mere på spil end blot en teknisk ændring i appen.

»Det er blevet mere almindeligt, at et barn måske har to fædre. Det skal der være plads til.«

»Med det her forslag gør man det mere sprogligt rummeligt. Nogle vil sige, at det er en lille ting og måske bare en lille rettelse. Men sproget former den måde, vi opfatter verden på, så på den her måde er vi med til at sikre og værne om rummelighed og mangfoldighed i samfundet,« siger han og fortsætter:

»Den person, der får æren af titlen ‘medfar’, vil sandsynligvis føle sig mere imødekommet i sin rolle. Og hos pædagoger og lærere vil man være mere sikre på, hvad personens rolle konkret er i forhold til barnet.«