En række borgere i Lyngby blev søndag morgen vækket til den alarmerende lyd af fossende vandmasser i deres baghaver, der nådesløst trængte ind i deres kældre.

Videooptagelser fra beboere viser nu, hvordan tusindvis af liter vand ubønhørligt strømmer med enorm kraft ned ad en skråning for derefter at ødelægge de sagesløse husejeres ejendomme.

Forsyningen i Lyngby-Taarbæk oplyser, at der var tale om et brud på en såkaldt transportledning. Den er ifølge forsyningen at betragte som en motorvej, der fører drikkevand ud til mindre vandledninger, der igen fordeler vandet til de enkelte husstande.

Bruddet på transportledningen skete tidligt søndag morgen. Klokken 5.21 opdagede vandvagten, at der blev pumpet rigtig meget vand ud, samtidig med at vandtrykket faldt, oplyser forsyningen.

Knap en time senere stod det klart, hvor galt det stod til. Her var lækagen opdaget på en skovsti parallelt med Færøvej i Lyngby.

Hullet på vandledningen var hele 40 centimeter i diameter, og det medførte en vandsøjle på halvanden meter i højden.

En beboer i området har fortalt til B.T., hvordan han oplevede vandsøjlen som en omkring to meter høj gejser.

Ifølge Lyngby-Taarbæk Forsyning betød lækagen en strømmende vandmasse på 1.600 kubikmeter i timen.

Af hensyn til ikke at risikere flere brud på vandledningen blev vandtrykket gradvist sænket frem mod klokken 9, hvor der blev helt lukket for vandet.

Flemming Horn Nielsen, der er administrerende direktør i Lyngby-Taarbæk Forsyning, var forbi Færøvej søndag. Han udtaler:

»Det var voldsomt brud, og det har påvirket mange mennesker. Selvom vi rigtig gerne vil sikre vand i hanerne hos alle hurtigst muligt, var det nødvendigt at sørge for, at der blev både lukket og genåbnet for vandet i et roligt tempo med sikkerheden og fagligheden på plads.«