Når du er i trediverne vil du højst sandsynligt opleve, at en del af dine venner bliver skilt. Helt nøjagtigt 46 % ifølge en 2013-rapport fra Dansk Statistik. Og når du og din mand iagttager det ene ægteskab i omgangskredsen kuldsejle efter det andet, kan I måske godt blive lidt nervøse, for er det mon jer, der står for tur næste gang.

LÆS OGSÅ: »​Okay gutter, når jeres kvinde er ramt af denne følelse, skal I være særligt opmærksomme«

Men du kan også vælge at se dine venners skilsmisser som noget, der kan styrke din mand og dig i jeres forhold i den forstand, at I kan lære en del af deres fejltagelser. For det er ofte de samme ting, der går galt igen og igen.

Her er 8 ting, du ifølge eksperter kan lære af dine venners skilsmisse:

1. Lær at være frustrerede sammen
Psykolog og parterapeut Anette Buur Bangsgaard anser frustration for at være forstadiet til langt de fleste skilsmisser.

»Ofte bliver frustration ikke forstået og håndteret rigtigt i parforholdet. Frustration er sådan, kærlighed ser ud på en dårlig dag, og det er tegn på et forhold, der forsøger at udvikle sig,« siger hun til ALT.dk.

Anette Buur Bangsgaard mener, vi skal huske på, at frustrationer er en del af et parforhold, og hvis vi ikke lærer at bringe vores frustrationer i spil på en hensigtsmæssig måde, snyder vi os selv for udvikling og den kærlighed, vi drømmer om.

»Et parforhold er en vandring igennem forskellige udviklingsstadier, og det er folk måske ikke helt klar over, når de går ind i et forhold,« siger hun.

2. Tænk på det højere perspektiv
Coach Gitte Houmand slår fast, at der altid er to, der bærer skylden, når det går galt i et parforhold.

»Der skal to til at danse tango, og I har begge en andel i, hvis det kommer så vidt som til en skilsmisse. Erkend det. Ved at fokusere på det gode, på kærligheden til børnene og til livet, kan I løfte jer op til et højere perspektiv, hvor formålet må være, at alle skal have det godt,« siger hun.

LÆS OGSÅ: »Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig«

3. Du tager nissen med videre
Problemerne du har i dit parforhold bliver ikke nødvendigvis løst af, at du udskifter din partner til en ny og flottere model.

»For dér, hvor vi kaster håndklædet i ringen i én relation, er typisk dér, vi tager håndklædet op i den næste. Nissen flytter med. Men i mit univers er nissen lig med, hvor stærk vores relationelle værktøjskasse er. En god relationel værktøjskasse indebærer blandt andet en evne til at håndtere konflikter og frustrationer sammen på en måde, som bringer os tættere på hinanden,« siger Anette Buur Bangsgaard.

4. Tal med din mand i stedet for med din veninde
Gitte Houmand mener, at du helt banalt skal bruge noget mere krudt på at tale med din mand.

»Afstanden til din mand øges, når du, i stedet for at tale med din mand, sidder på caféen med din veninde og diskuterer jeres parforhold. Selvfølgelig skal du også tale med din veninde, men problemet er, at hun ofte vil have samme problemer som dig, og at du derfor bare vil blive bekræftet i dine egne teorier,« siger Gitte Houmand.

I stedet mener hun, at du skal tage 100% ejerskab over dine egne følelser og italesætte dine behov over for din mand på en konstruktiv måde og ikke, når det er ved at være for sent, og hvor du lider.

»For sandsynligheden, for at offermentaliteten da træder i karakter og viser den negative side af dig, er stor og ikke nødvendig,« mener Gitte Houmand.

5. Stop med at agere superhelte
Generelt venter vi, ifølge Anette Buur Bangsgaard, alt for længe med at søge hjælp, fordi vi tror fuldt og fast på, at vi kan klare det hele selv.

»Det betyder, at vi ender på et stadie, hvor vi er desillusionerede og opgivende. For jo længere vi kæmper forgæves, jo mere opgivende bliver vi. Men det betyder ikke, at vi ikke er gode for hinanden og ligeså godt kan give op, men blot at vi kæmper på en forkert måde. Når først vi har fået de opgivende briller på, ser vi ikke de muligheder, vores partner og vi selv rummer,« siger Anette Buur Bangsgaard.

6. Hold fast i at have dit eget liv også
Gitte Houmand mener, det er vigtigt, at du ikke falder i den grøft, der hedder, at du og din mand skal gøre alt sammen og være enige i alt.

»Du skal holde fast i, eller lære værdien af, at skabe dit eget personlige liv. Og erkend samtidig at din mand hverken kan eller skal opfylde alle dine behov,« siger hun.

Det handler ifølge coachen om personlig ledelse og indsigten i at blive på egen banehalvdel.

7. Hæng dig ikke i detaljerne
Når først vi er blevet opgivende, begynder forholdets muligheder, ifølge Anette Buur Bangsgaard, at lukke sig om os, fordi vi ikke længere er kreative og inde i kampen.

»Typisk kommer det til udtryk ved, at du kun ser alt det forkerte ved din partner. Ting du måske endda så som charmerende, lige da I havde mødt hinanden,« siger Anette Buur Bangsgaard.

8. Husk justerings- og opfølgningssamtalen
Du har sikkert allerede fået tudet ørerne fulde om, hvor vigtig dialogen er for parforholdet. Og det er også rigtigt. Men når I bliver forældre, vil I, ifølge Gitte Houmand, være ekstra pressede, så her skal I prioritere – ja nærmest skemalægge – samtalerne.

»I skal fra start af – når I er blevet forældre - og løbende sætte jer sammen, se hinanden ærligt og åbent i øjnene, og spørge jer selv og hinanden om følgende ting:

  • Hvad er det for et liv, vi ønsker at skabe med hinanden og vores børn?
  • Hvad er det, der er vigtigt for os lige nu?
  • Hvad er det for en retning, vi ønsker at tage på vores livsvej?
  • Hvad giver os mening?
  • Hvor kan vi gøre en forskel, så vi føler, vi bidrager konstruktiv til hinanden, samfundet og så videre?

At gennemgå disse spørgsmål sammen vil få jer til at føle, at I tager ejerskab over jeres liv sammen i stedet for, at I føler jer som ofre for arbejdet, institutionerne, samfundet og så videre. Gitte Houmand kalder det en »justerings- og opfølgningssamtale«.

LÆS OGSÅ: Sådan kan du styrke dit parforhold på 20 minutter hver dag

LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex

LÆS OGSÅ: 5 fejl kvinder begår, når de flytter sammen med en mand

Denne artikel blev oprindeligt bragt hos ALT for damerne.