En swingerklub på Odsherred tvinges til at lukke. Ikke fordi kunderne mangler, men fordi kommunen kræver handicap-venlig adgang til klubben.

Borgere i Nordvestsjælland må kigge langt efter uforpligtende sex. I hvert fald den, der er foregået i den eneste tilbageværende swingerklub i landsdelen, swingerklubben i Asnæs. Klubben lukker – og problemet er ikke manglende kunder i klubben. Men lokalerne kan ikke leve op til kravet i byggeloven om handicapvenlig adgang. Et krav, som Odsherred Kommune har fastholdt over for ejerne, parret Dennis Hansen og Trine Petersen. De føler sig derfor tvunget til at lukke klubben efter blot tre måneders frisindet aktivitet: - Kommunen og Handicaprådet kræver, at der skal være niveaufri adgang. Vi kunne ikke få dispensation, derfor har vi valgt at lukke, siger Dennis Hansen ifølge nordvestnyt.dk. Byggeloven betyder, at myndigheder kan stille krav om, at der er niveaufri adgang, handicaptoiletter og handicap-parkering i såvel offentlige som privatejede bygninger, der huser restauranter, idrætsfaciliteter og altså andre typer af fritidsliv.