En børnebogsforfatter er kommet i strid modvind for en bog til de mindste.
Bogen ‘Den magiske lænestol’ handler om femårige Oda, som opdager, at lænestolen i familiens stue er særligt dejlig. Ikke fordi den er gul og blød, men fordi den gør hende ‘varm og slap over det hele’, når hun gnubber sig op af den.
Bogen handler om, at også børn 'onanerer' – som forfatteren, Jancita Madsen, siger til Berlingske:
»Hvis det er det, vi kalder det, når vi taler til hinanden – og som fagpersoner i øvrigt også bruger, når det drejer sig om børn – hvorfor tør vi så ikke anvende ordet, når vi taler med de mindste?«
Hendes mål er at aftabuisere, at børn undersøger sig selv og hjælpe forældre til at tale med deres børn om glæden ved at glæde sig selv.
Men bogen har sat sindene i kog på de sociale medier. Mens nogle mener, at præcis dén bog har manglet på højtlæsningshylden i børneværelset, raser andre over, at der skal tales højt om børns seksualitet:
»Nej! Det behøver vi faktisk ikke tale om,« lyder én kommentar.
»Lad hende nu bare onanere i fred – vi behøver vel ikke træde i alt,« skriver en anden.
»Hvorfor skulle det lige pludseligt være farligt, ikke at vide noget om sin seksualitet, mens man er barn? Ikke at være bevidst om noget, bare prøve sig frem eller måske bare lade være,« spørger en tredje.
Pernille Ane Egebæk, der er pædagogisk konsulent i Sex og Samfund fastslår, at nogle børn undersøger deres kønsdele og stimulerer sig selv på en måde, der minder om det voksne kalder onani.
»Børn kan gør det, som voksne synes ligner det, de selv gør, når de onanerer. Men børn gør det ikke med udløsning eller orgasme som mål. De gør det fordi det kildrer og er spændende.«
Derfor er hun enig med dem, der synes, det er problematisk at bruge ordet onani i en børnebog:
»Som voksne skal vi skille vores egen seksualitet fra det, børnene laver, for børn har ikke sex. Onani er et ord, der hører til i voksen seksualiteten. Sig i stedet, ‘det kildrer’ i maven eller ‘det er dejligt’.«
Til gengæld er Pernille Ane Egebæk glad for, at forfatteren har startet debatten om børns udforskning af deres egen krop, grænser og seksualitet:
»Børn er sensuelle væsner, der har brug for fysisk kontakt. Nogle mere end andre. De undersøger deres egne og andres kroppe. Nogle gnubber sig, som man ser i bogen, andre synes, det er dejligt at blive nusset med en fjer, at køre i rutsjebane eller at ligge i en bunke og mærke hinanden.«
Alt sammen handler om at børnene mærker sig selv, finder ud af hvem de er og hvad de kan lide og ikke lide.
»Men når man laver en bog, der handler kun om genitalier og kalder det onani, risikere man, at det fremstår som en slags vejledning til barnet.«
Og så kan bogen have den stik modsatte effekt, af hvad forfatteren ønskede, nemlig at begrænse børnene.
»Skulle jeg have skrevet bogen, skulle der derfor både have været en dreng og pige, og der skulle have været plads til, at børn undersøger kroppen forskelligt,« siger Pernille Ane Egebæk.
Det er kommet bag på Gutkinds direktør, Jacob Søndergaard, hvor meget røre bogen har skabt:
»Jeg har ikke selv opfattet det som en kontroversiel udgivelse eller et stort tabubrud,« siger han, der dog er glad for debatten:
»Bogen er en poetisk, varm og sanselig beskrivelse af det fælles vilkår, at alle har en krop, og at den krop rummer lyst og glæde. At forfatteren så vælger at give det ét ord, mener jeg kun er en god ting. Det er blandt andet dét litteraturen gør,« siger han:
»Når børn opdager deres egen krop på den måde, bogen viser, har det et navn og det er onani. På samme måde som, hvis man taler om en døden, så er det dét ord, man kan bruge, i stedet for bare at tale om, at man bliver en engel.«
