Glenique Frank gennemførte i sidste måned London Marathon. Nu tilbyder hun at aflevere sin medalje.
Årsagen er, at hun som transkvinde stillede op – blandt kvinderne.
Det har fået den tidligere langdistanceløber, Mara Yamauchi, til at anklage Frank for at snyde.
Mara Yamauchi er den anden hurtigste, britiske kvinde på marathon distancen nogensinde. Hun satte personlig rekord i London Marathon i 2009 i tiden 2:23:12 – og har skrevet bogen ‘Marathon Wisdom’.
I flere medier anklager hun efter løbet Glenique Frank for at have overtrådt løbsreglerne:
»Glen burde have stillet op i mændenes kategori, så han ikke havde skabt uretfærdighed blandt de omkring 20.000 kvinder, der stillede op i løbet,« har hun blandt andet sagt i Piers Morgans show ‘Uncensored’.
Historien om den 54-årige transkvindes maratonløb rammer ned i en aktuel debat om, hvordan transpersoner skal kunne deltage i elitesport.
I fodboldverdenen indførte det tyske fodboldforbund sidste sommer de endnu mest vidtgående regler. Her kan spillere med en ‘uspecificeret kønsstatus’ eller spillere ‘som har skiftet køn’ fremover selv vælge, om de vil spille på et herre eller et damehold.
De nye tyske regler gælder ikke i professionel fodbold, men Weekendavisen citerer Claudia Krobitzsch, der er senior manager for diversitet og inklusion i det tyske fodboldforbund, for at sige:
»I en binær sport må vi forsøge at skabe plads til folk, så systemet tilpasser sig dem i stedet for det modsatte.«
Også i andre sportsgrene har man travlt med at fastsætte regler, der tilgodeser en virkelighed, hvor de biologiske køn ikke længere er tilstrækkelige.
I rugby må transkvinder ikke stille op i internationale turneringer. I svømning gælder det samme for alle eliteturneringer. I atletik må kvinder, der er gået gennem puberteten som mænd, ikke stille op i elitestævner. Mens man i cykelverdenen kræver, at en transkvinde skal holde pause i to år efter et kønsskifte, før de igen må stille op i eliterækkerne.
Glenique Frank, der har planer om næste år at gennemgå en kønskorrigerende operation, deltog ikke i London Marathon som professionel, alligevel tilbød hun efter løbet, at aflevere den medalje hun fik for at have gennemført.
»Hvis de virkelig mener, at jeg har stjålet min plads (fra en kvindelig løber, red.) har jeg ikke noget imod at give min medalje tilbage. Men jeg vil ikke undskylde, for jeg har ikke gjort noget galt,« sagde hun efter løbet til The New York Post.
Frank gennemførte i en tid på 4 timer 11 minutter og 28 sekunder, hvilket bragte hende i mål som nummer 6.159. Dermed kom hun i mål foran cirka 14.000 andre kvinder. Men som hun efterfølgende sagde til Daily Mail:
»Når alt kommer til alt vandt jeg hverken løbet eller en pengepræmie, så jeg har ikke snydt andre atleter for deres præmier.«
Det er tre år siden, at Glen blev til Glenique, men først næste år vil hun efter planen gennemgå en kønskorrigerende operation.
»Jeg vil undskylde for, at jeg tilmeldte mig i kvindernes kategori, fordi jeg er endnu ikke blevet opereret. Men jeg havde ikke til hensigt at føre nogen bag lyset,« sagde hun til Daily Mail.
Debatten efter løbet har været væsentligt hårdere end selv maratonløbet. Til Daventry Express har Glenique Frank fortalt, at hun har haft psykiske eftervirkninger:
»Jeg har haft et sammenbrud og har været nødt til at aflyse alt, siden historien kom ud. Det er ikke godt at opleve, at så mange mennesker i hele verden hader mig,« har hun sagt til avisen.
London Marathon er et motionsløb for alle. Hugh Brasher, der er løbsansvarlig, siger, at kun eliteløbere er underlagt de officielle regler, der forbyder transkvinder at deltage i kvindelige elitekonkurrencer, hvis de har gennemgået puberteten som en mand.
Glenique Frank fortæller til B.T., at hun efter løbet i London har været i kontakt med løbslederne for Berlin, Boston og Chicago Marathon og er blevet forsikret om, at det er ok, at hun i de løb stiller op som kvinde.
Den hurtigste kvinde i London Marathon, var i øvrigt den hollandske Sifan Hassan, der kom i mål i tiden to timer, 18 minutter og 33 sekunder.
