Både når vi bliver gift og skilt er der risiko for, at vi tager på i vægt. Men ny forskning fra Ohio State University viser nu, at der er forskel på , hvornår mænd tager mest på - og hvornår kvinder tager mest på .

Mens mændene får flest kilo på sidebenene, når de går hen og bliver skilt, er det samme ikke tilfældet for kvinder.

Kvinderne tager mest på, når de bliver gift og mindre på, når de bliver skilt, skriver Times Online.

Læs også: Fedme- patienter får skåret hud væk

Forskere har tidligere undersøgt fænomenet, men har aldrig skelnet mellem, om det har været mænd eller kvinder, der har taget på i forbindelse med bryllup eller skilsmisse.

Times Online refererer til en stor undersøgelse, som 10.000 repræsentativt udvalgte amerikanske mænd og kvinder har deltaget i. Studierne begyndte i 1979, da deltagerne var mellem 14 og 22 år. Indtil 1994 blev de én gang om året spurgt, om de havde taget på i vægt. Sidenhen er de som led i undersøgelsen blevet spurgt én gang hvert andet år.

Læs også: Fede er selv skyld i overvægt

To år efter en skilsmisse eller separation fra en partner viser undersøgelsen nu, at både mænd og kvinder bliver tykkere, når man sammenligner dem med par, der er blevet sammen. Men mændene er altså dem, der tager mest på, når forholdet ryger en tur.

Ryger tilbage til dårlige vaner

Forskerne i den konkrete undersøgelse har ikke specifikt set på sammenhængen mellem deltagernes livsstil og vægtforøgelsen i forbindelse med skilsmisse og ægteskab. De har f. eks. ikke undersøgt, om de spiser anderledes eller bevæger sig mindre.

Men forskerne konkluderer, at så stor en ændring i livet, som det er at blive skilt eller beslutte sig for at indgå partnerskab med et andet menneske, har betydning for ens vægt.

Læs også: Overvægtige fylder hospitalerne

De peger blandt andet på , at kvinder opfordrer mænd til at spise mere sundt - og dermed tabe nogle kilo - når de først er gift. Kvinderne hjælper dermed manden til at fastholde vægten og ikke tage på .

Men hvis parret bliver skilt, ryger manden tilbage til de oprindelige kilo, fra før han blev gift. Det kan være en forklaring på , at manden tager mest på efter en skilsmisse.

Derimod antages kvinder at spise mere og bevæge sig mindre, når de først er blevet gift. De får mindre tid, når der kommer børn -og praktiske ting tager tid, så de hverken får dyrket nok motion eller tænkt på egne spisevaner.

- Store ændringer i livet har indflydelse på menneskers vægt, og kvinder og mænd reagerer forskelligt, siger en af forskerne bag undersøgelsen, dr. Zhenchao Qian.