Schackenborg Slot har haft en dramatisk og omskiftelig tilværelse, der følger Danmarkshistorien. Ligesom det gør i dag
- Schackenborg afspejler hele Danmarkshistorien. Det er et slot med en meget dramatisk og omskiftelig tilværelse.
Sådan siger historiker Lars Hovbakke Sørensen om det idylliske sønderjyske slot, som har været på kongelige hænder de sidste 35 år.
Men nu er det slut. Prinsen og prinsessen flytter og slottet starter igen et nyt liv ...
Opret abonnement på BT Plus og læs om Schackenborgs dramatiske historie her.
Det er et slot, der er skåret ud af eventyrbøger om prinser og prinsesser. Omkranset af volde, brostensbelagte alléer, stråtækte bindingsværkshuse. Den rene sønderjyske idyl.
Men nu flytter prinsen og prinsessen. Og et ramaskrig har spredt sig. Hvad er et slot og en hel by uden? Og ikke mindst, hvad er det for et signal, det sender?
I en leder i Dagbladet Ringkøbing Skjern skriver Lars Kruse således, at byen nu reduceres til ’smukke gamle huse og en gade, der kræver solide støddæmpere at køre igennem’ og han spørger: ’For vi andre, der bor her i dét, nogle kalder udkanten, må stille spørgsmålet, om den kamp, som dagligt kæmpes for at bevare vores statslige arbejdspladser og institutioner, bliver tabt, når selv Kongehuset ikke vil være her mere’.
Men hvor forståelig frustrationen over at blive en død plet på kortet over udkantsdanmark end måtte være, er Schackenborg Slot en spejling af Danmark. Som det ifølge historiker Lars Hovbakke Sørensen altid har været.
Møgeltønderhus
- Schackenborg afspejler hele Danmarkshistorien. Det er et slot med en meget dramatisk og omskiftelig tilværelse, og har været under alle mulige forskellige ejere og haft forskellige funktioner, som passer godt med, hvordan landets historie har udviklet sig, og hvad det er for nogle grupper, der har haft magten, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Slottets historie kan spores tilbage til middelalderen, hvor det var en borg ved navn Møgeltønderhus, som hørte under biskoppen. Den gang havde kirken magt, stor magt, og borgen - der fungerede som forsvarsanlæg - bidrog til at sikre og fastholde magten overfor både lokalbefolkningen og andre, der kunne tænkes at tilrane sig den. Og der er ført utallige krige over den. Mod hinanden. Og mod kongsemner.
Fra kirken til adelen
Med reformationen i 1536 inddrog kongemagten en væsentlig portion af kirkens gods, og tilhørsforholdet lå nu hos adelen.
Det gjaldt også for daværende Møgeltønderhus, som fra 1545 overgik til grev Detlev Ahlefelt, der som lensmand restaurerede borgen og var manden, der startede inddæmningen af den sønderjyske marsk. Det blev dog også startskuddet til omkring 100 omskiftelige år, hvor Møgeltønderhus var en vare mellem kongen og skiftende adelige slægter, som styrede området og bønderne med hård og brutal hånd.
Den næste hånd var dog betydelig mere velkommen. Hans Schack var blevet en helt i Danmark. Han var af adelig nordtysk slægt og professionel lejesoldat, da han som 46-årig blev hyret af kong Frederik den 3. i et desperat forsøg på at vinde den opslidende 30-års krig med svenskerne. Det lykkedes. I 1658 blev Hans Schack ansat i den danske hær, fik dansk statsborgerskab, blev medlem af krigsrådet og fik tildelt en adelstitel. Det besatte Danmark blev befriet og grev Schack fik sin belønning: Gisselfeld Slot og Møgeltønderhus.
Ikke alene var Hans Schack magtfuld. Krigen havde også gjort ham ustyrligt velhavende, og Møgeltønderhus - som nærmest lå i ruiner - blev revet ned og et nyt og moderne barokslot bygget op fra bunden. Som fik navnet Schackenborg Slot.
Og dermed skiftede det igen funktion.
Prangende slotte
- På den tid blev der bygget prangende herskabsslotte, hvor det vigtigste var, at det så godt ud udadtil, præsentable og pompøse bygninger som man kunne imponere omgivelserne med, vise, at her boede virkelig en meget vigtig adelsmand. Danmark var blevet så stærk en kongemagt, at ingen længere udfordrede den og derfor var Schackenborg og andre slotte et middel til at vise andre adelige og bønderne, hvem der var de rige, siger Lars Hovbakke Sørensen om den tid i danmarkshistorien, der blev enevælden og det, der blev Schackenborgs funktion helt frem til 1800-tallet.
Voldsomme oprør
11 generationer af Schack-slægten har ført Schackenborg Slot videre gennem krig og fred i mere end 300 år. Og idyllen har ikke altid været lige intakt.
Især har der været voldsomme bondeoprør mod adelen, som opkrævede umenneskelige afgifter og håndhævede hoveriet - pligtarbejde for greven - i urimelig grad. Og der har været grevinder, der var så onde, at bønderne fandt dem ’ukristelige’, en fornærmelse der efterfølgende blev straffet med fredløshed.
Og så har der været kvægpest, der - ifølge overleveringer - ’drev som en blålig tåge langs jorden, i og over vandet’ og som tog 3.131 kreaturer på Schackenborg.
Det var guds straf for synd og ondskab, mente man.
Men når alt det fylder ganske lidt i historiebøgerne, skyldes det uden tvivl, at endnu en stor og vigtig begivenhed kan lægges på Schack-slægtens skuldre. Grev Otto Didrik Schack og hans bror Erik spillede nemlig en stor rolle i genforeningstiden og var i perioden fra 1864 til 1920 - hvor landsdelen var tysk - nogle af de få adelsmænd, der valgte at være danske og bekendte sig til det. Og det var tilmed dem, der fik regeringen i Berlin i tale for at få Sønderjylland tilbage til Danmark.
Dystre tider
Og da dagen oprandt den 11. juli 1920, var det da også grev Otto Didrik Schack, der tog imod kong Christian X ved genforeningsfesten.
Sønnen Hans Schack - som efterfølgende overtog Schackenborg - kunne dog ikke hvile på fortidens laurbær. Landbruget udgjorde en væsentlig del af forretningen Schackenborg og allerede i 1950erne var det trods statsstøtte dystre tider for erhvervet, store som små. Og den redningsplanke, som alle troede, at Danmarks indtræden i EF ville være, førte til alt for store investeringer til alt for høje renter.
22 mio. kr. var den gæld, der fulgte med, da grev Hans Schack i 1978 ’gav’ slottet tilbage til kongefamilien, som igen gav det videre til en dreng på ni - prins Joachim.
I modsætning til i eventyrene skulle han ikke leve der lykkeligt til sine dages ende. Men følge de danske strømme og søge væk fra udkantsdanmark. Mod storbyen.
