70 år siden: Vi går tæt på, hvad der skete i førerbunkeren i Berlin op til Hitlers selvmord
De seks børn var midt i en sen frokost, da der klokken 15.30 lød et enkelt skud på etagen under dem.
Først fulgte et øjebliks stilhed, en fastfrysning af al aktivitet i rummet. Så kunne den ni-årige Helmut ikke holde begejstringen tilbage længere. ’Pletskud’, råbte han glad.
Det var den 30. april 1945. Hitler havde lige skudt sig selv.
De seks børn var midt i en sen frokost, da der klokken 15.30 lød et enkelt skud på etagen under dem.
Først fulgte et øjebliks stilhed, en fastfrysning af al aktivitet i rummet. Så kunne den ni-årige Helmut ikke holde begejstringen tilbage længere. ’Pletskud’, råbte han glad.
Det var den 30. april 1945. Hitler havde lige skudt sig selv.
Mange detaljer har i årevis været tilgængelige om tiden op til Hitlers selvmord, og alt har været beskrevet i både bogform og på film. Men i bogen »Hitler’s Last Day - Minute by minute« giver bogens to forfattere et omfattende indblik i alt, hvad der foregik langt under jorden i de timer, der førte op til det berømte skud.
Førerbunkeren under kancellibygningen i Berlin havde fra midten af januar samme år dannet betonrammen om Hitlers og hans elskerinde gennem 14 år, Eva Brauns, liv. I takt med at sejren smuldrede i hans ellers så håndfaste greb, valgte Hitler at blive i Berlin, men under jorden. I sikkerhed, pakket ind i metertykke betonmure.
Og han var ikke alene. Udover Eva Braun og yndlingshunden Blondie - samt dennes kuld af hvalpe født i bunkeren - havde Hitler fra 12. april 1945 selskab af omkring 40 af hans nærmeste medarbejdere og fortrolige, som uden at stille spørgsmåltegn førte Hitlers planer, store som små, ud i livet fra den underjordiske bunker.
Blandt de tilstedeværende var propagandaminister Goebbels, som sammen med sin kone og seks børn i alderen fire til 12 var installeret i egne rum.
I mere end et årti har Hitler holdt verden i et jerngreb og haft store drømme. Været elsket. Og hadet.
Men selv da omridset af nederlaget begyndte at tegne sig tydeligt i sommeren 1944, hvor de allierede startede invasionen af Normandiet, nægtede Hitler at se det i øjnene. Overgivelse var ikke en option. Det fandtes kun sejr. Eller død.
Heller ikke den snigende Parkinson sygdom kunne få ham til at sadle om.
Og da april 1945 nærmede sig sin afslutning, var Hitler ifølge bogen »Hitler’s Last Day« mere determineret og gal end nogensinde. Selvom de russiske tanks buldrede ind gennem Berlins gader og gav rystelser selv ned i førerbunkeren.
Kort efter midnat den 29. april stod Hitler for enden af mødebordet i førerbunkerens konferencerum. Hans sekretær Traudl Junge sad klar med blokken. Klar til at nedskrive Hitlers ’politiske testamente’.
Men ikke et ord om nedlaget. Og hvorfor. Kun rasende udfald mod jøder kom ud af Hitlers mund. Næst på dagsordenen var hans testamente.
At Hitler havde besluttet at begå selvmord, var ingen hemmelighed under jorden, heller ikke for hans sekretær. Skammen over at blive afsat og måtte overgive sig var for stor. Derfor havde man allerede en lille uge tidligere i førerbunkeren ivrigt diskuteret, hvordan man foretrak, at det skulle foregå. Og uddelingen af ampuller med cyanid var i fuld gang.
Hvad der derimod kom som en overraskelse for Hitlers mangeårige sekretær, var, at Hitler nu omtalte sig selv og Eva Braun som ’jeg og min hustru’.
Ægteskabet blev indgået klokken et om natten i selvsamme rum, som han kort forinden havde dikteret sin sidste vilje i. Foran magistraten stod den 23 år yngre Eva Braun iført en paillet-besat sort kjole. Ved hendes side Hitler i sin vanlige uniform, bestående af sorte bukser og grå militærjakke.
Foran de to vidner Joseph Goebbels og privatsekretær Martin Bormann svarede begge ’Ja’. Og iførte sig vielsesringene. Begge tyvekoster fra Gestapos fanger. Og alt for store.
Efter en kort ceremoni og et glas champagne, trak det nygifte par sig tilbage. Til hver deres værelse. Men Hitler var langt fra klar til at lægge sig til hvile. Han hjerne arbejdede på højtryk med rettelser og ændringer til sit testamente. Og ordrer til sine nærmeste.
Omkring klokken 4.15 kom Goebbels således rystet og grædende ind til sekretær Traudl Junge. Hitler havde beordret ham ud af bunkeren. Ud af Berlin. ’Jeg kan ikke forlade førerens side’ hulkede han ifølge bogen. ’For første gang i mit liv må jeg kategorisk nægte at adlyde førerens ordre. Min hustru og mine børn følger mig i dette afslag’.
Da Hitler efter få timers søvn slog øjnene op, tilbragte han tid med sin yndlingshvalp Wulf, før han klokken to satte sig til bords for at spise frokost med Eva Braun og sine to sekretærer og førte en bizar samtale.
’Det er bedst at skyde sig gennem munden. Dit kranie bliver knust og du mærker ingenting. Døden er øjeblikkelig,’ sagde han.
Hans hustru delte ikke den holdning. ’Jeg ønsker at være et smukt lig. Jeg tager gift.’
På etagen over dem legede de seks Goebbels børn, som børn gør. Uden at kende deres skæbne.
Det samme gjaldt schæferen Blondie, som dog gjorde en del modstand, da en medarbejder ved tretiden om eftermiddagen tvang hendes kæber fra hinanden og knuste en cyanid ampul i hendes mund, mens hendes herre kiggede på. Hun døde på stedet. Wulf og de fire øvrige hvalpe blev båret op i kancellihaven, hvor de fik en kugle. Og blev begravet sammen med deres mor.
Sent samme aften gjorde Hitler en af sine sidste krampetrækninger og beordrede den tyske hær til at gå til modangreb i Berlin, hvor de russiske tanks befandt sig utrolig tæt på hans egen lokation.
Først på natten den 30. april fyldte SS-lægen Schenck en uendelig mængde medicin på patienten, hvis ben nu rystede så voldsomt af Parkinson-symptomer, at han til tider havde vanskeligt ved at gå. Derpå gik han rundt og gav hånd. Sagde tak for indsatsen.
Og mens føreren selv fortrak ind i sine private gemakker, gik læger og sygeplejersker ovenpå, hvor der var fest. Og fru Hitler allerede godt i gang med flaskerne og sladderen. Og da hun efter få timers søvn kl. syv den morgen vågnede op tung om hovedet, hastede hun op af bunkerens trapper og åbnede døren. For at se solen for sidste gang. Ligesom Hitler selv gjorde en halv time senere.
Selvom der hele formiddagen den 30. april blev holdt møder i konferencerummet og Hitler igen og igen efterlyste nyt fra tropperne, herskede der en pessimistisk stemning i hele bunkeren. Og kort efter frokost hidkaldte Hitler sin privatsekretær. ’Tiden er kommet,’ sagde han.
Han satte sig til bords med sine to sekretærer og sin kok. Spiste sit sidste måltid. Hans kone har valgt at blive på sit rum, hvor hun iførte sig førerens yndlingskjole. Den sorte med en hvid rose.
Da parret ca. 14.45 gik en sidste runde for at tage afsked, hviskede Eva Hitler i øret på Traudl Junge. ’Stik af, mens du kan’. Og hun var fristet. Men da hun ilede op af trapperne til øverste etage i bunkeren, så hun Goebbels børnene. Siddende på et trin. Helt stille. Og det gik op for dem, at ingen havde givet dem noget at spise. ’Kom,’ sagde hun.
Nedenunder var alt minutiøst planlagt. Selvmordet skulle ske simultant. I det øjeblik Hitler udløste skuddet, skulle Eva Hitler bide i den cyanid-ampul, der lå klar på tungen.
’Pletskud’ råbte ni-årige Helmut Goebbels glad. Uden at ane, hvad der havde udspillet sig under ham.
Eva Hitler blev knap så smukt et lig, som hun havde drømt om. Giften havde forvredet hele hendes ansigt. Hitler valgte en kugle i tindingen.
Og ovenpå legede børnene videre, indtil deres mor kl. 19.30 kaldte dem i seng. Til deres sidste nats søvn.
1. maj børstede hun deres hår. Gav dem varm chokolade. Så fik de en sprøjte. En vaccination kaldte hun den. Og vågnede aldrig op igen.
