Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder, da cirka hver femte vælger placerede sin stemme på partiet. Dette portræt af formand Kristian Thulesen Dahl - lavet før valget - giver et indblik i manden, der nu for alvor rækker ud efter magten.

Står det til ham, skal der være mere Morten Korch og mindre af det, der ‘sætter folk af’ - og en strammere udlændingepolitik.

Det er mange danskere tilsyneladende med på, og de politikere, der engang ikke var ‘stuerene’, ledes i dag af en mand, der i manges øjne er pletfri og som kan forklare det svære og komplicerede, så alle er med.

Han kommer nemt og hurtigt under ­huden på de fleste. Men hvordan er 'national­romantikeren' Kristian Thulesen Dahl? Opret abonnnement på BT PLUS og læs hele interviewet med Kristian Thulesen Dahl - første måned er gratis. Herefter 29 kr. per måned (ingen binding)


De mørke habitbukser er hverken for lange eller for korte, jakken gør den slanke, smalle mand lidt bredere, mens slipset er bundet med en stram knude. Han kigger rundt, op mod solen, der skinner fra en skyfri himmel. Det er dette Danmark, ‘nationalromantikeren’ elsker.

Klokken har passeret 9.30, og Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, er ankommet til det gamle Lindøværft, ca. 15 kilometer nordøst for Odense. ‘Tryghed og tillid’ står der på den hvide Citroen C4 Grand Picasso, som også er pyntet med en hundehvalp, det danske flag og et billede af ham selv.

Kristian Thulesen Dahl smiler drenget. Han har glædet sig til i dag, hvor han skal vises rundt på det gamle værft, som lukkede i 2012, men som nu er på vej op igen.

I dag bygger man videre på noget dansk og gammelt. Fortiden er en del af nutiden. Minderne fra fortiden taler han meget om.

45-årige Kristian Thulesen Dahl kommer under huden på de fleste, men lukker ikke selv nogen ind. Her er han faldet i snak med en smed på Lindø Industripark, nordøst for Odense. Foto: Niels Ahlmann Olesen.
45-årige Kristian Thulesen Dahl kommer under huden på de fleste, men lukker ikke selv nogen ind. Her er han faldet i snak med en smed på Lindø Industripark, nordøst for Odense. Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Vis mere

Var alting bedre i gamle dage?

»Der er i hvert fald nogle ting, som vi godt kan lide at tænke på. Poul Reichhardt, der fløjter, er for nogle et tegn på en frihed og en god tid. For mig handler det om, hvordan vi kan reaktivere det, vi husker, og det vi godt kan lide fra tidligere,« siger Kristian Thulesen Dahl.

For store forandringer skaber utryghed. Det bryder han sig ikke om, og nu håber den 45-årige partiformand, at han efter nogle år uden den store indflydelse igen kommer til at spille en hovedrolle i dansk politik, når valget er afholdt.

Står det til ham, skal der være mere Morten Korch og mindre af det, der ‘sætter folk af’ - og en strammere udlændingepolitik.

Vælgerne er ligeglade med det personlige og private, mener Kristian Thulesen Dahl. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vælgerne er ligeglade med det personlige og private, mener Kristian Thulesen Dahl. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Det er mange danskere tilsyneladende med på, og de politikere, der engang ikke var ‘stuerene’, ledes i dag af en mand, der i manges øjne er pletfri, og som scorer topkarakterer i troværdighedsmålinger.

Og selv om partiet og Kristian Thulesen Dahl fra tid til anden bliver anklaget for at vende på en tallerken, give ufinansierede milliard-løfter, og ‘landsbytossernes’ mindre lødige udtalelser om f.eks. indvandrere bliver hevet frem af medier og politiske modstandere, så er det som om, at Dansk Folkeparti aldrig rigtigt kommer i krise.

Det skyldes bl.a. ‘Tulle’, som han kaldes på Christiansborg. Partiformanden er en af de mest kendte politikere i Danmark. Alligevel er der ikke rigtigt nogen, der kender politikeren, som med anekdoterne, de letforståelige pointer i en kompliceret verden og sin rolige fremtoning på få minutter kan forføre folk, han møder.

De helt tætte venner har han ikke. Han siger, at ‘være i politik er som en evighedsmaskine’. Der er hele tiden ‘noget man kan gå efter’, og ‘hvornår siger man nej til det?’

I stedet for venner har han bekendte fra sit liv i politik og fra fodboldholdet. Men også i omklædningsrummet efter fodboldkampen handler det om dagpenge, Dong-salg, efterløn eller indvandrere, siger han.

En frisk dreng fra Jylland

Folketingsmedlemmet Peter Skaarup (DF), der første gang møder Kristian Thulesen Dahl i 1984, og som siden har dannet tæt makkerskab med ham, siger, at Kristian Thulesen Dahl ‘er og har altid været en frisk dreng fra Jylland’.

»Han har altid været veltalende - og så har han, så længe jeg kan huske, haft en evne til at forklare selv svære og komplicerede ting på en letforståelig måde for folk, så det virker som om, de selv kunne have fundet på det, han mener og siger. Det er han god til.«

Skaarup fortsætter beskrivelsen af sin formand:

»Jeg anser ham ikke for én, som risikerer at blive arrogant, fordi han har en fin post som formand. Han er meget nede på jorden og har nemt ved at tale med folk, han møder, men han involverer ikke nogen i sine private ting. Hvad der er privat, er privat.«

Hvor andre politikere inviterer indenfor og deler ud af deres liv, så er Kristian Thulesen Dahl anderledes lukket. Alligevel kan det føles, som om en gammel ven er kommet hjem, når Kristian Thulesen Dahl kommer på besøg for første gang. Men tæt på kommer man kun i fantasien.

Her på det gamle værft giver han hånd til Lindø Industriparks direktør, Carsten Aa, som i de næste par timer fortæller, at der i dag igen er travlhed i de gamle haller. Nu er det især vindmølle-industri, der er på tapetet i området, hvor Mærsk fra 1918 til 2012 byggede skibe.

Kristian Thulesen Dahl lytter med hænderne foldet bag ryggen til direktøren i det sølvgrå jakkesæt, som taler om stedets 82 forskellige virksomheder, de ca. 1.500 ansatte, de kommende arbejdspladser, de store kraner og den lyse fremtid.

»Og det hele er jo fra værftets tid,« siger DF-bossen.

Han kigger nu rundt igen, mens han forestiller sig tusindvis af arbejdere i gang med at samle et Mærsk-skib. Som i gamle dage.

Vi har i Danmark - og du har især - en tendens til at tale med om det, vi har skabt. Andre steder taler man om, at i dag er god, men i morgen skal være bedre...

»Der er blevet skabt et billede af, at forandring bare er godt. Og at vi skal forandre hele tiden. I en globaliseret verden skal vi sætte pris på vores samfund og dét, vi gerne vil beholde. Det er ikke, fordi vi skal skrue tiden tilbage. Men når man tænker tilbage på noget, der var godt, hvorfor så ikke kæmpe for, at det også skal være her i dag?«

Kristian Thulesen Dahl bliver født 30. juli 1969 i Brædstrup, byen mellem Horsens og Silkeborg. Forældrene er lærere, men hans far er også erhvervsmand, der har tobaksforretning og ejendomme ved siden af sin lærergerning. Faderen er aktiv i Det Radikale Venstre, og Kristian Thulesen Dahl og hans to storebrødre ser, hvordan faderen skriver kronikker, læserbreve og er aktiv i det lokale politiske arbejde. Faderen bliver aldrig fuldtidspolitiker, og Kristian Thulesen Dahl bliver aldrig medlem af Det Radikale Venstre. Han er fra barnsben fascineret af Mogens Glistrup, der i 1972 har stiftet Fremskridtspartiet, og som tordner mod skattetrykket og ‘papirnusseri’, og med sin umiddelbare, anti-autoritære, uimponerede og uortodokse facon har taget Danmark med storm. Glistrup tager, mener unge Kristian Thulesen Dahl, danskernes bekymringer alvorligt. Glistrup taler ikke ned til folk, han taler til folk - dér, hvor de er.

Som 13-årig melder Kristian Thulesen Dahl sig i 1982 ind i Fremskridtspartiet, og ni år senere bliver han formand for partiets ungdomsorganisation.

21. september 1994 bliver han valgt til Folketinget, og året efter er han medstifter af Dansk Folkeparti, som han i dag sidder på toppen af. Privat er han gift med Berit og far til tre, men hvad der sker i hjemmet i Thyregod mellem Vejle og Herning, det bliver i Thyregod.

Glistrup tog alle alvorligt

Kristian Thulesen Dahl siger, at hans første møde til et debatarrangement med Mogens Glistrup stadig sidder i ham i dag.

»Han svarede på alle spørgsmål. Han tog alle alvorligt,« siger Kristian Thulesen Dahl.

I hallerne, i minibussen, som fragter os rundt på Lindø Industripark, og under den blå himmel, griner direktøren og politikeren på de samme tidspunkter, som var de to gamle venner. Carsten Aa beskriver sin gæst som ‘engageret og lyttende’ og som en, ‘der ikke bare kom for at få taget et billede.’

Samme oplevelse ser smeden i sikkerhedsskoene, arbejdstøjet og hjelmen på hovedet ud til at have. I flere minutter står politikeren og arbejderen alene. ‘Tulle’ smiler igen, spørger til smedens arbejde, til fortiden og nutiden og fremtiden.

På vej til dagens andet arrangement hos Odense Journalistforening har partilederen fået fingre i et eksemplar af den lokale ugeavis. I elevatoren står han tæt sammen med nogle af dem, der skal høre hans oplæg. Det bemærkes, at han har en avis under armen.

DF-formanden i partibilen, der har nummerpladen ’DF’. Foto: Niels Ahlmann Olesen
DF-formanden i partibilen, der har nummerpladen ’DF’. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

 

»Det er rart at få tryksværte mellem hænderne. Normalt får vi vores nyheder fra det der internet,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han smiler og siger, at ‘man må jo følge med’, og han ‘glæder sig til at bladre’ i den lokale avis.

Kristian Thulesen Dahl skal bl.a. tale om vejen til formandsposten, men denne - personlige - del af oplægget fylder blot fem til seks minutter. Han forklarer, at det var meget hemmeligt, at han skulle overtage, og at det var enestående, at ‘den snævre kreds’ kunne holde partiets planer hemmelige. Han supplerer sin fortælling med små anekdoter, og han gestikulerer som en stand- up-komiker. Der grines på de rigtige tidspunkter. Der er referatforbud, men efter mødet erkender han, at han ikke har fortalt noget hemmeligt, personligt eller kontroversielt. Og hvis man inden ankomst havde håbet, at Kristian Thulesen Dahl ville dele ud af sine personlige overvejelser om at tage formandsposten, så gik man skuffet derfra.

For efter de fem til seks minutter handler det om det aktuelle, politiske klima. Om dagpenge, Dong og Goldman Sachs, den kommende valgkamp, om EUs magt, om at Danmarks Radio ikke skal lave alt, men give plads til andre, mindre medier.

Det minder nu om et vælgermøde, og han holder - som han har lært af Glistrup - øjenkontakt med spørgerne, når han svarer præcist, roligt og klart på spørgsmålene.

Da der er blevet klappet, sætter han sig først ved et bord og senere et andet, hvor tilhørere bliver siddende.

Formand for Dansk folkeparti Kristian Thulesen Dahl og Dir Carten Aa, th, på besøg på fyn hvor han besøgt Lindø Værftet og talte i journalistforeningen i Odense
Formand for Dansk folkeparti Kristian Thulesen Dahl og Dir Carten Aa, th, på besøg på fyn hvor han besøgt Lindø Værftet og talte i journalistforeningen i Odense
Vis mere

Tager sig god tid

De taler om Odense, som ‘er en dejlig by’, han er ‘kommet meget i’, og om hvornår valget bliver udskrevet. Han spekulerer lidt, nævner nogle datoer, fortæller om stemningen på Christiansborg og lytter, indtil de, han taler med, selv bryder op.

På Christiansborg er han også kendt for at tage sig sin tid. Men her er han også stædig som få, når det gælder politiske forhandlinger, og det er kendt, at talknuseren Thulesen Dahl kan kæmpe i længere tid end de fleste. Hvis eksperter, magtfulde bosser i erhvervslivet eller organisationer hævder, at noget er på en bestemt måde eller skal have et bestemt udfald, sætter han sig gerne og ofte på tværs.

Til sommerserie om politikere. Kristian Thulesen Dahl.
Til sommerserie om politikere. Kristian Thulesen Dahl.
Vis mere

Han siger, at der i ‘politik og samfundsforhold ikke er nogen facitliste.’ Det handler om, hvem der kan argumentere bedst - og længst, må man forstå. Hårdheden findes også bag dørene, og i DF-regi er disciplin et nøgleord. Kristian Thulesen Dahl har været med til at smide flere medlemmer ud af partiet, der fra begyndelsen har været topstyret.

Han siger, at ‘danskerne aldrig må være i tvivl om partiets linje’, og at ‘det er mit ansvar at få folk til at rette ind, så den tvivl aldrig opstår.’

Der er også noget kynisme i dig?

»Man skal passe på med at misbruge ordet. Jeg skal kunne skære igennem. Men det er jo ledelse. Det er bare en nødvendighed,« siger han.

Han fremstår nu kontrolleret, nærmest maskinel, som én der ikke siger noget, uden han har overvejet hvert et ord.

Han afviser, at det er sådan, og henviser til, at han både nu og tidligere på dagen taler uden et fast manuskript. Men det virker alligevel som om, at billedet af ham skal være på en bestemt måde. Han slår det hen:

»Vælgerne går op i, om jeg kæmper for det, jeg siger, jeg kæmper for,« siger han.

Hvornår skejer du ud?

»Når jeg f.eks. ser en Liverpool-kamp. Det er mit fristed. I sportens verden er det legitimt at råbe lidt ad fjernsynet. Så kan man diskutere, om det er at skeje ud.«

Kan du finde på at drikke dig meget fuld?

»Nej. De fleste af mine dage bliver efterfulgt af en ny spændende dag. Det er da fint at sidde og nyde en øl, men så er det også det,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Stigende tilslutning

Vælgerne, mener han, er ligeglade med det personlige og private. Måske har han ret, for siden han overtog formandsstolen i 2012, har de i stigende grad har tilsluttet sig ham og hans projekt, uden at han har åbnet sig. Ved 2011-valget får partiet 12,3 pct. af stemmerne. Nu står de til at få 19,3 pct., ifølge Berlingske Barometer.

Hvornår skal du være statsminister?

»Det har jeg ikke nogen ambition om at blive. Jeg tror aldrig, at jeg vil blive set som en reel mulighed til det. Min største ambition er, at vi får en størrelse, så de andre partier er nødt til at navigere efter os,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Hans svar kommer prompte. Nu, når det ikke handler om ham, er tungen mere på gled.

Men det kan da godt være, at I om 10 år er landets største parti. Så vil det da være naturligt at række ud efter statsministerposten?

»Det vil det kun, hvis vi ikke lader andre diktere, hvad vi skal stå for. Vi går ikke efter ministerbilerne.«

Men man kan stadig være langsigtet og nå målet uden at sælge ud?

»Det er jeg ikke sikker på. Der er ikke noget parti, der får flertal alene.«

Så handler det vel mere om en frygt for at havne i en situation som SF. Er du så ikke lidt en tøsedreng?

»De andre partier skal have en interesse i at få os i regering, for så kan vi modsat sige, at det vil vi gerne, hvis der sker det og det og det. Så vil danskerne også kunne se, at vi gør det for at få indflydelse.«

I sin inderlomme har han en artikel fra 2009, hvor tidligere formand for SF, Villy Søvndal, på toppen af vælgertilslutningen udtaler, at partiet bliver større end Venstre. Siden ryger SF ud i en historisk stor krise, hvor partiet styrtbløder vælgeropbakning og medlemmer.

»Hvis jeg møder en partifælle, som er ved at glemme, hvordan virkeligheden er, så minder jeg vedkommende om, hvordan det går, når man tror, at tingene er på plads, inden de er det,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Er sandheden ikke, at det er vanskeligt at sidde med ansvaret. Og når man er ansvarshavende, kan man også blive tvunget til at træffe beslutninger, som man ikke vil træffe, hvis man ikke er i regering?

»Tager man kun ansvar, når man er i regering? Det mener jeg ikke. Jeg har truffet beslutninger, som jeg ikke havde drømt om. Og jeg tog og tager ansvar for det. Tag dagpenge-reformen. Der kan jeg ikke sige: ‘Tal med de andre’. Jeg var med til at lave den,« siger Kristian Thulesen Dahl. Han sidder i sit mørke tøj. Jakken har han beholdt på hele dagen, selv om solen har skinnet, og svedperlerne har piplet frem på hans tilhøreres pander denne eftermiddag i Odense. Slipseknuden er også stadig stram.

Hvem er du egentlig?

»Jeg er en person, der sætter meget pris på det land, vi har. Jeg er i politik for at gøre en forskel, jeg er en politisk ildsjæl. Jeg gør ikke ting, som falder mig unaturligt bare for at vise nye sider af mig selv. Det er ikke det, jeg skal. Jeg håber, at danskerne oplever mig som én, der er her for mine politiske ideer.«

Hvis man åbner sig, så viser man også nogle af ens sårbare sider. Og det vil du helst ikke?

»Jeg er kendt for mit politiske håndværk, og det er alt rigeligt for mig. Der var engang en, der sagde: Den, der er kendt, er kendt for noget. Og den, der er en kendis, er kendt for at være kendt,« siger Kristian Thulesen Dahl.