Tusindvis af uledsagede flygtningebørn strømmer til Sverige. Størstedelen rejser via Danmark. Mange af dem ønsker ikke at stoppe deres rejse i Danmark, men kommer de i kontakt med myndighederne, registreres de og deres sag behandles i Danmark. Og selv børn risikerer at blive sendt tilbage, hvor de oprindeligt er flygtet fra.
BT har taget toget mod Sverige og mødt nogle af børnene - to uledsagede flygtningebørn - der er flygtet fra Afghanistan og som håber på et liv i sikkerhed i Sverige.
Log ind på PLUS og læs drengenes historie. Læs også om 14-årige Ali, der blev tæsket af menneskesmuglere, om politikernes holdning til hjemsendelsen af de uledsagede flygtningebørn mv. Abonnement på PLUS koster 29 kr. pr. måned - første måned er gratis (uden binding) - og giver adgang til tusindvis af artikler, longreads og guider til dit liv. God læselyst!
Rygsækkene hopper op og ned på to drenge, da de springer af toget på Københavns Hovedbanegård og løber hen mod rulletrappen. Umiddelbart ligner de to drenge på vej i skole. Men på rulletrappen vender den ene sig om mod en gråhåret kvinde: »Sweden?«
De to drenge er blandt de flere tusinde uledsagede flygtningebørn, der ifølge friske tal fra de svenske sociale myndigheder i år er rejst gennem Danmark til Malmø.
Få minutter efter står drengene på perron fem og viser deres billetter til den svenske togkontrollør. Han studerer først drengene, så billetterne. Hamborg-Malmø. Velkommen om bord. Om 25 minutter er deres mål nået.
Blev venner undervejs
BT stiger på toget. Drengene ser udmattede ud.
Den yngste, Mansour, siger, han er 12 år. Så stirrer han igen tomt ud ad vinduet. Den ældste, Sharif, fortæller, at han er 14, selv om han umiddelbart ser ældre ud. Det er svært at få drengene i tale. Sharif smiler forundret, da BT gætter, de er fra Kabul, hovedstaden i Afghanistan. Så taler han. For en stund.
»Vi rejser begge alene. Vi kendte ikke hinanden, før vi blev venner på vej herop,« forklarer Sharif.
Huden under hans negle er røde af blodansamlinger. Det ligner, at en elefant har trådt ham over fingrene.
»Der er ikke sket noget. Det er lige meget,« siger han og smiler høfligt, nærmest undskyldende.
Hvis han får opholdstilladelse, vil han forsøge at få sin familie til Sverige.
Men presset fra de mange flygtninge er lige nu så stort, at udsigten til en samtale med den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, kan vare dage.
Anstrengt situation
I år har 10.338 uledsagede børn indtil videre søgt asyl i Sverige. I Danmark er tallet 619.
»Det er en anstrengt situation. Vi har oplevet en stigning, og i dag kommer der mellem 50-100 uledsagede børn hver dag. Nogle med færgen fra Tyskland til trelleborg, men langt de fleste fra Danmark,« siger Annelie Larsson, leder af de sociale myndigheder i Malmø.
Annelie Larsson peger på to årsager til, at så mange børn vil til Sverige frem for Danmark. »De har slægtninge og venner her, og så har de hørt, at vi tager godt imod dem.«
Uden for togstationen i Malmø har frivillige rejst et telt, hvor der serveres gratis chokolademadder og madpandekager. Drengene går forbi politiet og de svenske asylarbejdere. Direkte hen til madboden. Så går de ubemærket ud i Malmøs gader med en madpandekage i hånden.
--- OOO --- OOO --- OOO ---
»DANMARK ER FOR USIKKERT«
Hjælp de uledsagede børn videre til Sverige, lyder opråbet fra Alternativet.
Da Morteza Ataei som 16-årig kom til Danmark som uledsaget flygtning, var det slet ikke hans mening at blive. Han ville til Sverige, hvor han havde slægtninge.
Men politiet stoppede ham, registrerede ham og spurgte, om han ville søge asyl. For ikke at blive sendt tilbage var han nødt til at sige ja.
I dag, fem år senere, er han 21 år og skal udvises af Danmark. Han har allerede overskredet fristen for at forlade landet. Som erklæret ateist frygter han for sit liv, hvis han lander i en afghansk lufthavn.
Det er sager som denne, der får Alternativets udlændingeordfører Ulla Sandbæk til at kalde Danmark for et ’usikkert land for uledsagede flygtningebørn’.
»Danmark er i fuld gang med at sende de unge, der kom som uledsagede flygtningebørn og nu er fyldt 18 år, tilbage til de lande, de kom fra. Danmark sikrer sig ikke, at der er familiemedlemmer, som kan tage sig af de unge,« siger Ulla Sandbæk og fortsætter:
»Hvis Danmark ikke er parat til at sikre de uledsagede flygtningebørn, må jeg på det stærkeste anbefale, at vi hjælper dem til Sverige og en fremtid dér.«
Hun henviser desuden til sagen om 16-årige Abolfazl Vaziri, der sammen med sin bror blev udvist af Danmark i slutningen af juni, og som nu – ifølge broderen – er blevet dræbt i Afghanistan.
Sendt med fly til Afghanistan
De to brødre ankom i december 2010 til Danmark uden deres forældre, der er forsvundet. Storebroren Vahid blev vurderet til at være 19 år og blev værge for sin lillebror, Abolfazl. Brødrene led af angst. Alligevel fik de i juni afslag på opholdstilladelse, fordi Udlændingestyrelsen vurderede, at storebroren godt kunne tage vare på sig selv og Abolfazl.
Mandag morgen den 29. juni bankede politiet på døren hos de to brødre på asylcenter Kongelunden på Amager, og samme aften sad de på et fly til Afghanistan.
I sidste weekend var der nyt fra den 23-årige storebror, Vahid. Beskeden var til brødrenes kontaktperson i Danmark, Lise Lomholt:
’Hej Lise. Savner dig rigtig meget. Jeg kunne ikke passe på Aboli. Han er død. Og de afghanske myndigheder er efter mig. Nu er jeg i Herat.’
Morteza Ataei har hørt om brødrenes skæbne.
»Jeg er bange. Folk har set mig på tv og har delt mit billede i afghanske grupper på Facebook. Jeg tror ikke, jeg overlever længe i Afghanistan,« siger Morteza Ataei.
Advokat har klaget
Hans advokat, Niels Erik Hansen, har klaget over udvisningen til Flygtningenævnet, fordi Morteza Ataei er ateist og risikerer forfølgelse.
Men han må han ikke blive i landet, mens klagen behandles. Nu er han panisk, for på onsdag skal han møde op i Sandholmlejren. Her vil politiet ifølge Nina Ziari fra gruppen Vores Asylbørn anholde ham og senere sætte ham på flyet til Afghanistan.
Forundring
Enhedslistens udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen har taget Morteza Ataeis sag op med integrationsminister Inger Støjberg (V).
»Jeg har særligt undret mig over, at myndighederne tilsyneladende bruger lang tid på at bede ham dokumentere, at hans familie ikke befinder sig i Afghanistan, og da han fremskaffer denne dokumentation, vil man alligevel sende ham til Afghanistan. I lyset af, at det ikke er opklaret, hvad der skete med den 16-årige Abolfazl, der blev sendt til Afghanistan i juni, og som ifølge hans storebror er død, synes jeg, man skulle standse udsendelsen af Morteza,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Inger Støjberg har ’på grund af en meget travl kalender’ ikke ønsket at udtale sig til BT. Ministeriet har i stedet sendt dette svar:
’Når en afvist asylansøger er vendt tilbage til sit hjemland, falder det uden for de danske myndigheders kompetence at observere den eller de pågældendes forhold i hjemlandet. De danske myndigheder vil derfor normalt ikke have nogen oplysninger om det videre forløb for den enkelte afviste asylansøger.’
--- OOO --- OOO --- OOO ---
SMUGLERNE SLOG HAM
Afghanske Ali Hassanzadeh tog på flugt og rejste 9.000 kilometer fra Pakistan til Sverige
Hans hænder har klamret sig fast til ydersiden af et tog, hans ører har mærket lussingerne fra menneskesmuglerne, og hans øjne har set en mand få jaget en kniv i maven.
Ali Hassanzadeh har søvndrukne øjne, da han åbner døren til sit værelse på et center for uledsagede flygtningebørn i Malmø. Ligesom flere tusinde andre børn er han rejst alene gennem Danmark for endelig at nå sit mål: Sverige.
Han var 14 år, og hans flugt på over 9.000 kilometer varede tre måneder. Men allerede efter de første par dage var han ved at give op, fortæller han fra sin seng.
I to dage havde han vandret gennem Pakistan for nå til Iran. Nu lå han krøllet sammen i et bagagerum i en sølvfarvet Peugeot, der fræsede gennem ørkenen. Han ville strække benene, men det var umuligt at bevæge sig. Det samme gjaldt de tre drenge, der lå ved siden af ham.
»Vi var 11 i bilen. Jeg var en af de små, så menneskesmugleren beordrede mig til at ligge omme bag i. Her lå vi – sommetider otte timer ad gangen – i de to uger, det tog os at køre gennem Iran. Jeg troede, jeg ikke ville klare det,« siger Ali.
Det er to år siden, Ali Hassanzadeh tog flugten. Han er en af de 3.852 uledsagede flygtningebørn, der i 2013 søgte beskyttelse i Sverige. Det tal er siden steget eksplosivt og slår i år alle rekorder: 10.338 uledsagede børn har indtil videre søgt asyl. I Danmark er tallet 619.
Sunnimuslimske dødspatruljer
Han er født i Afghanistan, men allerede som seks-årig flygtede Ali Hassanzadeh med sin mor og brødre fra det krigshærgede land over grænsen til byen Quetta i Pakistan. Hans far forsvandt undervejs. I Quetta arbejdede Ali Hassanzadeh i en restaurant for at forsøge familien.
Men jo ældre han blev, des farligere blev det at blive i byen. Med sine asiatiske træk er han let at genkende som en del af folkegruppen hazara, der nedstammer fra det mongolske folk og som bliver forfulgt i Pakistan. Militante sunnimuslimske dødspatruljer henretter hazara-mænd på åben gade.
Da Ali Hassanzadeh som 13-årig begyndte at få skægstubbe, sendte hans mor ham på den lange rejse mod sikkerhed i Europa. Nu er hans to brødre fyldt 13 og 14 år og er dermed også i potentiel livsfare.
»Men jeg vil aldrig tillade mine brødre at tage samme tur. Det er for farligt,« siger han og fortæller, hvordan smuglerne plejede at slå ham på siden af hovedet. Nogle gange så hårdt, at han i perioder mistede en del af hørelsen.
Særligt en episode fra Iran har han svært ved at glemme. Under en pause så han en af smuglerne skændes med en mand.
»Så trak smugleren en kniv, og stak ham lige i maven. Manden skreg og græd af smerte.«
Håber på familiesammenføring
I to år har Ali Hassanzadeh kun talt med sin mor over telefonen. Snart skal han til en samtale med myndighederne for at forsøge at få familiesammenføring, så moderen og brødrene kan rejse til Sverige.
Han har fået opholdstilladelse, taler svensk, går i skole og drømmer om at blive it-programmør.
Og hvorfor valgte han så Sverige?
»Jeg kunne være blevet i Italien, Frankrig eller Danmark, men alle sagde, at Sverige var bedst.«
--- OOO --- OOO --- OOO ---
BESKIDTE, SULTNE OG BANGE
Flygtningebørn ankommer til Malmø med brækkede arme, opsvulmede fødder og tomme maver. Men arrene på sjælen er ofte det værste.
De frygter at blive voldtaget undervejs på flugten. Men børn er snedige. Ved at klippe håret og klæde sig i drengetøj forandrer piger sig til drenge på så overbevisende vis, at selv personalet her på centret for uledsagede flygtningebørn i Malmø bliver snydt.
Men også drenge er i fare for at blive misbrugt, og nogle af dem sørger med vilje for at stinke så slemt, at ingen gider røre dem.
Vi er på et af de modtagecentre, der modtager mange af de 50-100 børn, der hver dag ankommer til Malmø. Størstedelen direkte fra Danmark.
En dreng i blå hættetrøje træder ind i fællesstuen. Han er fra Syrien og ankom for tre timer siden. Hans øjne betragter væggene, der er klistret til med tegninger af skibe, huse, hjerter og svenske flag. Han kigger på et par piger med slør, der løber fnisende rundt i køkkenet. Han observerer bare.
I begyndelsen stoler børnene ikke på nogen. Tillid tager tid, og derfor er det i første omgang umuligt at vide, hvad de har oplevet under flugten. På nær de åbenlyse fysiske skader.
Sover alt for lidt
»I denne uge har vi haft to børn med brækkede arme,« siger en af centerlederne, Torbjörn Wiik.. Hans øjne er røde, for han sover alt for lidt. Flygtningebørnene strømmer til i større antal end nogensinde – 5.381 uledsagede børn er ankommet til Malmø i år, viser nye tal fra de sociale myndigheder i byen. Centret, der hedder Aleris, modtog 300 børn alene i forrige uge.
Nu har myndighederne åbnet endnu et center.
Børnene får som det første en tandbørste og et bad. Så får de tilbuddet om at tale med en psykolog gennem en tolk. Børnene kan være i chok.
»Børn er blevet tæsket på vejen. Andre er blevet misbrugt seksuelt. De tænker. ’Hvorfor gør verden det her mod mig? Jeg vil bare hjem til min mor’,« siger Kristina Rosen, en anden af asylcentrets medarbejdere.
»Andre piger er også blevet solgt som sexslaver til gamle mænd – og så er de stukket af. Bare 15 år gamle. Det er hårdt,« siger hun.
»Mange skærer i sig selv af ren frustration og smerte. Det bliver de ved med et stykke tid, efter at de er ankommet her.«
Alle medarbejderne på centret bærer alarmer. For af og til forsøger fremmede mænd at komme ind til børnene.
»Oftest leder de efter nogle bestemte børn. Det kan være børn, der er flygtet fra tvangsægteskaber,« siger Torbjörn Wiik.
Børnene bor på centret i op til fem dage, før de får en samtale med myndighederne. Så får de et sted at bo, mens deres sag bliver behandlet.
Malmø under pres
Samtlige svenske kommuner er forpligtet til at tage deres del af flygtningene, så børnene kan i princippet havne i den nordligste og mørke del af landet. Uden fordelingen ville systemet bryde sammen. Flygtningestrømmen fra Danmark har sat Malmø under massivt pres.
»Jeg synes, Danmark kunne gøre mere.
Det er ikke fair, at nogle lande siger, at det ikke er deres problem. Det er alle levende menneskers problem.
Jeg synes, Danmark ligesom mange andre lande burde tale om, hvad man kunne gøre bedre,« siger Torbjörn Wiik, inden han siger farvel for at tage en tiltrængt lur.
