I efterdønningerne af slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer blev to små børn revet op med rødder og sendt til Danmark for at blive udstillet i Tivoli. Her er historien om den sorte dreng Victor, der endte som skoleinspektør i Nakskov.

Send to negerbørn straks, stod der i telegrammet. Og nu var de her, Alberte på fem, og Victor på seks, med store, brune øjne slørede af frygt og forvirring. Med store, brune øjne, hvis udsyn var hæmmet af tykke, tætsiddende jernstænger.

For ikke så længe siden havde de løbet ubekymrede omkring på strandene på St. Croix. Nu sad de i et bur. Inde midt i den københavnske forlystelsespark Tivoli.

Slaveriet, og Danmarks lidet flatterende rolle i det, er, med premieren på det historiske drama ’Guldkysten’, igen blevet aktuelt, og har sat fokus på ikke bare et af de sorteste kapitler i dansk historie, men også på det illegale slaveri, der fortsatte længe efter, at det officielt var ophævet.

Opret abonnement på PLUS og læs hele historien om Victor, der havnede i et bur i Tivoli på grund af sin hudfarve, og mod alle odds skabte sig et liv i den hvide mands verden.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


I efterdønningerne af slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer blev to små børn revet op med rødder og sendt til Danmark for at blive udstillet i Tivoli. Her er historien om den sorte dreng Victor, der endte som skoleinspektør i Nakskov.

Send to negerbørn straks, stod der i telegrammet. Og nu var de her, Alberte på fem, og Victor på seks, med store, brune øjne slørede af frygt og forvirring. Med store, brune øjne, hvis udsyn var hæmmet af tykke, tætsiddende jernstænger.

For ikke så længe siden havde de løbet ubekymrede omkring på strandene på St. Croix. Nu sad de i et bur. Inde midt i den københavnske forlystelsespark Tivoli.

Slaveriet, og Danmarks lidet flatterende rolle i det, er, med premieren på det historiske drama ’Guldkysten’, igen blevet aktuelt, og har sat fokus på ikke bare et af de sorteste kapitler i dansk historie, men også på det illegale slaveri, der fortsatte længe efter, at det officielt var ophævet.

Men det var bestemt ikke kun på den afrikanske guldkyst, at den kyniske udnyttelse af lokalbefolkningen fortsatte. Også på De Dansk Vestindiske Øer trivedes slavetidens mentalitet længe efter, at koloniens indbyggere var blevet erklæret frie. Den hvide mand - i dette tilfælde danskeren - kunne og ville ikke slippe sit magtgreb og fortsatte ganske enkelt med at agere herre over de sortes skæbne. Også over de to negerbørn Victor og Alberte.

Dette er historien om Victor. Om den sorte negerdreng, der havnede i et bur i Tivoli og mod alle odds skabte sig et liv i den hvide mands verden.

Victor var efterkommer af en slaveslægt. Hans mor kom i 1891 til St. Croix i jagten på et bedre liv og et arbejde. Men i efterdønningerne af slavetiden var armoden på øen enormt, og Sarah Eliza - som hun hed - måtte klare sig som barnepige hos den hvide mand og med at hente vand ved fællesbrøndene, indtil hun kom i huset hos en af de få sorte familier, der havde opnået velstand som frie.

Tivolis hovedattraktion: Victor på seks og Alberte på fem. Foto: Privat
Tivolis hovedattraktion: Victor på seks og Alberte på fem. Foto: Privat
Vis mere

Dameglade Henry

Og det var her, hun mødte Victors far, den dameglade Henry Cornelius. Ikke alene var han mere end dobbelt så gammel som hende, hans tungebånd var også så glat, at han hurtigt fik talt den 22-årige pige i fordærv.

I august 1898 blev Victor født. To år senere kom endnu en dreng, Frank, til verden. Og i 1903 en lillesøster, Ingeborg. Men dér var Henry Cornelius allerede skredet videre til den næste kvinde på sin vej.

Der var ikke meget at gøre godt med i den lille familie. Som eneforsørger måtte Sarah Eliza arbejde fra solopgang til solnedgang, så børnene var overladt til sig selv. Og når mørket faldt på og de gik til ro i det lille kælderværelse, de kaldte ’hjem’, måtte Victor og Frank ligge på det bare stengulv. Mad var det også småt med, og det var kun sjældent, at børnene kunne gå i seng med fyldte maver.

Men som Victor mange år senere skrev i sin selvbiografi: ’Det var ikke på grund af karrighed eller ondskab, at min mor tildelte os så små rationer mad. Nej, det var, fordi hun ikke evnede at skaffe os mere.’

Den dag i sommeren 1905 der ændrede Victors liv, havde alt ellers været som vanligt. Sammen med en flok drenge havde han leget på stranden, da der blev sendt bud efter ham. Han skulle komme hjem. Omgående.

Victors mor var dog ikke alene. Hun var sammen med en skægget, hvid mand, som talte med store, tunge bogstaver. Hendes søn lagde mærke til, at hendes øjne var bedrøvede, at hun med forklædet tørrede øjenkrogene. Så blev han gennet hen foran manden. Skulle bukke og skrabe foran ham. Hvad den hvide mand sagde, forstod han knap.

Livet på St. Croix i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Privat
Livet på St. Croix i begyndelsen af 1900-tallet. Foto: Privat
Vis mere

Tænkte ikke over tårerne

Derfor var der da heller ingen alarmklokker, der ringede indeni den seks-årige dreng, da han få dage efter blev kostet ud af sengen tidligt om morgenen, blev trukket hen til brønden, hvor han blev skrubbet og skuret, og dernæst iført sit stiveste søndagstøj. Selvom det slet ikke var søndag.

’Jeg var mærkeligt uberørt,’ skriver Victor om dét, der skulle vise sig at være den sidste gang, han så sin mor.

Sarah Elizas tårer den morgen gik helt hen over hovedet på ham. Selv ikke da hun førte ham til byens torv og satte ham op på fragtmandens kærre, studsede han. Og lagde heller ikke noget i, at der allerede sad en lille pige med store tårer løbende ned ad kinderne. Alberte hed hun.

Da kærren trillede fra Frederiksted til hovedstaden Christiansted, vinkede Victor glad til sin mor i sikker forvisning om, at han ville være hjemme igen, inden mørket faldt på. Men det var han ikke. Faktisk gik der 65 år, før Victor genså sin fødeø.

Mange tusinde kilometer derfra, i København, var der udbrudt panik. Emma Gad stod bag en stor, prestigefyldt udstilling i Tivoli. ’Dansk Koloniudstilling’ hed den. Her skulle danskerne ved selvsyn få indblik i, hvordan livet udspillede sig i de fjerne kolonier Grønland og Dansk Vestindien. Men noget var gået gruelig galt i den vestindiske afdeling, hvor et negerpar skulle underholde det nyfigne publikum med kurvefletning. Men aftalen med parret faldt til jorden kort tid inden udstillingens åbning. Der skulle findes en løsning i en fart. Og derfor afgik der tirsdag 27. juni 1905 et telegram til St. Croix. ’Send to negerbørn straks’.

Tre dage senere tikkede et svar ind i København: ’I Tirsdags modtog jeg Deres Telegram om at sende 2 Neger Børn.... Jeg satte mig ligestrax i Arbejde & har nu fået en uhyre opvakt Dreng paa 6 aar, hvis Moder er glad ved at blive af med ham, da hun daarlig har Raad til at ernære de mange Børn hun har,’ stod der bl.a. i telegrammet.

Strittede forgæves imod

En uge senere, den 8. juli, sad Victor og Alberte på kærren.

Senere samme dag blev de to sovende børn båret om bord på ØK-damperen ’St. Thomas’ med kurs mod København. Og derude på det åbne hav, omgivet af hajer, gik en del af sandheden op for den lille dreng.

’Jeg skreg og råbte på mor, jeg strittede imod, sprællede og sparkede fra mig,’ skrev han. Men til ingen nytte. Han var på vej til et land og et folk, der aldrig havde set sådan én som ham.

’Vi skulle omplantes, og vi blev omplantet - men omplantningen gjorde ondt,’ hed det videre i selvbiografien fra den dreng, der blev født på St. Croix som Victor Cornelius. Men ved en fejl hos de danske myndigheder blev registreret som Victor Cornelins.

110 år senere sidder hans barnebarn, jazzpianisten Ben Besiakov, i Tivoli og kigger over mod området ved Det Kinesiske Tårn. Dér, hvor hans morfar blev sat i bur og udstillet. Ydmyget og forskræmt.

»Jeg tør ikke engang begynde at tænke på, hvor forfærdeligt og traumatisk det har været for ham. Først at blive taget fra sit hjem, kørt ud til et skib, sejlet til Danmark. Og så at blive udstillet herinde og ende med at være i bur i 14 dage,« siger Ben Besiakov.

Jazzpianisten Ben Besiakov, som er barnebarn til Victor Cornelins. Foto: Sara Gangsted
Jazzpianisten Ben Besiakov, som er barnebarn til Victor Cornelins. Foto: Sara Gangsted
Vis mere

Det gør ham tung om hjertet at tænke på. Også selvom hans morfar aldrig klagede over dét, der blev hans skæbne.

I Victor Cornelins’ biografi ’Fra St. Croix til Nakskov’ skal man da også lede længe efter den smerte, som ’omplantningen’ førte med sig. Men den er der. I bidder. Drysset ud over et langt liv i et hvidt land.

Alle gloede

Han og Alberte blev placeret hos en plejefamilie i Vestergade, få hundrede meter fra Tivoli. Trods den korte afstand var den daglige tur hen over Rådhuspladsen til Tivoli en pine. Al trafik stoppede, når de to små, sorte børn viste sig. Alle gloede på dem. Nogle gik helt tæt på for at gnide på deres hud. Mon det sorte smittede af? Andre greb fat i deres krusede hår. Var det ægte negerhår? Og inde i forlystelseshaven blev det ikke bedre.

Efter i to måneder at have kørt uden hovedattraktionen, lod Dansk Koloniudstilling nu store plakater bekendtgøre, at ’Victor og Alberte er ankommet’. Og københavnerne valfartede til Tivoli. En stor del af nysgerrigheden skyldtes uden tvivl, at ’attraktionerne’ sad i bur. Det satte gang i rygterne om, at de to var farlige menneskeæderbørn. Og dem kunne de hvide børn nu vælge frydefuldt at gyse over eller kaste nødder ind til.

’Dette at skulle være en udstillingsgenstand andre mennesker til moro, gjorde mig ikke alene undselig, men også rasende i mit indre,’ skrev Victor Cornelins mange år senere.

Udstillingen i Tivoli var dog lagtfra første gang, at fremmede racer blev vist frem i Danmark. I 1886 blev ’kannibaler’ udstillet i National, sidenhen indrettede Zoologisk Have landsbyer til importerede ’vilde’ fra Asien og Afrika, og i 1902 udstillede Tivoli kinesere. Udstillinger, som alle var led i Europa-turneer.

Men Dansk Koloniudstilling var ikke desto mindre noget helt særligt og havde en vis berettigelse, som de skrev i Illustreret Tidende den sommer:

’Admiralinde Gad har da opnaaet ikke alene at skaffe en Sag, hun interesserer sig for, en Indtægt, men tillige er det lykkedes at give Interessen for vore Kolonier og Bilande et synligt Udtryk. Det er efterhaanden gaaet op for Danmarks Beboere, at vi har vestindiske Besiddelser. Men der skulde ganske vist dette til, at man var ved at sælge dem; saa først naaede man til at tage Parti, til at diskutere Øernes Værd eller Mangel paa Værd for Danmark,’ hed det i omtalen af udstillingen forud for Victor og Albertes ankomst.

Selvom ’bortførelsen’ af de to små negerbørn fra deres familie og hjem på St. Croix ikke direkte kan kategoriseres som slavehandel, så blev der indgået en form for handel med de to børn.

Kong Christian 9. besøgte udstillingen i Tivoli og det bidrog til, at især københavnerne valfartede til den. Foto: Privat
Kong Christian 9. besøgte udstillingen i Tivoli og det bidrog til, at især københavnerne valfartede til den. Foto: Privat
Vis mere

En kynisk plan

Hele sit liv troede Victor Cornelins, at den ’handel’, som hans mor havde indgået, var, at han skulle sendes til Danmark for at blive uddannet som lærer og derpå vende tilbage til St. Croix for at undervise på sin fødeø.

Først i 1998 - 13 år efter Victor Cornelins død - blev det afsløret, at det aldrig var planen. De to små børn var helt kynisk blevet revet op med deres vestindiske rødder udelukkende for at være trækplastre i Emma Gads udstilling.

Tanken var da også, at de skulle sendes hjem med det samme. Men det blev bremset af mellemmanden fra St. Croix. De var uønskede, sagde han. På grund af deres familiers fattigdom.

Og dermed opstod der panik i kulissen. For hvad stillede man op med to sorte negerbørn? Midt i et land, hvor alene synet af dem chokerede de fleste?

Uden børnenes viden blev der arbejdet på højtryk for at løse den uønskede situation. Og til sidst blev løsningen, at Alberte og Victor blev indlogeret hos en enlig plejemor og indskrevet på Det Kongelige Vajsenhus, en grundskole i indre København som primært optog forældreløse børn.

Sugede viden til sig

I de ni år Victor Cornelins gik der, sugede han viden til sig og var til alles overraskelse lige så dygtig som de hvide elever. Men han slugte også ydmygelse på ydmygelse. ’Gå hjem og vask jer, beskidte abekatte’ blev der råbt efter ham og Alberte på deres daglige gåtur til og fra skole. Og overalt hvor de kom frem, måtte de affinde sig med racistiske tilråb og stirrende blikke. Og selvom der også var masser af både gode og velmenende mennesker omkring ham, sad den indgroede følelse af at være et menneskeligt udskud dybt i ham. En følelse udsprunget af hans hudfarve.

Victor Cornelins’ barnebarn husker tydeligt, hvordan han siddende på skødet af sin morfar hørte alle fortællingerne om barndommen hjemme på St. Croix. Fortællinger om frygten for hajer, der var grunden til, at lille Victor ikke sprang over bord, da sandheden gik op for ham den dag i 1905. Og han husker, hvordan han gennem alle fortællingerne også fik svaret på, hvorfor hans morfar ikke lignede alle de andre børns mor- og farfædre.

Victor Cornelins med barnebarnet Ben Besiakov på skødet. Foto: Privat
Victor Cornelins med barnebarnet Ben Besiakov på skødet. Foto: Privat
Vis mere

»Det var jo ikke fordi, at det var noget, vi tænkte så meget over. For vi elskede ham højt, og han var der jo altid for os. Men hvad det har kostet ham og hvor svært det må have været for ham, det er først gået op for mig mange år senere. For der var jo ikke så mange sorte i Danmark på den tid, så han skilte sig virkelig ud,« siger Ben Besiakov.

Hvis 1905 blev et vendepunkt af de store i Victor Cornelins' liv, så blev 1917 det også.

Debatten om De Dansk-Vestindiske Øer havde stået på meget længe. Mange ønskede dem afhændet. De var forlængst blev en dårlig forretning og underskuddet voksede år for år. Og nu hvor Første Verdenskrig rasede, bankede USA endnu mere ihærdigt på Danmarks dør med ønsket om at købe øerne.

14. december 1916 blev spørgsmålet sendt ud til dansk folkeafstemning. Skulle De Dansk-Vestindiske Øer sælges? Ja eller nej.

Et overvældende flertal sagde ja. Og 31. marts 1917 blev øerne overdraget til USA. Dermed tilhørte også Victor Cornelins officielt amerikanerne.

Valgte Danmark

Men han fik et valg. Og valgte at blive dansk. Og blive i Danmark.

Ben Besiakov husker ikke helt, hvordan og hvorfor hans morfar havnede i Nakskov, helt nede på det Lolland, langt fra København. Men det var dér, han som ’lærer-kandidat’ faldt over en annonce fra Nakskov skolevæsen, som søgte 16 vikarer.

Samtalen med skoleinspektøren forløb som ventet. Den store mand havde svært ved at skjule sit chok over ansøgeren. For godt nok var papirerne i orden, men Victor Cornelins var nu engang en meget sort mand. Og vakte han opsigt i København, ville han vække endnu mere langt væk fra hovedstaden.

»Deres ansættelse tør jeg ikke tage ansvaret for alene,« sagde skoleinspektøren.

Men ansat blev han. Og i klasselokalerne forstummede uroen og nysgerrigheden blev vakt, selvom der dog også var bekymrede forældre, der frygtede, hvad der ville ske, hvis ’den sorte blev ophidset’. Risikerede de så ikke, at ’få deres børn hjem blodigt lemlæstede?’ som Victor Cornelins selv beskrev reaktionerne i sin bog.

Militæret førte dog den unge lærer tilbage til København, men efter endt militærtjeneste vendte Victor Cornelins tilbage til Nakskov. Denne gang med sin kone Vera, som han fik tre børn med. Sønnen Bengt og de to døtre Inger og Margit. Sidstnævnte Ben Besiakovs nu afdøde mor.

I militærtjeneste, hvor Victor fik mange venner. Det var også i soldatertiden, at han mødte sin kone Vera. Foto: Privat
I militærtjeneste, hvor Victor fik mange venner. Det var også i soldatertiden, at han mødte sin kone Vera. Foto: Privat
Vis mere

Succes og respekt

Han fik fastansættelse på skolen i Nakskov, og nød enorm succes og respekt blandt både elever og kolleger, som så ham som et menneske.

En anekdote, som hans barnebarn holder meget af, handler om dengang, en af morfaderens klasser havde været på udflugt til et omrejsende Tivoli og med stor iver fortalte, at dét der havde begejstret dem allermest, var, at de så en neger. ’Hvad er jeg så?’ spurgte hans morfar. ’Du er jo hr. Cornelins’, lød svaret.

»De så ham ikke som sort, som en neger. For dem var han bare hr. Cornelins. Deres lærer,« fortæller Ben Besiakov.

Victor Cornelins i klasselokalet på skolen i Nakskov. Foto: Privat
Victor Cornelins i klasselokalet på skolen i Nakskov. Foto: Privat
Vis mere

Lejlighedsvis kunne ophedede diskussioner på lærerværelset dog munde ud i, at race-kortet blev trukket. ’Pas på, hvad De siger! Husk, at De taler med en hvid mand!’ kunne argumentet lyde.

Og - som Victor Cornelins tilføjede i sin bog - følte han sig efter alle disse år stadig voldsomt generet af de små, daglige ydmygelser. ’Ikke med højtråbende tilråb som i min barndom, men med henkastede vittige bemærkninger om, at den dresserede menneskeabe var brudt ud fra cirkus.’

Ydmygelserne kunne til tider sende ham ned i en sort afgrund. Hvorfra han spurgte sig selv, hvorfor han trods sin succes i livet stadig blev betragtet som en nær slægtning til aben, hvorfor han stadig blev anset for en vild mand?

»Hvorfor var jeg i det hele taget sort, når mit liv levedes blandt hvide.«

Men den smerte, der må have boret sig ind i hans inderste, var ikke én, som han belemrede andre med. Og da slet ikke sine børn og siden børnebørn.

»Han har aldrig været bitter, når han kiggede tilbage. Han har fået det bedste ud af det, der blev hans skæbne,« mener Ben Besiakov.

Måske var det troen, der gav Victor Cornelins den nødvendige lindring fra smerten.

Lige fra barnsben havde troen fyldt i hans liv. Men i 1936, da han var 38 år gammel, kom en vækkelsesbevægelse til Nakskov. Og Victor Cornelins genfandt Gud. I stor stil.

Oxfordgruppen, hed den bevægelse, som med hans egne ord ’blev skelsættende for min videre livsudfoldelse’. Han begyndte at rejse land og rige rundt for at deltage i møder og holde foredrag for det bedre borgerskab. Og det i en sådan grad, at hans kone - og delvist og ham selv - kaldte hans optræden for ’noget af et reklamenummer’. For nu havde netop hans hudfarve en reklameværdi, der gav budskabet mere vægt.

Meget religiøs

At hans morfar var meget religiøs, husker Ben Besiakov godt. Ikke alene fordi der vankede en svidende lussing, hvis han og hans bror bandede. Men også fordi hans tro fik ham til - på nogle områder i hvert fald - at tage afstand fra sit egen kultur.

»Han kunne virkelig ikke lide rytmisk musik, såkaldt sort musik. Han sang negro-spirituals, kirkemusik, men soul, jazz, alt, hvad hans race havde fremelsket, kunne han ikke lide. Det var djævelens musik.«

I sit tilbageblik i bogen kalder Victor Cornelins sine erindringer for ’Mit livs eventyr’. Og hans barnebarn er den dag i dag overbevist om, at selvom Victor Cornelins ikke var herre over sit eget liv, var han glad for, hvordan det havde udviklet sig, var stolt over, hvad han havde opnået, var lykkelig for, hvad den skæbnesvangre dag i 1905 havde ført med sig. Taknemmelig over, at en lille negerdreng fra St. Croix kunne ende med at blive viceskoleinspektør i Nakskov.

»Bortset fra, at han nåede at opleve, at min mor døde af kræft, og at han aldrig nåede at gense sin mor, så var han glad for det, han havde fået ud af livet,« siger Ben Besiakov, hvis morfar døde i 1985, 86 år gammel.

Her sammen med sin datter Margit - Ben Besiakovs mor - som var en af de første kvindelige jazzmusikere herhjemme. Foto: Privat
Her sammen med sin datter Margit - Ben Besiakovs mor - som var en af de første kvindelige jazzmusikere herhjemme. Foto: Privat
Vis mere

42 søskende

»Han nåede også at komme tilbage til sin føde-ø i 1970 og møde resten af sin familie. Det viste sig, at han havde 42 søskende. Som hans far havde fået med ti kvinder,« smiler Ben Besiakov, som også selv har besøgt St. Croix adskillige gange. Altid med en følelse af at være kommet hjem. Slaveblodet fornægter sig ikke. Og som Ben siger: »Jeg sad jo ikke her, hvis det ikke havde været for slaveriet.«

Og hvad med Alberte? Den lille, forskæmte pige, der blot var fem, da hun blevet revet ud af sin moders skød?

Hendes skæbne var ikke nær så nådig som Victor Cornelins'. I en alder af bare 15 år døde hun af tuberkulose på Frederiksberg. Og blev begravet samme dag som det danske flag blev taget ned på St. Croix.

Senere efterforskning viste, at hun og Victor var halvsøskende. Uden at vide det.