Når snakken går om maraton og toptider, falder tankerne hurtigt hen på de afrikanske lande som Kenya og Etiopien. I hvert fald ikke iskolde Danmark.

Ikke desto mindre satte den 34-årige Sparta-løber Lars Budolfsen bedste danske maratontid i 19 år ved Hamburg Maraton søndag.

Lars Budolfsen løb i tiden 2.15.59, og ikke siden Rotterdam i 1996 har en dansker formået at løbe de 42,195 kilometer så hurtigt.

Tiden rakte til en flot placering som nummer 18 i løbet - otte minutter efter den kenyanske vinder Lucas Rotich, der løb i 2.07.17.

»Jeg gik efter en tid på under 2.16.00, og set i dét lys kan jeg kun være tilfreds med indsatsen i dag. Svangsenen i min venstre fod drillede mig i starten, og jeg var faktisk lidt bekymret for, om det ville blive værre, men efter 15 km følte jeg, at jeg løb med overskud,« siger Lars Budolfsen til dansk-atletik.dk efter løbet.

Det var den 13. bedste danske maratontid nogensinde. Herning-løberen Jesper Faurschou fulgtes med Budolfsen indtil 35 km, men her rykkede spartaneren fri af den gruppe, som begge danskerne lå i. Faurschou kom ind som nummer 19 i 2.16.41.