'Alt kan købes for penge' lyder et nedslående ordsprog, som nogle sværger til.
Det er en sandhed med modifikationer, men når det gælder flere af de allerstørste danske sportsstjerner, så passer pengene – om man vil – sådan set meget godt.
Senest er det Peter Schmeichel, som er kommet i problemer. Igen.
Årsagen er danskerens store rolle i at markedsføre fodbold-VM i Rusland i 2018. Her stillede landsholdskoryfæet gladeligt op til billeder sammen med præsident Vladimir Putin og lavede russervenlige tv-programmer til det statsejede medie RT.
Derudover fik Schmeichel også sagt, at der var 'vestlig spin' omkring Rusland – underforstået, at det var med til at give en forkert opfattelse af landet. Det var en fuldstændig håbløs udtalelse på det tidspunkt, hvilket enhver kunne have sagt sig selv.
Men det er åbenlyst, at hverken 'spin'-postulatet eller billederne er ældet med ynde her fire år senere, når Putin har dikteret russisk invasion af Ukraine og efterladt hele verden i krigschok… Og det har altså givet kritikken af Schmeichel nyt liv.
Jeg minder også om, at Peter Schmeichel i november kom i gevaldig modvind, da han proklamerede, at der slet ikke var nogen problemer med at spille VM i fodbold i Qatar, hvor 6.500 er døde under slavelignende forhold for at bygge stadioner til slutrunden.
Hverken dengang eller nu vil Peter Schmeichel stille op til interview.
Og Schmeichel er jo på ingen måde alene om at lade sig styre af pengepungen frem for et bare nogenlunde anstændigt moralsk kompas. Faktisk ser det ud til at være en halvgrim virus, som florerer blandt cremen af cremen i hans branche.
I sidste uge så vi endnu en gang, at Caroline Wozniacki (stadig) har det fint med at blåstemple diktaturstater, da den pensionerede tennisdronning var i Dubai for at spille en opvisningskamp mod Kim Clijsters i forbindelse med Dubai Expo 2020. Wozniacki er siden blevet beskyldt for sportswashing – men hun vil selvfølgelig ikke forholde sig til kritikken.
Samme manøvre lavede Wozniacki i 2010, da hun spillede en opvisningskamp i Minsk mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko – også kendt som Europas sidste diktator. Her stillede hun velvilligt op i den hviderussiske propagandamaskine og kyssede og krammede den udskældte præsident.
Altså… Man mangler næsten ord, ik'?
Tilbage til Dubai, for det er jo der, at Viktor Axelsen har fået bopæl. Den beslutning annoncerede badmintonstjernen i sommer, da champagnen stadig flød efter hans OL-triumf i Tokyo. Det udløste ramaskrig, mens Axelsen valgte strudse-metoden og gemte sig. Nægtede at besvare spørgsmål om Dubai – men rasede i stedet mod medierne for deres frækhed til at betvivle hans beslutning.
De seneste måneder har også budt på afsløringer af, hvordan Nadia Nadim velvilligt har smadret sin troværdighed og givet afkald på al integritet for at promovere VM i Qatar. Selvsamme nation, som støtter Taleban, der slog Nadims far ihjel i Afghanistan, da hun var barn.
Ja, selv Michael Laudrup – ambassadøren, teflon-diplomaten – har som bekendt tjent styrtende med millioner på trænerjob i Rusland og Qatar.
Laudrup var i Rusland i 2008-2009 og i Qatar fra 2014 til 2016, og selvom det er noget tid siden, så var det altså også dengang to nationer, som så stort på menneskerettigheder og var gennemsyret af råddenskab.
Se, det her er jo i virkeligheden en frygtelig deprimerende opremsning.
Jeg er med på, at de for deres anstrengelser kan gå hele vejen til banken med et stort grin. Men jeg synes ærligt talt ikke, der er noget at grine af.
Vi taler ikke om små sportspersonligheder her. Vi taler om nogle af de allerstørste – dem, der står på nogle af de første sider i historiebøgerne. Laudrup, Schmeichel og Wozniacki var alle i finalefeltet, da Danmarks Idrætsforbund i januar skulle finde tidernes største danske atlet. En pris, som Laudrup endte med at vinde.
Viktor Axelsen er OL-guldvinder og verdensmester og én af dette årtusindes mest markante danske sportsnavne.
Nadia Nadim har været en rambuk for kvindefodbolden og integrationen, og hun blev – fortjent – kåret til Årets Dansker i 2017.
Derfor synes jeg med rette, vi kunne forvente os noget mere af dem. Og at de tog deres position som rollemodeller mere seriøst. Klasse på banen behøver vel ikke betyde, at man ikke kan have klasse uden for stregerne?
'Jamen, de skylder os ingenting!'. 'Der er masser af andre store stjerner i udlandet, som gør det samme'. Sådan kunne et par forsvarsargumenter lyde. Yes, det er korrekt. Men andres dårlige beslutninger retfærdiggør ikke, at man selv slukker for øverste etage.
Og hvis de har så god smag i munden og synes, at de har truffet gode beslutninger – hvorfor i himlens navn gemmer de sig så altid i stedet for at stå på mål for deres handlinger? Stil dog op til interview. Forklar os alle sammen, hvorfor det er så fremragende en idé at gå hånd i hånd med diktatorer og slyngelstater?
Det format burde de dog i det mindste have. Men det er nok forkert at tale om eller forvente 'format' eller andet i den boldgade her.
Og det er jo i det hele taget i sig selv en falliterklæring og trist som bare pokker.
