Selv om vi søndag så AaB vinde fortjent i Brøndby, og selv om AaB nu er fem point foran Brøndby, mener jeg stadig, at det er svært at sige, hvem der vil være bedst i det lange løb af de to.....
KOMMENTAR
Selv om vi søndag så AaB vinde fortjent i Brøndby, og selv om AaB nu er fem point foran Brøndby, mener jeg stadig, at det er svært at sige, hvem der vil være bedst i det lange løb af de to. Det bliver ikke mig, der siger, at kampen var et farvel til Brøndby i top tre, men dermed ikke sagt, at jeg ikke mener, at AaB sagtens kan være en udfordrer til bronzen.
Når jeg tøver lidt med AaB, handler det om, at der har været for mange udsving undervejs, hvor man har været for dårlig, og det er jeg sikker på, at de også selv kan se og vil sige, og det er i øvrigt ikke unaturligt for et hold med så mange relativt unge spillere.
Men de seneste uger har AaB bare været gode, og sejren i Brøndby var en markering på flere fronter. Dels har man nu slået Brøndby to gange ret klart, først 4-1 hjemme og nu 2-0 ude, dels viste dette, at AaB ikke kun er et stærkt hjemmehold. For man skal have et højt niveau for at vinde i Brøndby, og det havde AaB, der endda var ret udfordret af at spille med en helt ny venstre side og at mangle Kasper Risgård. Det var flot.
Brøndby skal være bekymrede over flere ting i denne kamp. De offensive spillere var mindre farlige end våde tændstikker, og det er unaturligt ikke at kunne skabe mere, når man er nødt til at være målsøgende og satse. Jeg ville, hvis jeg var Thomas Frank, også være bekymret over, at de ikke evner at presse hårdere til sidst. Det virkede som om, at Brøndby-spillerne var både slidte og trætte. AaB forsvarer den jo hjem med bolden på fødderne og ikke ved at stå og cleare og parere.
Det blev også Superliga-runden, hvor vi så Ove Pedersen vende tilbage på en trænerbænk, denne gang Hobros.
Fakta om Hobros kamp ude mod Sønderjyske er, at de havde én afslutning, og den var ikke på mål, og det var så deres offensiv. Samtidig var deres defensiv lige så ringe, som den har været indtil videre, men det er selvfølgelig ikke rimeligt at bedømme Ove Pedersens arbejde på denne kamp.
Det, der sker, når man ansætter Ove Pedersen, er, at man får en kompetent træner, og så får man en masse presse, der skamridder Ove Pedersen-effekten i en grad, så hvis spillerne ikke umiddelbart skulle tro på det, hjælpes det da på vej. Jeg medgiver, at han er dygtig og rutineret, og jeg var i virkeligheden mest imponeret over, at han holdt FC Vestsjælland oppe i nyere tid, det var flot klaret. At han lykkedes med, at OB ikke rykkede ud, ser jeg sådan på, at alt andet havde være katastrofalt.
Han er typisk god til at organisere sine hold, så modstanderen har svært ved at score. Det er jo også det halve af det at skabe et hold. Men Hobro skal ikke forsvare noget hjem, de skal indhente mange point, som det ser ud lige nu, og så skal man vinde.
Jeg tager hatten af, hvis Hobro når det.
Og hvem skal de så indhente? Ja, jeg tror ikke, det bliver Viborg, som virkelig har hævet deres niveau, Osama Akharraz har gjort noget for det hold. Jeg tror ikke, de kommer i problemer.
Så det er vel AGF og Esbjerg, der begge har det til fælles, at man har investeret ret kraftigt i trupperne uden at se det virke voldsomt imponerende.
Faktisk vil jeg sige, at Esbjerg overhovedet ikke er lykkedes med deres genopretningsarbejde - hverken på spiller- eller trænerside - endnu.
AGF har også hentet spillere, mange flere end Esbjerg, og det har haft en forsvindende ringe positiv effekt. AGF ligger, som man har niveau til. De har hverken været heldige eller uheldige, og det kan man måske godt leve med som oprykker. Det alarmerende er, at der er hentet mange spillere, hvoraf langt de fleste ikke er blevet brugt i nævneværdig grad, og hvor dem, der har været brugt, har været bekymrende dårlige.
De har i dag et setup med både en sportschef (Jens Andersson) og en cheftræner (Morten Wieghorst), så jeg synes da, at den tendens til, at de nye spillere ikke bruges, mere er udtryk for en disharmoni.
Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at de to ikke har købt ind i fællesskab, men jeg er imponeret, hvis Morten Wieghorst har kendskab til alle de spillere, der er hentet i det gamle Jugoslavien, Spanien, Irak og det gamle Sovjetunionen.
Det er jo fint nok at hente spillere på et højt niveau til billige penge, men de skal også kunne forstå, hvad der bliver sagt til træning for at indgå i et koncept, og så skal spillerne i truppen kunne finde ud af det sammen. Og det, ved jeg, er en vanskelig opgave, og så er det, at jeg spørger: Er de virkelig blevet enige om det omfang, det har haft? Har Morten Wieghorst virkelig været så glad for at få så mange spillere af forskellige karakter, som han - tror jeg - har et begrænset kendskab til?
Enten har de set forkert begge to, eller også har Wieghorst fået en masse spillere, som han må konstatere, at han har ikke har kunnet få implementeret på sit hold, og som har præsteret på så ringe niveau i træningen, at få af dem har kunnet bruges, og dem, der har været brugt, har haft et niveau, der bestemt ikke har forstærket holdet.
