»Jeg vidste ikke, hvordan han så ud. Jeg havde aldrig set ham, jeg har undgået at læse på nettet om ham og alt det der. Jeg har ønsket at undgå spekulationer. Og da jeg sad der tænkte jeg: 'Hvis et blik kunne slå ihjel'.«

Sådan lyder det fra Linnea Juliusson fra det meget ubehagelige øjeblik, da hun så den mistænkte for mordet på hendes 15-årige lillebror, Henrik Myllykoski, i øjnene for første gang.

»Jeg åbner øjnene og kigger på ham. Jeg ser på ham, og han ser tilbage på mig. Jeg tænker, at jeg ikke vil se væk, før han gør det. Til sidst sænker han blikket,« siger Linnea Juliusson til Aftonbladet.

Den dramatiske scene er fra retssagen mod den 16-årige dreng, som sigtet for det brutale mord på den 15-årige juniorishockeyspiller Henrik Myllykoski.

Sagen rystede Sverige, da efterforskningen viste, at den tiltalte og den 15-årige kendte hinanden, og at de mødtes om aftenen 2. oktober 2023 på det sted, hvor den 15-årige senere blev fundet dræbt af 140 knivstik.

Henrik Myllykoski havde spillet ishockey siden, at han var tre år gammel, og da han blev dræbt, spillede han for Frölunda HCs U16-hold.

Hans holdkammerater havde klubtrøjer på til begravelsen, der havde et tydeligt ishockeytema. Blandt andet var den 15-åriges trøje med kaldenavnet 'Henke' lagt henover kisten.

Nu står familien tilbage og er fuldstændig ødelagte, efter Henrik Myllykoski blev taget fra dem på så brutal og frygtelig vis.

»Jeg kan næsten ikke passe mig selv lige nu. Det er bare kaos - alt i mit liv er kaos,« siger Linnea Juliusson til Aftonbladet

Ifølge Expressen brændte den 16-årige tiltalte den 15-åriges tøj i et forsøg på at fjerne beviser.

Han har indrømmet at have udøvet vold mod Henrik Myllykoski, men han nægter at have dræbt ham.

Frölunda HCs, der er et tophold i den bedste svenske liga, har efterfølgende oprettet en fond i den 15-åriges minde.