Det unge talent Jannik Vestergaard har i øjeblikket stor succes i Werder Bremen, og efter weekendens kampe er han for tredje gang i sæsonen at finde på rundens hold i Bundesligaen.

Jannik Vestergaard har for alvor fået fart på karrieren efter skiftet til Werder Bremen i januar. Efter flere gode præstationer blev han i denne runde belønnet af den tyske fodboldside Transfermarkt med endnu en plads på rundens hold, hvor han får selskab af prominente navne som André Schürrle, Marco Reus og David Alaba.

Den 22-årige midterforsvarer startede sine unge fodboldår i Brøndby, men skiftede i 2010 til Hoffenheim, hvor han spillede indtil januar, hvorefter turen gik til Werder Bremen. Han har ligeledes repræsenteret de fleste af de danske ungdomslandshold, og har i øjeblikket status som U21-anfører.

Efter kampen i forrige runde mod Hoffenheim udtog det tyske medie ARD også Vestergaard til rundens hold.

Werder Bremen og Jannik Vestergaard ligger i øjeblikket på en ottendeplads i Bundesligaen og kan med en sejr i næste runde over Augsburg overhale Vestergaards tidligere klub Hoffenheim.