Bill Belichick, træner for New England Patriots, får massiv kritik dagen efter, at holdet fra Boston i USA tabte Super Bowl-finalen til Philadelphia Eagles med 33-41, fordi han valgte at bænke forsvarsspilleren Malcolm Butler.

Sikke noget vås!

Bill Belichick, der normalt regnes for at være den måske bedste træner i hele den amerikanske fodboldliga NFL, smiler næppe ret meget i dag. Og det bliver helt sikkert ikke bedre, hvis han slår op i avisen Boston Globe eller trykker 'bostonglobe.com' ind i sin webbrowser.

Skribenten Dan Shaughnessy giver Bill Belichick sådan én over nallerne, fordi Belichick har forklaret bænkningen af Malcolm Butler, der ellers har spillet fast gennem hele sæsonen, med en taktisk beslutning. Den køber Boston-avisens lokale Patriots-skribent - sammen med mange andre - ikke.

»Vås! Butler spillede over 98 procent af alle Patriots' defensive spil i 18 kampe i denne sæson. Han var frisk nok søndag til at spille på 'special teams' (den enhed, der er på banen ved punts, kick-offs og field goals, red.). Men han fik ikke lov at komme på banen på en aften (søndag aften, red.), hvor Eagles-backup-quarterbacken (Nick Foles) rev Patricias korthus fra hinanden for 41 point,« skriver Dan Shaughnessy med henvisning til den defensive koordinator, Matt Patricia.

Malcolm Butler fik dårligt spilletid i Super Bowl 52 mod Philadelphia Eagles. Her hygger han sig under opvarmningen.
Malcolm Butler fik dårligt spilletid i Super Bowl 52 mod Philadelphia Eagles. Her hygger han sig under opvarmningen. Foto: Mike Ehrmann
Vis mere

Bill Belichick forklarede efter nederlaget til Philadelphia Eagles, der vandt sin første Super Bowl i holdets historie, at New England Patriots 'spillede med de spillere og den kampplan, som man følte, ville være bedst for holdet. Ligesom vi plejer.'

LÆS MERE: Sikke en fest de får i Philadelphia: Øl-firma tabte væddemål - og må i den grad til lommerne!

Men beslutningen vækker stadig undren dagen efter - og det også andre steder end i Boston Globes spalter.

New England Patriots-legenden Ty Law, der har vundet tre Super Bowls i sin karriere og tidligere haft Belichick som træner, skriver på Twitter, at man er nødt til at komme til bunds i mysteriet.

»Jeg er forvirret over den her sag. Vi havde brug for den mand (Butler, red.) på banen,« skriver han.

I sin klumme skriver Dan Shaughnessy videre, at Bill Belichick skylder et ærligt svar på, hvorfor man bænkede en af de måske bedste spillere på forsvaret, som blandt andet afgjorde 2015-udgaven af Super Bowl med sin interception til sidst i kampen mod Seattle Seahawks. For han og de fleste andre tror ikke på, at det alene var en taktisk beslutning.

Bill Belichick har været i otte Super Bowls som New England Patriots-træner og vundet fem af dem.