Den russiske stjernesvømmer Evgeny Rylov er blevet udelukket i ni måneder.

OL-guldvinderen straffes af verdensforbundet FINA for i marts at have deltaget i en omdiskuteret fejring af invasionen af Ukraine.

Det skriver FINA på sin hjemmeside.

I perioden har Evgeny Rylov karantæne fra alle konkurrencer og aktiviteter, der er organiseret af forbundet.

Rylov, der vandt guld i både 100 og 200 meter rygcrawl ved sidste års OL i Tokyo, var blandt deltagerne på Luzhniki Stadium i marts.

Her bar han – og flere andre atleter – et omdiskuteret 'Z' på sit tøj, hvilket af Rusland bruges som symbol på det, landet selv betegner som »en særlig militær operation«.

I praksis er det ikke sikkert, at karantænen får den store betydning, for russiske og hviderussiske atleter og ledere bliver ikke inviteret til konkurrencer resten af 2022, gentager FINA.

Dermed vil de altså heller ikke være til stede ved VM i Ungarn, der afholdes i juni og juli.

Adskillige russere er siden invasionens begyndelse i februar kommet under lup for deres opbakning til krigen og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

I marts blev stormesteren Sergey Karjakin udelukket af Det Internationale Skakforbund for at have brudt forbundets etiske retningslinjer.

Mere konkret var forbundet ikke tilfreds med nogle opslag, som Karjakin havde delt på blandt andet Twitter.

Gymnasten Ivan Kuliak har også fået en sag på nakken, efter at han havde et lille 'Z' tapet fast på brystet, mens han modtog en medalje ved en World Cup-afdeling i Qatar.

Her har Det Internationale Gymnastikforbund (FIG) indledt en undersøgelse.

I andre sportsgrene er russere og hviderussere også blevet udelukket fra forskellige konkurrencer.

Det gælder blandt andet den prestigefyldte grand slam-turnering Wimbledon, som onsdag meddelte, at tennisspillere fra de to lande ikke er velkomne i år på grund af krigen.