KOMMENTAR
Drømmen om at komme direkte til EM-slutrunden i Frankrig lever et skrøbeligt liv indtil på søndag efter en dansk landskamp, der opsummerede landskampåret 2015 ganske udmærket: Offensiv ubehjælpsomhed og gabende kedsommelighed.
Havde landsholdet ikke spillet en god første halvleg mod Serbien i juni, havde året være blottet for danske lyspunkter og ville ikke blive husket for anden underholdning end den tragikomiske sæbeopera om de smuldrende forhold mellem Morten Olsen og DBU, og DBU og landsholdsspillerne, der på et tidspunkt i foråret var tæt på slet ikke at ville være landsholdsspillere.
Præcis sådan så de også ud, som om de havde det, da de humørforladte og uden visioner i september spillede 0-0 mod Armenien, som pudsigt nok er det land, vi skal sætte vores lid til, når de på søndag møder Albanien og med uafgjort eller en sejr sender Danmark til EM. To point har de fået hidtil i deres syv kvalifikationskampe. Nu er vi afhængige af, at de spiller uafgjort eller vinder for første gang, siden de for halvandet år siden besejrede De Forenede Arabiske Emirater med 4-3 i en træningskamp.
Nej, helt godt ser det ikke ud, og uanset hvem vi kommer til at møde i de to sandsynlige playoff-kampe til november, vil der være tale om en gyser med Danmark som underdogs eller i allerbedste fald med fifty-fifty-muligheder for at gå videre. Ovenpå efterårets kampe kan jeg ikke se det hold, som vi på forhånd kan føle os trygge ved at skulle møde.
Morten Olsen har uden held forsøgt at finde nøglerne til især offensiv succes. Hverken Pione Sisto eller Nicolaj Jørgensen viste sig at være de rigtige valg i september, og mod Portugal torsdag aften var der ingen af de spillere, som Morten Olsen på forhånd kaldte hurtige, teknisk dygtige og formstærke, der fungerede. Det har været skuffende at se. Enten må vi konstatere, at Danmarks bredde er så godt som ikke eksisterende, eller også har Morten Olsen alt for mange gange valgt de forkerte løsninger til de givne opgaver.
Ingen af delene er ret positive eller hjælper os ret langt. Faktisk er det kun Armenien, der hjælper os lige nu. Tænk sig, at det er der, dansk landsholdsfodbold er i disse år. Matcher det ikke vores selvforståelse dårligt?
