Det kunne have gået helt galt, da Frank Løkes kæreste - Helén Oterhals - tirsdag var ude for en ulykke på Mount Everest.

Den tidligere norske landsholdsspiller i håndbold er i øjeblikket ved at bestige Mount Everest sammen med kæresten, efter han i årene efter håndboldkarrieren har dyrket ekstreme eventyr.

Ulykken skete i mere end 5000 meters højde, hvorefter Helén Oterhals måtte fragtes til et nærliggende hospital.

Den tidligere Skjern-stregspiller har fortalt til norske TV 2, at de på trods af ulykken allerede fortsætter deres opstigning onsdag.

»Helén faldt og slog et hul lige under knæet. Vi lappede det hurtigt sammen. Lægen sagde, at vi skulle holde det stille i tre dage, men vi skal videre i morgen,« siger nordmanden til mediet og fortæller også, at kæresten er blevet syet med tre sting.

De har planlagt, at de vil ankomme til Everest Base Camp torsdag, og derfor har de et stramt program, hvis de skal nå Frank Løkes store mål. 

Han vil nemlig bestige det ikoniske bjergs top uden brug af ekstra ilt. Det er et meget farligt projekt, og ifølge norske TV 2 har projektet en dødsrate på 30 procent af dem, der forsøger at opnå det.

Helén Oterhals følger ikke med Frank Løke hele vejen til toppen.