Der er langt fra Harry Potters magiske verden af trylleformularer og væsner til den lille by Pagford i J.K. Rowlings seneste bog Den Tomme Plads, men det har ikke afskrækket tv-kanalen HBO for at indgå en aftale med den ombejlede engelske forfatterinde om at forvandle hendes første voksenbog til en tv-serie.

Manusforfatteren Sarah Phelps, der tidligere har skrevet adskillige afsnit af den elskede engelske tv-serie EastEnders, vil stå for udarbejdelsen af drejebogen til miniserien, mens J.K. Rowling selv vil fungere som medproducent. Den tre timer lange miniserie er et samarbejde mellem HBO og den engelske afdeling af BBC.

Den Tomme Plads, der til dato er solgt i mere end seks millioner eksemplarer, beskrives således på bogomslaget:

"Barry Fairbrother er i begyndelsen af fyrrerne, da han, ganske uventet, dør. Den lille by Pagford efterlades i chok. Pagford emmer af engelsk idyl med sit brostensbelagte torv og den historiske klosterkirke, men lige under overfladen lurer sandheden om en by i krig. Rige i strid med fattige, teenagere med deres forældre, koner med deres mænd, lærere med deres elever … Pagford er slet ikke, som byen ser ud til ved første øjekast. Og den tomme stol, som Barry efterlader sig i sognerådet, bliver snart kilden til den største strid, byen endnu har set. For hvem vinder valget, der er indhyllet i heftig lidenskab, dobbeltspil og uventede afsløringer?"

Optagelserne til serien påbegyndes denne sommer i det sydvestlige England.