Vi aner ikke, hvordan vi vil reagere i en livstruende situation, før vi står midt i den. Om vi vil fryse og bare lade tingene ske. Eller om vi vil handle iskoldt. En af Danmarks førende eksperter inden for digital livsstil, Christiane Vejlø, opdagede en hel del om sig selv, den dag en ukendt mand tog kvælertag på hende inde i en jungle.
Med sin forfølger lige i hælene, kæmpede hun sig vej gennem junglen i Sydthailand. Påvirket af stoffer ville han myrde hende, han havde taget kvælertag på hende. Hun anede ikke, hvem han var.
Men hun skulle dø.
»Er det her en fuldstændig sindssyg filmscene, eller hvad?«
Det var den tanke, der for gennem hovedet på Christiane Vejlø, digital trendanalytiker og vært på Radio24Syv’s populære techprogram »Elektronista«, da hun bogstaveligt talt måtte løbe for sit liv.
Han var høj på stoffer
Forinden havde hun været i en voldsom slåskamp på et lodret klippeplateau med manden. Han havde overfaldet hende, stukket hende én på siden af hovedet, hun reagerede instinktivt ved at forsvare sig, og under kampen sparke ham i skridtet. Med så stor kraft, at han drattede udover klippekanten og faldt flere meter ned. Mirakuløst fik han rejst sig igen, selv om det så ud som om, han havde brækket begge ben. Høj på stoffer og med en bedøvet krop, så han formentlig ikke kunne mærke smerten, genoptog han forfølgelsen af hende.
»Midt under min flugt, efter slåskampen på plateauet, hang min ene bh-strop pludselig fast i en liane, det samme gjorde stroppen til mit kamera, som jeg havde over min skulder ... Det er så sindssyg en historie, det her ... Og jeg kunne se ham komme nærmere og vinde ind på mig.«
»You are fucking kidding me,« tænkte hun.
Brugte sine sidste kræfter
Der var ikke en sjæl i nærheden, ingen andre mennesker, som kunne komme hende til undsætning. Alene i junglen med en ukendt mand, der havde i sinde at slå hende ihjel.
»Jeg smed kameraet, for at gøre mig mere fri til at løbe, men kunne mærke, at jeg var ved at være udkørt. Helt koldt og rationelt nåede jeg at tænke:
Lige om lidt kommer vi til at tage en ny voldsom kamp, når jeg ikke har flere kræfter til at løbe. Så fik jeg pludselig øje på et par mennesker henne på et viewpoint ikke så langt fra, hvor jeg befandt mig. Jeg brugte mine sidste kræfter til at nå op til dem, så var jeg da i nogenlunde sikkerhed. Fyren så jeg aldrig igen, han forsvandt længere ind i junglen.«
I betragtning af, siger hun, hvor voldsom en oplevelse, det faktisk var, kom hun efterfølgende ret godt igennem det. Og fandt ud af flere ting om sig selv:
At hun er stærk, både mentalt og fysisk og kan handle nogenlunde koldt, når situationen kræver det. Selv i en ekstrem situation.
»Jeg var bange, selvfølgelig var jeg det, hundeangst. Men på en meget primal og underlig følelsesforladt måde i selve situationen. Jeg var som en elitesoldat, der instinktivt gik i ’action mode.’«
Du skal ikke komme nærmere
Sammen med en gruppe klatrere var Christiane Vejlø for nogle år siden på tur i et jungleområde i Sydthailand, hvor der normalt var en del turister. Bare ikke den formiddag.
Undervejs klatrede holdet op til en lagune højt oppe i junglen. Efter at have badet lidt, ville Christiane Vejlø hjem på hotellet og tage en lur, mens de andre klatrere fortsatte med at bade.
På vej væk fra lagunen fik hun øje på en fyr, sådan en sodavandssælgertype, husker hun og antog, at han kendte vejen ud.
»Jeg fulgte forsigtigt efter og klatrede med meget stor afstand til ham. Men pludselig stod jeg med lodrette klipper hele vejen rundt omkring mig. Han henvendte sig til mig, pegede på en mørk hule og sagde »beach«, som om det var vejen til stranden. Den købte jeg så ikke, og jeg begyndte at klatre opad igen, for at komme væk fra ham. Og da jeg nåede op på et plateau omkring tolv meter over jorden, var han fulgt efter og begyndte at gøre tilnærmelser, da han nåede mig.
»Jeg lavede en eller anden attitude med:
»Du skal ikke komme ét skridt nærmere«.
Så var det, at han stak mig én på siden af hovedet. Først fik jeg et gigantisk chok:
Nå, der fik du sådan en klassisk værtshus-kæberasler, tænkte jeg.
Og så tog fanden ved mig. Jeg havde gået til kickboksning, dyrket løbetræning, klatret og var i rigtig god fysisk form, og så begyndte jeg ellers at forsvare mig.«
Christiane Vejlø læner sig lidt tilbage i stolen, trækker vejret dybt og tager en slurk af sit vand.
»You messed with the wrong girl.«
Det er noget i den stil, jeg bagefter har tænkt, når jeg har genkaldt mig det, der skete.«
Ingen superwoman
Hun kigger på sit Apple iWatch og er stille et øjeblik.
»Du aner jo ikke, hvordan du vil reagere i en livstruende situation, før du står midt i den. Om du fryser, bare lader tingene ske og er i afmagt. Eller om du kan handle. Om du iskoldt kan gøre det, der skal gøres.«
Efterfølgende kontaktede hun politi, forsikringsselskab og var også til tjek på et hospital.
»Jeg fortsatte i handle-mode, sådan: dak, dak, dak! Jeg ringede også til en krisepsykolog, det gør man i den slags situationer, tænkte jeg. Psykologen forklarede mig, at grunden til, jeg kunne tackle det så godt bagefter og egentlig ikke havde det så dårligt, som jeg burde, var, at jeg havde handlet. At jeg havde gjort noget i den akutte situation. Folk, der ikke er i stand til at handle, vil bagefter bebrejde sig selv for alt det, som de mener, at de KUNNE have gjort, men som de ikke fik gjort. De får sværere ved at bearbejde oplevelsen bagefter, lød psykologens forklaring.«
Når hun i dag fortæller historien, synes hun selv, at hun godt kan fremstå som en superwoman, der iskoldt klarede en livsfarlig situation. Og så var det dét. Men det er meget langt fra sandheden, understreger hun.
»Jeg fik nogle postreaktioner. Lang tid efter havde jeg for eksempel meget svært ved at gå alene i en skov. Ligesom jeg heller ikke kunne holde ud at have noget stramt om halsen, efter at han havde forsøgt at kvæle mig. Men helt overordnet betød det, at jeg følte mig stærk i selve situationen, og at jeg også tog noget styrke med mig.«
Har altid været en nørd
B Sommer møder Christiane Vejlø på »Klub« i Linnésgade. En medlemsklub og et fagligt og socialt fællesskab.
Som en af Danmarks førende eksperter inden for ny teknologi og digital livsstil, rådgiver hun virksomheder, medier og ministerier om den digitale fremtid gennem sit firma »Elektronista Media«.
Med 40.000 månedlige læsere på sin blog Elektronista.dk og 50.000 followers på sociale medier, har Christiane Vejlø specialiseret sig i forholdet mellem teknologi og mennesker,
Og det er her på »Klub«, at hun har sit mobile kontor. Sin iPhone, sin Mac og mennesker omkring sig. Mere behøver hun ikke.
En nørd har hun altid været. Siden hun var en lille pige, har hun været tiltrukket af det specialiserede. Af fantasy-universet og af science fiction. Og så elskede hun, når Anders And rejste ud til fremtiden. Læste masser af de bøger, hvor man slår med terninger og hopper fra side til side, og har senere tænkt, at det er det samme, som når man hyperlinker i det digitale univers og flytter sig hurtigt og ikke linært fra ét sted til et andet. Med terningerne var det bare analogt.
»Jeg var også ret vild med parallel-universernes avatarbegreb, hvor man har en digital stedfortræder,« husker hun.
Men det var på Aarhus Universitet, at Christiane Vejlø begyndte at få skabt sig et overblik. Også over menneskers indbyrdes forhold og relationer.
Skulle hun vælge sociologi eller filosofi? Hun havde vanskeligt ved at træffe et valg og endte med religionsvidenskab, som dækkede dem begge. Og som betyder utroligt meget for forholdet mellem mennesker og forskellige kulturer, forklarer hun.
Studerede nyreligiøse bevægelser
»Jeg arbejdede blandt andet med nyreligiøse bevægelser, hvordan den type bevægelser socialiserer og hvilken betydning en stærk lederfigur har. Teorien herfra fik jeg på en eller anden måde overført til vores adfærd på internettet, og hvordan vi i grupper knytter os sammen i et community.«
Senere læste hun medievidenskab i København. Og efter en karrierestart i mediebranchen og syv års lederstillinger i telebranchen, stod Christiane Vejlø en dag i 2009 foran en kiosk i London og betragtede forsiderne af en masse glittede blade. Med techblade på én hylde og livsstilsmagasiner som Cosmopolitan, Vouge og Vanity Fair på en anden.
»Det slog mig, at man for at kommunikere teknologi, så almindelige ikke-top-nørdede mennesker ville gide at læse om det, ville blive nødt til at tage udgangspunkt i mennesket og lade teknologien komme i anden række.
At man ved at skabe et appellerende sprog, et livsstilsprog kunne kommunikere noget kompliceret stof på en måde, som var langt mere spændende end det, som de traditionelle techblade var i stand til på det tidspunkt. Jeg besluttede, at jeg ville lave et livsstilsmagasin som folk forstod lige så godt, som hvis de læste Euroman, det skulle bare handle om digital livsstil.«
Og det blev til forløberen for de medieplatforme, som Christiane Vejlø i dag driver under Elektronista-paraplyen.
»Du ligner slet ikke sådan én - en tekniknørd«
Hun har ofte fået at vide, at hun »slet ikke ligner sådan én.«
En teknik-nørd.
»Men det er jo folks egen perception af, hvordan sådan nogen ser ud,« griner hun.
»Af hvordan jeg skal se ud, fordi jeg beskæftiger mig med det, jeg gør.«
Holdsport har hun aldrig for alvor beskæftiget sig med. Håndbold, fodbold, basketball og den slags.
»Jeg havde det med at blive doven og bare stå og fiske, det gjorde jeg i skolen, når jeg stod på mål, jeg ydede aldrig mit optimale.«
Med klatringen har det været noget helt andet. Det begyndte, da Christiane Vejlø efter gymnasiet rejste rundt i verden i uafbrudt tre år og arbejdede som skibums i Schweiz for at tjene penge, når hun ikke var på farten.
Indien, Nepal, New Zealand, Australien, Japan og USA. Overalt opsøgte hun forskellige klatreklubber, og klatring blev en stadigt større del af dét at rejse.
Devils Tower i det nordøstlige Wyoming, klipper i El Potrero Chico-dalen i det Nordlige Mexico og en lang række andre steder rejste hun til for at bestige bjerge.
»Når du klatrer, er du alene. Det er kun dig, der gør det, og hvis du ikke gør det, du skal, falder du. Det er så primal en situation, at du kun kan tænke på at overleve. Du dør, hvis du ikke holder fast. Det er den angst, man arbejder med, når man klatrer. Man har et reb, selvfølgelig, men det ved hjernen ikke, så den er i et konstant beredskab. Når du flytter dig fra det ene greb til det andet, bliver du nødt til at slippe det greb, du kom fra, og være i det greb, du er i nu. Og så gå videre til det næste. Det er den eneste tilstand, du kan være i.
Det kan være skidesvært for os mennesker at være i nuet, vi vælter rundt og laver en hel masse. Hvis jeg sætter mig ned og mediterer, så stikker hjernen af fra mig, og jeg mister min opmærksomhed og mit fokus, det duer ikke for mig. Det er det samme med yoga. Men klatring tvinger mig til at være i nuet, og bringer mig ind i en flowtilstand.«
Zoomer ind på hverdagens detaljer
Hvis hun ser på en klippe, kan hun se alle de små krystaller.
»Jeg oplever hver eneste lillebitte sten i klippen og lægger mærke til mikrodetaljer, fordi jeg er så fokuseret, Det er ret fantastisk. Jeg prøver at overføre det til min hverdag, at være opmærksom på detaljer. Betragte blomster og blade og andet i naturen, alt muligt ved at zoome ind, som jeg kender det fra min klatring. Det er faktisk ret let og meget vigtigt, synes jeg, for at kunne mærke den tilstand, man er i.«
Nørdet? Måske.
Men hun bliver mere og mere vild med alt, hvad der er nørdet. Med passionerede mennesker, der fordyber sig i detaljer. Som ved en helt masse om et ultra afgrænset område. Og som kan fortælle om netop deres særlige felt med en smittende begejstring. På den måde kan næsten alt blive interessant.
»Jeg har fået ny veninde, som jeg har mødt gennem klatring. Hun er en dem i verden, der ved allermest om de insekter, der lever i nogle af verdens dybeste huler. Lige nu er hun på vej til Østtimor i Indonesien for at studere insekter, det har ellers aldrig interesseret mig, men nu synes jeg, det er noget af det mest fascinerende. For nylig sad jeg ved siden af en fyr til et bryllup, som laver udgravninger til metroen i København. Vi talte om jordkvalitet og den forurening, der er i jorden under København og om sikkerheden, når man bygger en metro.Der var nogen ved bordet, der sagde:
»Hold nu op, du keder hende.«
Men jeg sagde: »Nej, for pokker, det er sindssygt spændende, han er den bedste bordherre ’ever’.«
Og det var ikke noget, jeg sagde af høflighed. Jeg har meget bevidst truffet en beslutning om at møde mennesker, som kommer fra helt andre miljøer end mit eget.
Jeg elsker at blive udfordret af folk, der tænker anderledes, end jeg selv, og som er klogere. Som fortæller mig om noget, jeg ikke anede eksisterede, eller som jeg kan være dybt uenig i, eller lære noget af.
Når jeg går ind i et lokale, hvor jeg ikke kender ret mange, har jeg en evne til at spotte mennesker, som jeg har en fornemmelse af er spændende. Der er en særlig form for udstråling, der tiltrækker mig, og det er sådan nogle mennesker, som er deres egne. Hvor jeg kan mærke, at de er lidt utilpassede, lidt nørdet og har turdet leve livet.«
Talentfulde, skæve og deres egne
I de fire år, hvor hun var bartender på jazzbaren »Bent J.« under sin studietid i Arhus, mødte Christiane Vejlø alle slags mennesker. I øvrigt en af de vigtigste perioder i hendes liv, konstaterer hun.
Det var mennesker med en masse livserfaring. Som samledes om jazz, var talentfulde og skæve på deres egen måde. Men hvor nogle af dem i perioder havde prøvet at miste grebet om tilværelsen. Det var ikke succeskulturen, som vi i dag kender det fra de sociale medier, der var mest dominerende hos »Bent J.« dengang for 20 år siden.
»Men der var noget meget ægte og ærligt over de mennesker, der kom på baren, og det kunne jeg godt lide. De lærte mig en uendelig masse, som har været meget vigtigt for mig.«
Ifølge Christiane Vejlø vil den succeskultur, vi har oplevet på Facebook, udvikle sig til at blive langt mere nuanceret.
Prøv at se, hvor uglamourøs, jeg er
»Hun, der lige har bagt friske boller, har også et barn med angst. Og hun, der lige er kommet hjem fra Kretas blå bølger, har en mor med brystkræft. Jeg tror, der er ved at ske et skift. Jeg har lagt mærke til en ny trend: »self depreciation,« hvor man anti-iscenesætter sig selv på de sociale medier. I stedet for: »Se mig!« viser du, at du ligger derhjemme alene lørdag aften og ser Netflix.
»Prøv at se, hvor uglamourøs, jeg er.«
Vi vil komme til at vise og dele mere af vores »hele« liv som »hele« mennesker med op- og nedture.
I dag har vi filterbobler, hvor vi er låst inde i netværk sammen med folk, der tænker som vi selv. Derfor har vi brug for nogle tjenester, som præsenterer os for mere random ting.
De artikler, jeg ser i mit feed på Facebook, er sorteret efter mine venner og mine interesser. Men vi mangler en random-tjeneste, som giver os noget random-content på et højt niveau. Noget af det, mit eget netværk ikke kan levere.«
Derhjemme elsker Christiane Vejlø at nørde med sin otte-årige datter. De laver opfindelser, programmerer og bygger robotter med værktøj fra den værktøjskasse, hun har købt til datteren.
Skal klatre med sin datter i USA
»Hun er vild med nogle af de samme nørdede ting, som jeg er, og selvfølgelig har jeg præsenteret hende for en masse. Men man kan ikke tvinge børn til at kunne lide noget bestemt. Hun vælger selv og leger også med dukker. Som forældre synes jeg, vi har et ansvar for også at præsentere vores døtre for videnskab og teknologi, og vores sønner for de ting, som traditionelt ikke står på de blå hylder i legetøjsbutikkerne. Det kan senere blive afgørende for, hvilke uddannelser og jobs, de kan se sig selv i som voksne.«
Men for datterens vedkommende varer de beslutninger nogle år endnu. Om et par uger rejser Christane Vejlø sammen med sin datter til USA på sommerferie. Med seler og klatresko i kufferten til dem begge.
»Så tager vi til Yosemite Nationalpark, hvor vi skal klatre sammen.«
