Geniale hjerner opnår ikke mere lykke end det gennemsnitlige menneske. Faktisk bekymrer kloge hoveder sig oftere og så er de ikke særlig gode til at se deres svagheder i øjnene.
Nogle vil påstå, at udvidenhed kan være vejen til lykke. Og derfor vil nogle mene, at en høj intelligens er roden til elendighed.
BBC.com har testet tesen, og noget tyder på, at geniale hjerner ikke opnår mere lykke eller bedre dømmekraft end den helt almindelige dødelige med en gennemsnitlig intelligens.
Men vi spoler lige tiden tilbage.
For i 1926 fik psykolog, Lewis Terman, idéen at bruge IK-testen til at identificere og studere en gruppe begavede unge. Han udvalgte 1.500 elever med en IK på 140 eller mere, hvoraf 80 havde en IK på over 170. Gruppen er kendt som »Termites«, og deres op- og nedture bliver stadig studeret den dag i dag.
Resultatet blev - som man måske vil forvente - at flere af gruppens medlemmer har opnået berømmelse og en gedigen opsparing. Blandt andre Jess Oppenheimer, der skrev 50'ernes tv-klassiker »I Love Lucy«.
Men det var nu alligevel ikke alle det gik ligeså godt for. Mange gik efter mere almindelige professioner som blandt andet betjent, og tjente altså ikke mere end gennemsnittet af befolkningen. Derfor konkluderede han, at intellekt og præstation langt fra har en perfekt sammenhæng. Samtidig var niveauet af skilsmisse, alkoholisme og selvmord omkring det samme som gennemsnittet hos den »almindelige« befolkning.
I 90'erne blev gruppens overlevende medlemmer spurgt om at se tilbage på deres efterhånden lange liv. Overraskende mange svarede, at de fejlede at leve op til deres forventninger.
For at understrege den pointe, bruger BBC det moderne eksempel med det unge matematikgeni Sufiah Yusof, som blev optaget på Oxford Universitet som 12-årig. Men hun droppede ud inden hun nåede til eksaminerne og begyndte at arbejde som tjener. Senere begyndte hun at arbejde som escort-pige.
Bekymring og atter bekymring
De bekymrer sig også mere, de kloge hoveder. Alexander Penney fra MacEwan University i Canada, har fundet ud af, at de, med en højere IK, faktisk bekymrer sig mere i løbet af dagen end de, med en lavere IK.
»Det er ikke, at deres bekymringer var dybere, men de er bare bekymret oftere om flere ting,« siger Alexander Penney til BBC.com.
»Hvis noget negativt skete, tænkte de mere over det.«
Men det stopper ikke her. For intelligente mennesker er heller ikke særlig gode til at se deres egne fejl i øjnene - også selvom de er i stand til at kritisere svagheder ved andre mennesker. Og det går tit ud over deres dømmekraft. Udfordringen er derfor at få genierne til at indrømme deres egne svagheder, lyder det.
»Hvis du har kunnet hvile på laurbæerne i forhold til din intelligens hele dit liv, kan det være svært at acceptere, at det har blændet din dømmekraft,« skriver BBC.
