Da Katrine Quorning gik i gymnasiet, holdt hun op med at drikke alkohol. 

»Det var nærmest socialt selvmord. Jeg havde svært ved at få lov til at være med til festerne og skulle hele tiden forsvare, hvorfor jeg ikke drak.« 

Ofte blev hun presset af velmenende venner og veninder, der bad hende drikke, for ikke at ødelægge deres fest: 

»Det er min fødselsdag, vil du ikke drikke for min skyld,« kunne en appel lyde, eller: »Hvis du ikke drikker, kan du jo i morgen huske alt, hvad jeg har gjort.«

Da Katrine Quorning i gymnasiet holdt op med at drikke, blev hun ikke inviteret med til festerne.
Da Katrine Quorning i gymnasiet holdt op med at drikke, blev hun ikke inviteret med til festerne. Foto: Mads Lykke
Vis mere

For at kunne være med, når de andre festede – og drak, lod Katrine Quorning dengang ofte som om, hun havde alkohol i sit glas. Men som 36-årig er hun færdig med at lade som om. 

I dag betegner hun sig selv om sober curious og har skrevet bogen ‘Hvorfor drikker du ikke.« 

For hende er ædru blevet 'standardindstillingen, men hun er ikke fanatisk:

»Generelt er alkohol ikke på min radar. I går var jeg til fødselsdag, hvor jeg lige smagte på vinen, og derefter drak mocktails og andet alkoholfrit resten af aftenen. Men nytårsaften ville jeg gerne have et glas champagne.«

Det undrer hende, at alkohol er det eneste rusmiddel, man skal forklare, hvorfor man IKKE bruger.

»Ingen spørger undrende, hvorfor du ikke ryger, ikke tager stoffer eller ikke popper piller.«

Begrebet sober curious (ædru nysgerrig, red) har de seneste år har fået flere og flere amerikanere til enten at skrue ned for alkoholprocenten eller mængden af drinks – eller til helt at stoppe med at drikke.

Ifølge Katrine Quorning er det på tide, vi herhjemme også bliver mere nysgerrige på dem, der vælger ikke at drikke, og at vi ændrer retorikken omkring alkohol:

Hvorfor hedder det for eksempel stadig at være ‘pinligt ædru?’ og hvorfor er det legitimt at dømme en, der ikke drikker, som ‘kedelig’:

»Vi forbinder afholdenhed med askese. At man er hellig eller en lidt træls type, der sætter forbud for andre. Men det burde være lige så legitimt ikke at have alkohol i glasset, som at have det.«

Tal fra Alkohol og Samfund viser, at hver tiende dansker i år sagde nej tak til alkohol og holdt hvid januar. Men hvad ville der ske i vores krop, hvis måneden blev udvidet til to eller tre eller hvis den endte i et generelt mindre forbrug af alkohol?

Det ved Janne Tostrup, der forsker i alkohol og er professor på Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Professor Janne Tolstrup fra SDU garanterer, at de fleste vil kunne mærke en effekt af at droppe alkohol.
Professor Janne Tolstrup fra SDU garanterer, at de fleste vil kunne mærke en effekt af at droppe alkohol. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Mange danskere har et fint og moderat alkoholindtag, men der er også mange, der drikker for meget. Vi ved, at et ud af fem dødsfald blandt mænd mellem 30-60 år er alkoholrelateret, for eksempel fordi de har ødelagt deres lever eller bugspytkirtel,« siger hun.

Effekten af at skrue ned for alkoholen, vil hun godt garantere:

»Kommer man fra et ret højt forbrug af alkohol, vil man se en ret stor ophobning af fedt i leveren. Unge, der har været en uge på Roskilde, har øget fedt i leveren. Men det ville hurtigt foretage sig.«

Mange ville formentlig også sove bedre:

»Alkohol kan påvirke søvnen og kvaliteten af søvnen – især mængden af den dybe søvn. Men det er enormt forskelligt fra person til person. For nogle kan et enkelt glas rødvin give hjertebanken hele natten, de vil hurtigt kunne mærke en forbedring, når de stopper.«

Også på badevægten vil mange formentlig kunne se en forandring:

»Jeg kan ikke love, at det er en slankekur, men der er mange kalorier i alkohol.«

Desuden er der de mere psykosociale årsager til en gang imellem at sige nej tak til den, som byder:

»Folk, der ikke drikker føler sig mere friske og fulde af energi. Det, kan jeg ikke begrunde videnskabeligt, men der er klart noget om, at man kan føle sig som en bedre version af sig selv og have mere overskud til sig selv og andre,« siger Janne Tolstrup.

Ifølge Katrine Quorning er der stadig kun meget få forklaringer, der kan undskylde, at man ikke drikker.

»Man kan undskylde sig med at være gravid, være på penicillin, eller at skulle køre bil. Men det ville være fedt, hvis man bare kunne sige: ‘Jeg har ikke lyst til at drikke’.«

Hun efterlyser ikke en nul tolerance overfor alkohol, men håber at tanken om at være sober curious, kan give danskerne en knap, 'de kan skrue på'.

»Så vi ikke bare drikker på autopilot. Drikker man nogle genstande, for at komme i godt humør og slå sig løs på dansegulvet, er det helt fint. Men det er vildt ærgerligt, at normen er, at vi skal drikke til, vi er helt i hegnet,« siger hun, og tilføjer om alkoholens faste makker – tømmermændene:

»Fik jeg det lige så dårligt dagen efter, at jeg havde spist skaldyr, ville jeg aldrig spise dem igen. Men tømmermænd tager vi som et tegn på, at vi har haft en god aften.«