AGF spiller mandag aften Superliga-kamp i Farum.

Men natten i København har budt på kedeligt nyt for AGF.

For klubbens spillerbus er blevet vandaliseret og udsat for graffiti. 

Det viser et billede af AGF-bussen, som klubbens målmandstræner Frode Grodås delte på Instagram - det er siden blevet slettet.

»Vi tager skarpt afstand fra hærværk i alle sammenhænge - naturligvis også denne. Vi har meldt det til politiet og bussen er sendt til afvaskning,« skriver Christian Thye-Petersen, pressechef i AGF til B.T.

På bussen er der blandt andet skrevet 'FCK' og 'Dø GF!' med graffiti - men det skal altså væk inden aftenens kamp mod FC Nordsjælland.

Den norske AGF-målmandstræner tog hærværket med et smil på sin Instagram, hvor han skrev med henvisning til en norsk FCK-duo.

»Tak for et strålende job Moi og Meling (Mohamed Elyounoussi og Birger Meling, red.). Ikke kun i benene, at I har det,« lyder det kækt.

Der er rigeligt tid til, at bussen kan blive god igen, da kampen i Farum først spilles klokken 19.00.

Den kan du følge lige her på Bt.dk.