AGF er trods søndagens sejr på udebane over Viborg fortsat hårdt presset i Superligaens nedrykningsspil, og det får aarhusianerne til at nedprioritere torsdagens pokalkvartfinale mod FCK.

Med 31 point på kontoen har AGF henholdsvis tre og seks point op til Silkeborg og AaB i nedrykningsspillets pulje 2. Det betyder, at klubben med fem runder tilbage ligger til at spille med i playoff om nedrykning.

Det er naturligvis en situation, man gerne vil ud af på Fredensvang, og derfor har klubben valgt at droppe adskillige spillere til udebanekampen i pokalturneringen mod FC København. Dermed ser det mere usandsynligt ud, at 'de hvi'e' kan få revanche for sidste års finalenederlag til løverne.

Konkret holder aarhusianerne deres midtstopper Mikkel Rask hjemme, ligesom højreback Dino Mikanovic, målmand Aleksandar Jovanovic, midtbanemotor Daniel A. Pedersen samt angriberne Mustapha Bundu og Kasper Junker kommer til at sidde over.

AGF-træner Glen Riddersholm ærgrer over for stiften.dk over, at det er kommet til det, men siger, at situationen dikterer det. Superligaen er vigtigst, og FCK er en meget svær modstander.

»Det river i mit hjerte. Selvfølgelig gør det det. Der er to trofæer at spille om i dansk fodbold, vi er i kvartfinalen, så der er kun tre vundne kampe, og står du og kan røre det ene trofæ. Men selvom det gør ondt, handler det om at være realistisk, og derfor er beslutningen om ikke at stille med alle mand også ret nem at tage,« siger Glen Riddersholm til stiften.dk konkluderer:

»Vi er ikke i en situation, hvor vi kan tillade os at rende ind i flere skader, hvor meget vi end gerne vil slå FCK.«

I forvejen har AGF Morten 'Duncan' Rasmussen, Alexander Juel Andersen og Nicklas Backman på deres skadesliste, som de gør, hvad de kan for, ikke skal vokse yderligere.

Set på den lyse side, kan aarhusianerne glæde sig over, at der er comeback i truppen til Martin Spelmann, Chris Ikonomidis og Michael Zacho. Hele truppen kan ses her.