Brøndby skal på søndag på en af sæsonens sværeste opgaver, når de gæster ærkerivalerne fra FC København. Og det er i kampe som disse, at kulturbærere som Daniel Agger og Thomas Kahlenberg ventes at træde i karakter.

Sidstnævnte må sidde over med karantæne, men Daniel Agger ventes at føre Brøndby ind i Telia Parken med anførerbindet om armen, efter han blev sparet i onsdagens 2-4-nederlag til Sønderjyske i pokalen.

Agger har spillet mange store kampe i sine karriere, heriblandt en pokalfinale og en Champions League-finale med Liverpool, men man kunne formode, at kampene mod FCK betød noget særligt for en loyal Brøndby-mand som ham. Men sejren og de tre point er det eneste, der betyder noget.

Hvad føler du indeni, når du spiller de her kampe?

»Jeg skal ud og have tre point. Det er dét, det handler om for mig. Og så er det ligegyldigt om det er mod Hobro eller FCK,« siger Daniel Agger.

Men er der ikke noget mere...

»Nej, det synes jeg ikke. Du skal gerne have en ære i alt det, du laver - både til hverdag og i weekenderne. Så er det underordnet, hvem det er, der står på den anden side.«

Jeg tænker lige så meget på tilhængernes vegne - de elsker da i hvert fald at slå FCK.

»De vil jo lige så gerne have tre point mod Hobro, som de vil mod FCK.«

Vil de det?

»Det tæller lige meget på bundlinjen, så det er jeg ikke i tvivl om. Det håber jeg da. Det er jo dét, fodbold handler om. Det handler om at skrabe så mange point sammen som muligt, og det er jo den, der står på toppen til sidst, der har vundet, og så er det lige meget, hvor du har vundet pointene,« siger Agger.

Den 30-årige forsvarsspiller fortæller, at han forventer en svær kamp mod FCK, men han mener, at Brøndby har kvaliteten til vinde søndagens kamp. Og kampplanen er da også såre simpel.

»Vi skal forhåbentligt ikke lukke nogle mål ind. Det er jo dét, det handler om for os. Og så må vi håbe på at score en enkelt eller to. Det er planen,« siger han.

Kampen mellem FC København og Brøndby spilles på søndag klokken 15.00 i Telia Parken.