Thomas Augustinussen reddede FCKs Claudemir fra at få slag af en baneløber.

Mod slutningen af kampen mellem AaB og FCK løb en tilskuer på banen. Han var tilsyneladende AaB-fan, for han var ude på at få fat i FCKs Claudemir. Men det fik AaBs Thomas Augustinussen forhindret.

- Han løber hen mod nogle FCK-spillere, men jeg står tættere på, så jeg griber fat i ham, sagde Thomas Augustinussen efter kampen til TV3+.

- Jeg tænker på, at han skal ikke have fat i nogle af dem eller i dommeren. Så var det bedre, hvis han slog mig. Det ved jeg ikke, om man taber kampen på, sagde Thomas Augustinussen med et smil.

Også AaBs træner, Kent Nielsen, var irriteret over baneløber, fyrværkeri med efterfølgende kamp-afbrydelse m.m.

- Jeg er både irriteret over og træt af, at vi skal forholde os til nogle ting, som en lille håndfuld mennesker står bag. Det var en farce i dag, sagde den tidligere europamester.

KENDER DU BANELØBEREN ELLER VED DU HVEM HAN ER? KONTAKT OS MED EN SMS PÅ 1929 ELLER MAIL TIL 1929@BT.DK.