FCK skulle have været i kontakt med Malmö FF vedrørende klubbens succestræner

Ifølge den svenske avis SPORT-Expressen er den svenske succestræner Roland "Rolle" Nilsson klar til at forlade de svenske mestre til fordel for de danske guldvindere for at tage over efter Ståle Solbakken. Ifølge den svenske avis' kilder vil FC København have Nilsson, og han skulle være klar til at forlade Malmö FF, hvis han får tilbudt trænerjobbet i FC København. FCK skulle oven i købet have kontaktet Malmö-klubben og bedt svenskerne overveje, hvad de ønsker i kompensation for at slippe deres succes-træner. SPORT-Expressen skriver, at FCK egentlig bare kan tage Roland Nilsson, uden at Malmö FF kan gøre ret meget. Men for det gode naboskabs skyld er FCK ifølge den svenske avis indstillet på at kompensere Nilssons nuværende klub ordentligt.

Intet bliver dog officielt bekræftet af de involverede parter. - Jeg har ingen kommentarer til rygterne, siger Roland Nilsson til SPORT-Expressen. - Vi kommenterer ikke på noget, som ikke er sket, siger Malmö FFs talsmand Håkan Jeppsson. - Vi har samme politik som tidligere og kommenterer intet angående nye trænere, inden vi har en aftale med nogen, siger FCKs sportschef Carsten V. Jensen.