Nicki Bille fik tirsdag aften kun 20 minutter, da Esbjerg storsejrede i pokalturneringen og slog det fynske seriemandskab Søhus Stige BK med hele 9-0.

Angriberen blev verbalt forulempet af en gruppe fans, som stod tæt på banen, og han reagerede ved at give tilbage på samme måde. Det kostede blandt andet et gult kort fra dommeren og den tidlige udskiftning.

BT har onsdag formiddag forsøgt at få en kommentar om episoden fra hovedpersonen selv, men Esbjerg meddeler, at spilleren ikke har interesse i forklare, hvad der fik ham til at reagere mod tilråbene. Hans agent, Alan Hvedehave, vil dog gerne udlægge teksten.

»Jeg synes ikke, at Nicki Bille skal involveres så meget i det her mere, og jeg ved, at der er fuld opbakning til ham i Esbjerg. Det, der foregik i den kamp, er bare under lavmålet,« siger Alan Hvedehave og tilføjer:

»Der kommer en spiller, som glæder sig til at vise sig frem og give den pågældende klub én på opleveren, og Esbjerg stiller i stærkeste opstilling, men så er der 25-30 personer på stadion, som skal gøre sig uheldigt bemærket. De ting, der bliver råbt til ham, er af strid karakter og på familieplan. Selv om Nicki Bille har tatoveringer og virker som en hård hund på banen, er han en meget kærlig, eftertænksom og følsom person, som ikke fortjener at blive behandlet på den måde.«

»Jeg synes, det er ok, at han reagerer på tilråbene. At tingene så eskalerer, det er en ting, men jeg er fuld af opbakning til ham og håber, at de pågældende gutter, som opførte sådan på den måde, kigger indad og måske fortæller i dag, at de har kvajet sig.«

Hvad sagde de til ham?

»Jeg vil ikke komme ind på detaljerne, men bare sige, at når tilskuere står så tæt op af sidelinjen og begynder at svine hans familie til med ukvemsord, så skal der komme en reaktion, og det gør der, når man har pulsen oppe, og man har varme fødder.«

»Jeg synes, det er ok, at han fik givet tilbage, og jeg synes, det er et meget uheldigt gult kort, dommeren giver ham. Det er sindssygt.«

Skal man som professionel fodboldspiller ikke kunne stå imod sådanne tilråb fra tilskuere?

»Som professionel fodboldspiller skal du stå model til meget, og det gør han også. Men der findes en grænse. Som mørk spiller skal man heller ikke acceptere, at der bliver kastet bananer på banen, og der kommer abelyde. Det er lidt det samme her.«

Hans træner Michael 'Mex' Pedersen siger til DR i dag, at han i øjeblikket er frustreret. Hvad er det, der frustrerer ham?

»Han er ikke frustreret. Han er ærgerlig. Han synes, at han har gjort alting rigtigt ved at komme til Esbjerg. Han har taget arbejdshandskerne på og knokler til hver eneste træning og er dedikeret. Han er vellidt hos holdkammeraterne og viser, at han ikke længere er 22 år og med knallerthår. Så er det sådan, at når man lægger så meget arbejde i det, og den hedder stolpe ud og lige ved og næsten, at så er han en lille smule ærgerlig.«

»Jeg ved, at når den første kasse kommer, så kommer målene i en lind strøm, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, den hedder 12 til 15 mål i denne sæson for Nicki Bille.«

Hvorfor vil I ikke have, at han skal sige noget til pressen om denne situation?

»Sagen er lukket.«