I et interview med tyske spox.com gør Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger status over sit første halve år på Vestegnen. Og under facaden på den ofte ganske bryske tysker gemmer sig en mand, der nyder at være træner i Danmark. Endda i sådan en grad at han ikke udelukker, at han gør Sepp Piontek kunsten efter og forbliver i dansk fodbold mange år fremover.
Men inden han skrev under på aftalen i Brøndby og blev præsenteret som den nye indpisker, der skulle få klubben tilbage på sporet, var Zorniger meget i tvivl, om det var det rigtige for ham.
»Egentlig ville jeg blive på det tyske marked. Først og fremmest på grund af sproget. Jeg lægger meget vægt på kommunikation og forklarer gerne helt ned i detaljen, hvordan jeg gør tingene.«
»I Brøndby skulle der en strategiændring til for at finde tilbage til de oprindelige Brøndby-rødder. Det skal man fremfor alt kunne forklare verbalt, og Jeg frygtede, at jeg ikke kunne gå i dybden med indholdet.«
I sidste ende besluttede Zorniger sig dog for at sige ja tak. Han kom frem til, at det engelske, som han havde tilegnet sig under et studieophold i USA, kunne være tilstrækkeligt, selvom han hverken kunne formulere sig hundrede procent grammatisk korrekt eller nødvendigvis kendte alle de præcise fodbold-termer på engelsk. Endelig overbeviste en vens ord ham om, at Brøndby kunne være det rigtige for ham.
»'Det er an absolut topadresse,' sagde han til mig, og så gik det op for mig, at jeg kun havde tænkt over, hvad det ville betyde, hvis jeg ikke skulle arbejde i Tyskland fremover. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvad der kunne være interessant for uden for Tyskland.«
»Brøndby er nu den station, hvor jeg vil finde ud af, om det virkelig er mit drømmejob at være fodboldtræner - også om ti år.«
Zorniger erkender dog, at han foreløbig må opgive at konkurrere med FC København, når han skal vurdere niveauet i Superligaen, som han karakteriserer som ret svingende.
»FC Kopenhagen står ovenover alle andre, det er et helt andet niveau. Sammenlignet med alle andre har de ekstreme muligheder, og de er gode til at udnytte dem. De ville formentlig kunne gøre det godt i Bundesligaen. Overordnet set er niveauforskellen ret stor, som man ofte ser det i små fodboldlande. Jeg vil sige, at niveauet bevæger sig mellem Bundesligaen og 3. Liga.«
Under alle omstændigheder er tyskeren glad for at være kommet til en klub, hvor han føler, at han bedre formår at prioritere arbejdet i forhold til resten af tilværelsen.
»Balancen mellem arbejde og fritid er meget bedre udlignet i forhold til i Tyskland. Jeg kan ikke sige, om det gælder for hele Danmark, om jeg håndterer det bedre nu, eller om jeg bare opfatter det sådan, fordi vi har succes i øjeblikket. I den seneste landskampspause havde jeg planlagt en udholdenhedsløbetur og derefter givet tre fridage. I tillid til mine medarbejdere var jeg derefter taget væk fire dage sammen med min kæreste, fordi det var det bedste for mig. Det ville have været helt utænkeligt i Tyskland.«
»I Stuttgart havde jeg en dejlig lejlighed ligesom her i København. Men jeg kunne ikke rigtigt værdsætte den og mit privatliv, fordi jeg hele tiden slæbte alle mulige jobmæsige temaer med, når jeg kom hjem. Her bliver jeg naturligt koblet af, når jeg efter træningen tager ind i byen. Det er rigtigt godt både for mig og mine omgivelser.«
Selvom Zorniger giver udtryk for, at han er særdeles glad for det forhold, som han har fået til Brøndbys fans, værdsætter i den grad også, at han kan gå i fred på gaden i Danmark.
»I Danmark er der to markante begreber: 'Hygge' og 'Janteloven', som betyder, at ingen skal tro, at man er mere end andre. Det lever man i den grad efter her. Jeg bliver godt nok genkendt, når jeg går på gaden, men jeg kan bevæge mig frit rundt. Selvom fodbold er den primære sportsgren her, så har den ikke den samme kæmpe værdi eller sociale staus, som den har i Tyskland, snarere en tydeligt større normalitet.«
Og Zorniger afviser, at han lige nu tænker på, hvornår igen kan komme hjem til Tyskland for at fortsætte trænerkarrieren.
»For mig gælder det kun om, hvordan jeg på min måde omgås med mennesker og har det sjovt i det her relationstunge job. Måske viser det sig, at det er mere efterstræbelsesværdigt for mig at arbejde i Danmark i stedet for i Tyskland.«
