Superligaen holder pause i næste weekend p.g.a. landsholdets EM-kvalifikationskampe, og det glæder Brøndbys træner, Thomas Frank.

Brøndby vandt søndag den tredje Superliga-kamp på stribe, da det blev 2-0 over FC Nordsjælland. I den slags situationer ønsker de fleste trænere at køre videre på bølgen, men sådan ser Brøndby-træner Thomas Frank ikke på det.

»Jeg er rigtig glad for, at der skal være landsholdspause,« sagde Thomas Frank efter sejren over FCN til Canal 9.

»Vi har spillet 13 kampe på 46 dage, så det er en super-mulighed for at få restitueret. Der er nogle, der slider i det i dag, og der er nogle, der har god brug for pausen for at komme ovenpå igen,« sagde Thomas Frank.

Sejren over FCN kom i hus efter en kamp, der generelt ikke går over i historien. Dertil matchede opgørets kvalitet vejrets grå nuancer lidt for godt.

»Første halvleg er absolut godkendt. Der synes jeg, at vi spiller bedst. I anden halvleg slider vi voldsomt i det. Der kan man se, at vi har spillet mange kampe. Men så får vi så et mål på et godt tidspunkt,« sagde Thomas Frank om straffesparksmålet, som Ronnie Schwartz satte ind.

Selve straffesparket blev dømt til stor frustration for hjemmeholdet, da Ramon Rodrigues godt nok fældede Ronnie Schwartz, men forseelsen fandt sted lige uden for det kriminelle felt.

»Jeg kan godt forstå, de brokker sig, men jeg brokker mig aldrig over dommerkendelser, når de går os imod, så jeg vil heller ikke brokke mig i dag,« lød det fra Thomas Frank.