Brøndby-træner Thomas Frank fandt det efter den uafgjorte Superliga-kamp i Randers relevant at rose klubbens bestyrelsesformand og økonomiske redningsmand Jan Bech Andersen.

»Da vi gik ind til forårssæsoen i marts, viste han fantastisk ledelse. Hans dispositioner og opbakning har givet os i trænerstaben og spillertruppen ro,« sagde Thomas Frank, der indrømmede, at hans troppers indsats mod Randers ikke var i top.

»Det var vores dårligste præstation i foråret. Men omvendt begyndte vi foråret med at dominere mod AaB og få nul point. Nu er det omvendt. Så det går vel lige op,« sagde Thomas Frank.

Han havde det naturligvis fint med at bronzemedaljerne og adgangsbilletten til Europa League-kvalifikationen er i hus.

»Jeg er meget tilfreds med, at målsætningerne er opnået. Vi har ramt en god stime i foråret. Nu skal vi bygge mere på til næste sæson,« sagde han.