Der foregår ting og sager i kulissen mellem Superliga-klubberne og deres trænere. Midt i det hele står to af landets største klubber, FC København og FC Midtjylland.

Ronny Deila. Navnet ringer ikke nødvendigvis en klokke. Under normale omstændigheder ville den norske manager i den skotske storklub Celtic da heller ikke have den store betydning for dansk fodbold, men manden med det ’dejlige’ efternavn har en relevans for denne historie. En historie, der sætter fokus på det spil, der foregår trænerne og klubberne imellem i den udadtil så venskabelige Superliga.

Forklaring følger. For en lille måned siden skiftede FC Midtjyllands viceanfører, nøglespiller og kulturbærer, Erik Sviatchenko, fra den jyske hede til Ronny Deilas Celtic. Prisen var ikke voldsom. 15 millioner kroner fik midtjyderne for den danske landsholdsspiller.

Den relativt lave pris skyldtes en frikøbsklausul. En klausul, der ikke som sådan var offentligt kendt. I hvert fald var der ingen garanti for, at den ville nå til Skotland. Men det gjorde den. Og det var der en grund til.

Grunden hed Ståle Solbakken. FC Københavns manager kender Ronny Deila fra Norge, og han mente selvfølgelig ikke, landsmanden skulle lide i uvidenhed uden forvisningen om, at den måske største profil hos en af Solbakkens nærmeste rivaler i den danske mesterskabskamp var så billigt til salg. Han tog derfor kontakt til kollegaen på den anden side af Nordsøen og fortalte om Sviatchenkos klausul.

Det hele gik op til sidst for Deila og Solbakken. Celtic fik en dygtig forsvarsspiller billigt, mens FC København fik svækket dét hold, der sidste år snød dem for Superliga-titlen.

Erik Sviatchenko (tv.) skiftede i vinterens transfervindue fra FC Midtjylland til skotske Celtic
Erik Sviatchenko (tv.) skiftede i vinterens transfervindue fra FC Midtjylland til skotske Celtic Foto: Lee Smith
Vis mere

Historien er lige så lidt dramatisk, som den er sjælden. Men den er et godt bevis på det spil, der foregår i kulisserne klubber og trænere imellem. Konfronteret med historien smiler Ståle Solbakken derfor også blot sit skælmske smil og siger:

»Jeg kender Ronny godt«.

Heller ikke FC Midtjylland-træner Jess Thorup viser det mindste tegn på overraskelse over historien, der blot viser, hvordan spillet i Superligaen naturligvis ikke bare foregår på banen og i Divisionsforeningens regi - men naturligvis også via små tricks, der i sidste ende har til formål at maksimere egne muligheder for sejre og titler, mens konkurrenterne svækkes.

Ofte foregår spillet – som med salget af Erik Sviatchenko - bag tæppet. Andre gange ryger det frem på scenen til skue og underholdning for alle, der kigger på.

»Jeg er 100 procent bevidst omkring det spil, der foregår. Det er en del af at være i den position, jeg er i. Jeg ved jo godt, hvilket spil, der kører, og jeg er også en del af spillet. Men jeg er måske ikke den højtråbende og frembrusende, der gerne vil være i mediernes søgelys for også på den måde at blive profileret. Det har jeg intet behov for. Jeg kører på de indre linjer og gør nogle ting. Men jeg er 100 procent bevidst om, hvad der sker. Det skal man ikke underkende,« siger FC Midtjyllands cheftræner Jess Thorup til BT.

Selv om der er hemmeligskræmmeri bag kulisserne i Superligaen, så har offentligheden ind i mellem også krav på at få at vide, hvad der foregår. I hvert fald hvis man spørger FCKs norske manager Ståle Solbakken
Selv om der er hemmeligskræmmeri bag kulisserne i Superligaen, så har offentligheden ind i mellem også krav på at få at vide, hvad der foregår. I hvert fald hvis man spørger FCKs norske manager Ståle Solbakken Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Selv om han er chef i en larmende klub, er Thorup den stille trænertype. Som i sit normale virke, sidder han på sidelinjen og observerer og analyserer, når det store spil udspiller sig. Hans diametrale modsætning er Ståle Solbakken, der gerne blander sig. Både bag kulisserne, men så sandelig også i den offentlige debat, hvor han ofte placerer sig i orkanens øje. Og han gør det med fuldt overlæg.

»Jeg ved ikke, om det er et spil. Men jeg er mere ærlig end de fleste. Jeg siger, hvad jeg mener og har ikke noget problem med, at andre gør det samme. Jeg ser ingen grund til noget større hemmelighedskræmmeri.«

Er det et spil?

»Det ved jeg ikke. For mig hører fodbold til i det offentlige rum blandt medier og fans. Ja, til den almene interesse. Så hvis folk spørger, svarer jeg selvfølgelig. Så er der selvfølgelig folk i min position, der ikke vil svare og i stedet vil holde tingene internt. Men nogle gange føler jeg, at offentligheden har krav på at vide lidt mere om, hvad der foregår,« lyder det fra FC Københavns manager, der ikke føler, han bager rævekager mod de andre, når folder sig ud for åbent tæppe eller bag kulisserne.

»Du taler altid bedre med nogle klubber og nogle trænere, end du gør med andre. Men jeg opfatter ikke mig selv som… Jeg har et godt samarbejde med de fleste klubber og kolleger. Vi prøver at være ærlige og redelige i det, vi gør. Men selvfølgelig tænker man på sit eget hold først,« understreger han.

FC Midtjylland er ikke en af de klubber, Solbakken har det bedst med. Nordmanden har taget sine ture både med Jess Thorups forgænger, Glen Riddersholm, og FCM-trænerens chef, Claus Steinlein.

FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup (tv.), føler ingen trang til at stå i forreste linje for at svare nogen igen 
FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup (tv.), føler ingen trang til at stå i forreste linje for at svare nogen igen  Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Solbakken stikker til uldjyderne, når han kan komme til det med de metoder, han har til rådighed. Og siden Riddersholm stoppede i Herning, har trafikken været mere ensrettet fra København til Herning. Og sådan bliver det ved med at være, hvis det står til Jess Thorup.

»Mange har lyst til at efterligne den ene eller den anden træner. Men det er sindssygt vigtigt, at huske at være sig selv. Så fordi der er andre, der har lyst til at pippe eller noget i den retning – og jeg mange gange har lyst til at gøre det samme – prøver jeg at være tro mod mig selv. Så man får mig ikke at se i forreste linje for at svare nogen igen. Jeg vil være tro mod mig selv. Det har jeg det bedst med,« fastslår FCM-træneren.

Og på den måde får Thorup – trods alt – sendt en subtil lille stikpille over både Lille- og Storebælt til København og Ståle Solbakken. Det kan blive et underholdende fodboldforår i Superligaen. Såvel foran som bag kulissen.